Artikel top billede

Dragonlance-forfatterne er tilbage med et frisk dragebrøl fra 1980’erne

Dragonlance-bøgerne gjorde moderne fantasy til et globalt kæmpehit, men brændte også lidt ud som tiden gik. Nu er der imidlertid håb om fornyelse og flere spændende historier, når de to oprindelige forfattere, Weis og Hickman, udgiver første bind i ny trilogi.

I populærkulturens version af 80’erne har man bekvemt glemt den beske kinakål, det grimme hessiantapet, kartoffelkuren og cigaretrøgen, der hang overalt.

Men det var ikke helt skidt alt sammen, for de første hjemmecomputere begyndte også at dukke op, og vi er mange, der har glade minder om ZX Spectrum, Commodore 64 og Amiga.

Samtidig gav Dragonlance-bøgerne – der oprindelig byggede på forfatternes Dungeons & Dragons-kampagne – moderne fantasy et solidt rygstød med historier, der var mere lettilgængelige end Tolkiens.

Bøgerne fik millioner til at fordybe sig i action og magi i lange baner, drager, krigere, barbarprinsesser og sortelvere, udøde riddere, slagfærdige kroejere, tidsrejser og den plagede, blodfattige troldmand Raistlin, der gerne ville være gud i stedet for guderne.

Siden kom utallige prequels og sequels til, og det begyndte alt sammen alt lugte lidt meget af pengemaskine. Og skal man være helt ærlig, er sprog, handling og karaktertegning i de oprindelige Dragonlance-bøger heller ikke ældet med ynde.

Men måske der er håb om stærkt tiltrængt fornyelse, for til august udkommer første bind i en helt ny trilogi kaldet Dragonlance Destinies fra de oprindelige forfattere, Margaret Weis og Tracy Hickman.

Den kommende bog har titlen Dragons of Deceit og foregår som resten af Dragonlance-bøger i Krynn-verdenen efter begivenhederne i de to oprindelige trilogier – Chronicles og Legends.

Dragons of Deceit og efterfølgerne handler om en ung kvinde, der mister sin far samt hele familiens ejendom. Derfor vil hun nu drage tilbage i tiden for at forhindre alle ulykkerne, og til det formål har hun brug for en magtfuld magisk genstand.

Desværre var den sidst i hænderne på kendaren Tasselhoff – en slags hobbit, der vil være kendt af Dragonlance-læsere – som ud over at være sygeligt provokerende også er kronisk kleptoman.

For øvrigt har det i flere år været lige-ved-og-næsten, at de nye bøger aldrig udkom, da forfatterne var involveret i et juridisk slagsmål med Wizards of the Coast, der har rettighederne til Dragonlance og D&D.

Men tingene løste sig altså til sidst. Hvilket de som bekendt kan have tendens til, når der langt flere rare dollarmillioner at tjene ved at arbejde sammen end ved at bekrige hinanden.