0,13 mikron
To nye varianter af Pentium III har set dagens lys. Turen er kommet til de længe ventede 0,13 mikron udgaver på 1,13 og 1,2 GHz til stationære pc'er. Den nye processorkerne med kodenavnet Tualatin optræder i forvejen i processorer til servere og til bærbare pc'er.
Man kan undre sig over, at Intel udsender en ny Pentium III til stationære pc'er, når chipgiganten har meldt klart ud, at der bliver satset helhjertet på Pentium 4 til denne platform. Pentium III vil blive udfaset hurtigt, og versionen med 1,2 GHz er sikkert den sidste af slagsen. Samtidig bliver Pentium 4 hurtigere, billigere og i stand til at benytte SDRAM.
Et farvel til Pentium III betyder dog ikke, at Intel vil skrotte Tualatin-kernen. Tværtimod skal den bruges i kommende udgaver af lavpris-processoren Celeron.
Hvor den gamle Pentium III Coppermine bliver fremstillet med 0,18 mikron aluminiumsteknologi, er Intel gået over til 0,13 mikron kobberteknologi med Tualatin. Senere på året vil vi også se Pentium 4 fremstillet med denne teknologi. Den nye produktionsteknologi betyder, at størrelsen på selve chippen er faldet fra 105 til 81 kvadratmillimeter. Det er en fordel for Intel, for så kan der skæres flere processorer ud af hver wafer (siliciumskive), og dermed falder omkostningerne pr. processor.
For processoren betyder den nye teknologi et mindre strømforbrug. Teknologien betyder også, at der kan skrues højere op for clockfrekvensen, som det jo også er sket. Spændingen til processoren er faldet ret drastisk. Tualatin skal kun have 1,475 volt, mens Coppermine er oppe på 1,75 volt. En 1,1 GHz Coppermine bruger 33 Watt, mens en 1,2 GHz Tualatin kan nøjes med lidt under 30 Watt. Strømforbruget, og dermed varmeudviklingen, er altså faldet, selv om frekvensen er sat op.
Den lille forskel
Bortset fra den mindre størrelse på selve chippen og den højere frekvens er der ikke den helt store forskel på den gamle og den nye Pentium III til stationære pc'er. Processoren har nemlig stadig kun 256 kilobyte L2-cache til forskel fra udgaverne til servere og bærbare pc'er, hvor cache-størrelsen er sat op til 512 kilobyte.
En enkelt forbedring er det dog blevet til, nemlig hardware data prefetch. En del af processoren forsøger at forudsige, hvilke data regneenhederne skal bruge, og sørger for på forhånd at hente dem fra systemhukommelsen til cachen. Teknologien findes også i Pentium 4 og i AMD's Athlon 4.
Vi har testet et system med 1,2 GHz Pentium III Tualatin op mod et med 1,2 GHz Athlon Thunderbird. Bundkortene var henholdsvis et Legend QDI SynactiX 5EP v2.0 med Intel 815EP B-step chipsæt og et Gigabyte GA-7DX med AMD-761 chipsæt, og begge systemer var udstyret med en IBM 75GXP harddisk og et GeForce2 grafikkort.
Vores test viste, at Pentium III stadig ikke kan følge med Athlon, selv om det er meget tæt på. Benchmark-programmet Sisoft Sandra 2001 giver Athlon Thunderbird et forspring på 0,8 procent ved heltalsberegninger og 2,2 procent ved beregninger med flydende kommatal. Processorernes ydelse pr. clock-cyklus er således stort set den samme for Athlon og Tualatin, og i almindelige applikationer vil forskellen være ubetydelig.
Ved at justere på busfrekvensen kunne vi skrue Tualatins clockfrekvens op til et stykke over 1.400 MHz.
Der fulgte et udmærket overclocking-værktøj med til Pentium III-bundkortet, og vi kunne selvfølgelig ikke nære os for at finde ud af, hvor hurtig vi egentlig kunne få Tualatin til at køre. Ved at skrue busfrekvensen op til 157 MHz bragte vi clockfrekvensen op på over 1,4 GHz uden ekstra køling. Processorens potentiale er altså forholdsvis stort.
Nye bundkort
Både Tualatin og Coppermine bruger Socket 370, men alligevel kan man ikke bruge den nye processor på gamle bundkort. Specifikationerne er anderledes for Tualatin, og derfor er et nyt chipsæt, og dermed et nyt bundkort, påkrævet. Intel har lavet en opdatering af sit 815 chipsæt, så det passer til processoren, og VIA er også klar med Apollo Pro 266T til Tualatin.
Det er nemt at se forskel på den nye og den gamle Pentium III. Tualatin er nemlig udstyret med en varmespreder på toppen, og det er en rigtig god idé. For det første mindskes risikoen for, at processoren brænder sammen, idet varmen fra selve chippen har et større areal at sprede sig på. For det andet er varmesprederen en solid metalsag, og dermed er det blevet sværere at ødelægge processoren ved montering.
På grund af varmesprederen er det let at se forskel på Pentium III Tualatin og Coppermine. Her ses den nye Pentium III i profil øverst og den gamle model nederst.
Frem for at placere køleren direkte på chippen, skal den nu sættes oven på den integrerede varmespreder. Da processoren bliver cirka en millimeter højere med varmesprederen, kan det give vanskeligheder i forhold til visse kølere. Vi havde dog ikke de store problemer med at montere en standardkøler på bundkortet.
