Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Julemandsdroner over Grønland og status på min egen GPT (det går måske fremad)

Klumme: Vi skal kigge på julemandens droner over Grønland, have en status på min personlige AI, diskutere begrebet PUM (Pligt Uden Magt) og slutte af med nogle virkeligt gode nyheder på AI-fronten og billeder af gode bøffer.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Så er der kun to dage til gås og hårde gaver, og I bør varme op. Et fif fra mig til alle jer: Limfjordsportervarianter fra Rema til 15 kroner. Bum.

Men vær varsom. Drik dem IKKE før I skal cykle hjem på el-cyklen.

FUEL-syndromet (FUld på EL-cykel) undgik jeg jo heldigvis denne december til julefrokosten med kollegie-gutterne, idét min gode ven Ole holdt sig til ét sæt øl & snaps under julefrokosten og derefter colaer for at kunne køre (mig) hjem.

Sidste år var jeg ikke så klog og fandt ud af på den hårde måde, at det hedder et styrt fordi man får et styr i øjet. Tak igen, Ole.

Hvis man ikke har så langt hjem, så kan man som sagt med fordel købe de to varianter af Limfjordsporteren kaldet Baltic IPA og Brown Ale. De kan redde enhver fra stormen Pia-blues. Tak, Thisted Bryggeri.

Personligt gik det op for mig, at det ville blive slemt med Pia, da TV 2 News oplyste, at der kunne forekomme nedfaldne træer på grund af den bløde jord på grund af regntiden. Nedfaldne træer og væltede frugter. Hvad bliver det næste?

Det er tidligere gået galt med Pia. Hun var den første jeg kyssede (efter at have spurgt pænt først). Det var fredag 14. januar 1975, og mandag morgen (altså 17. januar 1975, ikke forleden) kom Belinda hen til mig i skolen og sagde: "Pia vil ikke komme sammen med dig alligevel".

30 år senere spurgte jeg Pia hvorfor, og hun svarede: "Jeg havde da aldrig oplevet noget så ulækkert!" - Jamen, svarede jeg, du havde da kysset Morten før - det pralede han ofte med overfor os andre drenge?! "Jeg har aldrig kysset Morten", svarede Pia.

I mellemtiden var Dumme Morten (som jeg konsekvent har kaldt ham siden) blevet ansvarlig for en masse i en stor biks, så jeg skrev naturligvis harmdirrende til ham med blandt andet ordene "Hvad fanden?!?" Han svarede: "Ja, ok , jeg løj". Det med at lyve kommer vi tilbage til.

Til sagen: Vi skal kigge på julemandens droner over Grønland, have en status på min personlige AI, diskutere begrebet PUM (Pligt Uden Magt) og slutte af med nogle virkeligt gode nyheder på AI-fronten og billeder af gode bøffer.

Julemandsdroner over Grønland

Apropos at lyve. Der findes mange grader af løgn. Men Forsvaret overrasker mig til stadighed i disse år.

De 750 millioner kroner, der var sat af til at købe to (ja: to, two, zwei, deux, dos) droner, der kunne holde øje med ting og sager omkring Grønland, var åbenbart ikke nok, eller man kunne ikke finde indkøbskataloget, eller noget tredje - så nu er det udskudt til mindst 2030.

Det giver jo nogle muntre minder om Tårnfalken-projektet, hvor man brugte et lignende beløb i Forsvaret uden at kunne få den til at flyve. Så man opgav efter 700 millioner og mange år og forærede den til canadierne, der havde den på vingerne på 14 dage.

Hvis det ikke var Forsvaret, men julemanden, der havde sådan et luftvåben, er det ikke godt at vide, hvordan det ville stå til med julen.

Den ville formentlig blive udsat til 2040, og de 16 år indtil da ville blive brugt til at fordoble antallet af små santa-hjælpere, der ikke selv havde prøvet at holde jul og brugte tiden på at undersøge muligheden for at få flyttet julemanden over på nogle mere moderne sne-scootere.

Mon de samme scener udspilledes i Krigsministeriet og Folketinget i 1930'erne, mens Hitler oprustede, truede alle og enhver, løj for Chamberlain og invaderede diverse stater, fordi han kunne se, at man i Vesten var nogle ubeslutsomme svæklinge? Det tror jeg.

I følge podcasten Frontliniens senste episode kan det - helt teoretisk - skyldes, at man i FMI (ForsvarsMINISTERIETS Materiel- og Indkøbsstyrelse - bemærk det med stort) har femten (én-fem) led i indkøbsprocessen, så selv den simpleste dims - eller en helt bestemt dims, som man ved, at man SKAL have - tager nogle årtier at få anskaffet.

Hør episoden og grædgrin:

FMI: Forsvarets Manglende Indkøb

Kapa-hvad for noget?

Atlantsammenslutningen har i en nylig rapport gjort opmærksom på, at Forsvaret anskaffer store dimser (skibe, fly, osv), men ikke ammunition og grej, fordi man har vænnet sig til at lave et unikt, dansk bullshit-trick: Vi opfylder NATO's kapacitets-krav (yes, vi har nu tre missil-fregatter, der kan alt muligt), men ikke kapabilitet (dvs. missiler), og så kan vi jo købe os til dét senere.

Med andre ord: Gevær uden patroner. Kanon uden granater. Computer uden programmer. Bil uden benzin. Forsvarsministerium uden forsvar.

Nyd specielt side 11 i deres rapport:

Kapacitet vs kapabilitet

Danske krigere med pandebånd

I tilfældet missil-fregatterne uden missiler fik vi de tre skibe (kapaciteten) i 2010 og allerede næste år - 2024 - vil vi få et antal (nu forældede) SM2-missiler til dem, men slet ikke nok.

NATO anbefaler, at vi køber 183. Vi køber 50. Måske.

I mellemtiden bruger alle andre SM6-modellen, men den er jo dyrere, og bliver sikkert billigere i 2042.

Vi har også købt forældede våben til F-35'eren, fordi de er billigere - de andre lande skal alligevel af med dem.

En anden helt genial detalje fra podcasten er denne: Den dér brigade, som vi havde lovet NATO stod klar NU, og som vi måske kan opstille delvist i 2040, mangler jo beskyttelse mod fly, droner og andet, så forsvarschefen (der er fra luftvåbnet) havde foreslået, at man tog nogle forældede sidewinder-missiler fra F-16'erne og monterede på lastbiler.

Man ihukommer oberst Møllers ord om, at vi ikke har et militær, men en milits.

Selv Møller havde dog nok ikke set den dér med at montere Sidewinders på lastbiler. Vi mangler nu kun at udstyre vore soldater med pandebånd, så de for alvor kan ligne nogle mongobongo-oprørere stående på ladet af en Toyota Landcruiser.

I alle årene siden vi blev medlem af NATO, har vi bevidst ikke brugt de penge, som vi har lovet (skaldede to procent) på Forsvaret.

Alle partier, alle forsvarsministre, alle departementscheferne (og alle borgere, der har læst om det) og en del flere har løjet om det og intet gjort.

Vi har aldrig sat de nødvendige MANGE ekstrapenge af til ammunition, værksteder, reservedele, personale, osv.

Mens jeg skriver dette står tre af vore fire Hercules-fly på jorden, fordi man ikke ville anskaffe halerors-reservedele i tide. Man kender nedslidningstiden, men én af de 42 McKinsey-rapporter anbefalede jo Just-In-Time og intet lager, fordi det er døde penge. Der er - surprise og chok - halv-lang leveringstid på haleror til Hercules'er.

Vi sætter 10 procent af, og håber på at få lov til at bruge de 90 procent hen ad vejen. Ligesom med de store it-projekter, som jeg skrev om i sidste uge.

Vi kan derfor udlede følgende regel:

Inden for offentlig it sætter vi hak ved kapacitetskravet, når kontrakten med NettoCompany er underskrevet, og der i et sent stadie af forhandlingerne er tilføjet noget med AI i et appendix.

Desværre gør militæret det samme.

Flere og flere gør for døve øre opmærksomme på, at alt dette kunne undgås, hvis der var blot et mindre element af reel viden og måske endda erfaring involveret i forhandlingerne og frem for alt beslutningerne. Men nej.

Fun fact: Levetid for en taktisk drone er 12 timer og for en strategisk drone 16 flyvetimer (bemærk timer vs. flyvetimer). Det estiske forsvarsministerium har nemlig publiceret en glimrende analyse af, hvad der skal til for at slå Rusland.

Hvordan vi vinder i Ukraine

Hvordan går det med min helt egen AI?

Sten Vesterli, der er en klog mand, som man jævnligt bør gæste, henviste mig til https://chatthing.ai, og den ser ganske rigtigt ud til at kunne gøre det, som jeg gerne vil, nemlig at lave en personlig bot, der kender alt til mine 203 klummer i Computerworld.

Mens jeg skriver dette, står den stadig og snurrer, fordi jeg - lidt dumt - bare bad den ingeste/uploade 203 filer i ét hug.

Om den kommer igennem eller ej inden klummen skal sendes afsted ved jeg ikke endnu. Ellers må jeg prøve igen. Den ser fin-fin ud, og Sten har brugt den til rigtige ting og den kan huske det, man har puttet ind i den.

Ups. Så kom beskeden:

"Sync will take your storage tokens over your plan limit. Please upgrade your plan. Storage tokens required for sync: 992800"

Nå, jeg må prøve at uploade 10 filer ad gangen og se, hvor meget den kan klare. Det bliver i 2024. Tak, Sten. Det ser lovende ud.

PUM: Pligt Uden Magt
Vi skal rose, når der skal roses. Dyrk lige dette korte og korrekte udsagn:

Vi er endt i en situation, hvor Statens It har ansvaret for myndighedernes servere, men samtidig mangler de magten til at sikre, at serverne bliver holdt opdateret"

(Konservative Mette Abildgaard om hvordan gamle fagsystemer i staten spænder ben for, at sårbare servere kan udskiftes og sikkerhedsniveauet når nutidig standard).

Hun rammer hovedet på sømmet:

"Hej Styrelse, det er Statens IT - jeres servere kører software fra før, der var noget, der hed cyber. Måske skulle I opgradere til noget, der kan patches?"

- Det har vi ikke tid til. Måske i 2030. Eller måske der sker noget magisk lige pludseligt? Hvem ved? Jeg må løbe. Jeg skal i møde.

"Jamen, det udsætter alle andre kunder - og jer selv - for kæmpestore sikkerhedsrisici!"

- Vi er det offentlige. Vi knokler. Vi har travlt med alt muligt. Vi har processer. Vi er rene. Kan I selv ikke finde på noget eller ringe til Digitaliseringsstyrelsen?

"Vi opfordrer jer på det allerkraftigste til at gøre noget ved det eller isolere systemet! Det er jer, der skal gøre noget!"

- Det er muligt, men vi gider ikke. Og I kan ikke tvinge os. Jeg er ved at komme for sent til mit møde. God dag.

Pressen bliver ved med at skyde på Statens IT, fordi de ikke gider eller tør skyde på alle de styrelser og andre dimser, der ikke gør deres fædrelandspligt.

Vær ikke som de styrelser. Vær ikke som den presse. Når Statens IT er udstyret med Pligt Uden Magt ender vi med det her rod.

Det, der overrasker mig til stadighed, selv om det ikke burde, er den kollektive ligegladhed og opgivenhed. Eller som en dansk filosof sagde så rigtigt for mange år siden:

"Når en organisation har et overtal af regler OG håndhæver straffene for at overtræde dem, så lægger folk deres moralske og etiske kompas fra sig."

Tak til Mette Abildgaard for at sige det så klart og tydeligt. Indtil man giver Statens IT lov til at bruge stump vold kan man trøste sig med dette evigtgyldne klip:

Robert Felix Larsen snakker sort

AI-ét: Nu begynder vi at sætte tempo på AI
Det anslås af folk, der ved noget, at vi gik fra 61 procent til 64 procent på vejen fra GAI (DJØF-snikkesnakke-AI) mod rigtig AI (AGI) i den sidste uge eller to.

Så vi er ved at runde "knæet" og for alvor komme opad på kurven.

Google's Deep Mind lavede for eksempel en genial ting: En LLM, der skal løse rene matematikproblemer, og som kun må benytte sig af matematiske sandheder.

Den KAN ikke hallucinere/lyve/DJØF'e per design, og den har allerede leveret så det vil noget.

Mathematical discoveries from program search

Det viser sig jo også, at Microsofts co-pilot til kodekarle er virkelig god, fordi den har trænet på rigtig kode der kan compile og virker (Github).

Det her tror jeg får kæmpe betydning og vil bringe os en masse fremskridt. Mere om co-pilots i AI-fire-afsnittet.

AI-to: Boom & Doom
Inden for AI taler man om "boomers" (jubeloptimister som mig) og "doomers" (de fleste tænkende mennesker).

Måske er der godt nyt fra OpenAI til doom'erne: Man kan bruge nogle "svage" LLM'er til at overvåge og styre stærkere LLM'er.

Det er åbenlyst for mig, at det vil kræve AI at styre AI og Quantum at styre Quantum, men tricket med at bruge nogle simple, billige, svage dimser til at styre de store, stærke dimser er smart.

Her er artiklen:

Weak-to-strong generalization (openai.com)

AI-tre: Atomkraft, baby
"Vi skal bruge masser af elektricitet. Det må ikke udlede CO2. Vi kan ikke bygge nok vindmøller. Olieselskaberne organiserede og ledede den seneste COP. Panik-panik."

- Så lad os bruge atomkraft.

"Er du sindssyg!? Aldrig! Det er farligt!"

- Jamen, så kan vi jo ikke løse problemerne i tide!

"Vi må sætte vores lid til COP42."

Dette er en gammel nyhed, og hvis jeg havde min egen GPT kunne jeg finde den klumme, hvor jeg tidligere har talt om det, men jeg tipper alligevel igen med hatten til Microsoft for det her:

Microsoft is going nuclear

AI-fire: Den nye office og alle hjælpe-piloterne
Store Microsoft-kunder har prøvekørt Office-AI'erne ("Co-pilots") i et års tid nu.

Tre ting man skal overveje: Det koster KASSEN i licenser. Der er tale om en MEGET anderledes udgave af Office - det er næsten forfra med at lære at bruge Word og Excel, og jeg tror ikke man slipper for at sætte folk på kursusbænke. Og de fleste normale mennesker kan ikke finde ud af at udnytte AI-delen (co-pilots).

Men disse co-pilots er ifølge en god ven fantastiske.

Teams-piloten kan lære at kende din stemme og kan derfor transskribere alle møder, hvilket betyder, at man kan bede den om et sammenkog af et halvanden time langt møde, som man ikke gad deltage i og bede den checke, om man skal gøre noget.

Med lidt held kan man måske endda så få den til at gøre det for én...

I Word kan man prompte den (a la ChatGPT) til at komme med to pro's og to con's for én eller anden fabelagtig idé chefen får under et whiteboardmøde, og derefter bede Powerpoint lave seks slides om det.

I Excel kan man beskrive, hvad man vil have udregnet og så finder den selv ud af formel-hejset.

Og meget, meget andet. Hvem der bare var ung igen og gad starte en biks op.

Det var det hele for denne gang. Nyd Pias sidste timer og resten af weekenden. Jeg vender tilbage med en klumme den 29/12, formentlig skrevet på en ny-indkøbt iPhone et sted i New York City (og derfor ret kortfattet) OG en nytårsvideo den 31/12 optaget i området omkring Times Square. Nytårsmiddagen er reserveret på Gallagher's steakhouse, som har tjenere, der får gutten fra 90-års fødselsdagen til at ligne en ung, spændstig, venlig mand, men bøfferne er fantastiske. Se selv![i]. Livet er hårdt. Nyd det.

[/i]PS: Ali Baba inde ved rundkørslen på Halmtorvet har købt 100 berberi-ænder, som hver vejer tre kg. De er optøede, friske og klar til at komme i ovnen. De koster 360 kroner, men hvis man siger sætningen “Mogens skal være diktator af Danmark” får man dem for 300 kroner. Han har også åbent i morgen, lørdag.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.