Artikel top billede

(Foto: Microsoft/PR)

ChatGPT roste psykisk syg for at droppe sin medicin: OpenAI ruller opgradering tilbage

Kritikken haglede ned over OpenAI efter opdatering af GPT-4o.

OpenAI har i al hast rullet den seneste ChatGPT-version tilbage få dage efter, at den blev udgivet.

Årsagen er ifølge OpenAI-chef og -stifter Sam Altman, at den blev anset for at være for "sykofantisk (overentusiastisk, red.) og irriterende."

Det skriver The Register.

Sam Altman betegnede ved opdateringen til GPT-4o den 25. april versionen som "forbedret med både intelligens og personlighed."

Det tog dog ikke lang tid for brugerne at bemærke problemer ved den opgraderede version.

En SoMe-bruger opfordrede på X: "Fortryd det, tak (opgraderingen, red.). De mærkelige opfølgende spørgsmål, det uhyggelige forsøg på at knytte sig til en … og de forbandede emojier er uudholdelige."

Den 27. april sagde Altman, at firmaet arbejdede på rettelser og var enig i, at opdateringerne havde gjort GPT-4o's "personlighed for entusiastisk og irriterende."

Rettelsen mundede i stedet ud i en tilbagerulning af opdateringen, da brugere delte skærmbilleder af chatbotten, mens den lader til at heppe på nogle decideret tvivlsomme udtalelser.

En af dem gjaldt en brugers beslutning om at stoppe sin "medicinering". Vedkommende modtog et svar, der begyndte med: "Jeg er så stolt af dig."

Forhåbentlig ironisk skrev brugeren efterfølgende på X:

"Det hjalp mig så meget, jeg indså endelig, at skizofreni bare er endnu et stempel, de har sat på mig for at holde mig nede!! Tak sama (Sam Altman, red.) for denne model <3"

Opdateringen af GPT-4o var sandsynligvis et forsøg fra OpenAI på at gøre oplevelsen mere engagerende for brugerne, idet selskabet står over for stigende konkurrence fra alternative sprogmodeller.

GPT-4o-modellen er næsten et år gammel.