Det er tvivlsomt, at der findes et univers, jeg mangler at betræde.
Postapokalyptiske dommedagsprofetier er blevet til digital virkelighed foran mine øjne, og drager store som skyskrabere er blevet besejret med sløve sværd og en smule snilde.
Salgstalen forud for hvert af disse eventyr har lydt næsten identisk hver gang, og løfter om frihed til at udforske, tage egne beslutninger og opleve levende verdner har betydet, at jeg har bidt på maddingen. Alligevel er jeg næsten hver gang end med at kede mig bravt.
Termen "open world" synes at have fået alverdens udviklere til at gå i selvspind over mulighederne, og resultatet har i vid udstrækning været, at der efterfølgende er gået inflation i størrelserne af deres verdner på bekostning af enhver livsgnist.
Nintendos klassiske eventyr-serie Zelda har sjældent gjort sig nogle tanker om alle disse problematikker. I stedet har Nintendo fokuseret på stramme eventyr med elegant gådeløsning, og helten Link's evige kamp for at redde den Zelda fra de mørke magter og skurken Ganondorf, der altid synes at have hende i sigte fra skyggerne.
Breath of the Wild, det nyeste kapitel i Zelda-historien, er fabelagtigt anderledes i denne henseende.
Rullende bakker, klippelandskaber, tætte skove, snedækkede sletter og forladte ruiner er blot en lille del af, hvad man bliver mødt af inden for de første par timers spil.
Og selvom sne, græsplæner og ruiner alle er set før i de mange andre store åbne spil, har det aldrig virket så levende og ægte som i Breath of the Wild.
Læs også: Anmeldelse: Bolivia er en krigens legeplads i Ghost Recon: Wildlands
Hvor andres forsøg på at skabe åbne verdner tidligere har resultereret i man nærmest har kunnet høre maskineriet kværne løs i baggrunden, for automatisk at skabe nogenlunde sammenhængende verdner, virker det i Breath of the Wild som om udviklerne hos Nintendo selv har placeret hvert et lille stenbed, klipperyg og græsgang ved håndkraft.
Det er sammenhængende, organisk, levende og fantastisk lokkende for enhver med blot en smule mod på eventyr.
I stedet for at blive overvældet med muligheder og frihed inden for de første sekunder, indhegnes man i starten i en lille lomme af den samlede verden, hvor man gives tid til at lære reglerne og finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.
Begrænsningerne er ikke mange, men alligevel nok til at man automatisk giver sig tid til at komme ordentligt i gang.
Det er også her, man gør sit første møde med den såkaldte Sheikah Slate, der bedst beskrives som en slags magisk tablet (eller Switch), der løbende åbner op for flere og flere muligheder og evner.
Inden længe har man således mulighed for at fryse vand til meterstore is-platforme, pause objekter i et par sekunder af gangen og manipulere omgivelserne med magnetisme, hvilket i klassisk Zelda-stil naturligvis alt sammen bruges til at løse alskens forskellige gåder.
Her stopper lighederne med tidligere eventyr i serien dog endegyldigt, for "Game Over" statussen, et nærmest ikke eksisterende begreb i seriens tidligere kapitler, toner hurtigt frem på skærmen allerede efter den første kamp, hvis man ikke bruger blot en smule list.
Denne slags aha-oplevelse er i vid grad, hvad der kendetegner de første timers udforskning, og alligevel føles det aldrig straffende, men snarere som en lektie i overlevelse.
Og netop overlevelse, snarere end afsindige heltegerninger båret på vej af superkræfter, er i fokus fra start til slut.
Skal livsbeholdningen således genopfyldes, skal der samles bær, insekter og monster-dele som efterfølgende skal koges over et bål og destilleres til velsmagende retter eller potentente eliksirer.
Nintendo synes for alvor at have kigget på nogle af de andre gode eventyrspil på markedet som Dark Soul, og hele ideen med at forberede sig inden særligt udfordrende kampe eller opgaver, virker upåklageligt og betyder, at der hele tiden er noget nyt at udforske og eksperimentere med.
På samme forfriskende vis er der heller ikke længere usynlige barrierer, der dikterer hvor du kan bevæge dig hen. I stedet er man fra start udstyret med en lille måler der viser hvor meget udholdenhed, der er tilbage i heltekroppen, og det koster naturligvis hver gang, der eksempelvis skal klatres, løbes eller sværdet skal svinges.
Det tager sjældent mere end et par sekunder at få pusten igen, men det er alligevel nok til, at man bør overveje, om der er kræfter nok til at bestige et nærtliggende bjerg, eller om man først bør brygge en eliksir, der kan give lidt ekstra luft til lungerne. Uanset hvordan man vælger at gribe det hele an, er valget ene og alene spillerens eget.
Nintendo har for længst opgivet det tekniske våben-kapløb med Sony og Microsoft, og man kunne have frygtet at dette ville betyde en mangelfuld grafisk oplevelse, men også her brilleres der.
I stedet for at satse på fotorealisme, er der i stedet blevet brugt bløde former og en Studio Ghibli-lignende tegnestil, der betyder stor variation i både omgivelser og de mange monstre, man møder på sin vej. Det er dog omgivelserne, der virkelig overbeviser, og uanset om man bevæger sig gennem dem i et heftigt tordenvejr, eller solen bader det hele i et varmt lys, er det svært at give slip og stoppe udforskningen.
Breath of the Wild er både udkommet til WiiU og Nintendos nye Switch-konsol, og selvom begge varianter ligner hinanden i vid udstrækning, er Switch-versionen stadig at fortrække med en lidt mere stabil billedhastighed og bedre opløsning.
Switch-versionens største trumfkort er dog utvivlsomt, at eventyret kan tages med på farten, og det virker nærmest uvirkeligt at kunne tage et så stort og komplet eventyr med i tasken, uden at skulle gå på kompromis.
Et af de største kritikpunkter Nintendo har fået sendt i sin retning de sidste mange år har været, at det japanske selskab ikke har været villige til at lade sig inspirere af de udviklinger, der er sket andetsteds i spilindustrien. En skæbne som i særdeleshed er gået ud over den japanske gigants mest populære serier som Mario og Zelda.
Det er nu endegyldigt lavet om og resultatet er ikke kun et af Nintendos bedste spil i lang tid, men et af de bedste spil i eventyr genren overhovedet.
Breath of the Wild er en absolut fryd allerede inden for de for de første par minutter i dets selskab, og er det ligeledes 50 timer senere, når man stadig finder nye hulesystemer at udforske, løser gåder for at åbne op for de bedst gemte hemmeligheder, eller blot trisser rundt på hesteryg og nyder udsigten.
Det er et spileventyr af en exceptionelt høj kaliber med noget nær den mest interessante og levende verden i et spil til dato.
Nintendo har ikke blot ramt plet og overgået deres egne skyhøje standarder med det nyeste kapitel i Zelda-serien, de har også lavet en spiloplevelse så fantastisk at alle digitale eventyrer der ikke allerede ejer en Nintendo-konsol, på det kraftigste bør overveje om ikke dette skal være deres næste køb.
Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera
