Leonardo DiCaprio har siden Titanic spillet alt fra glat Wall Street-svindler til sammenbidt stifinder på jagt efter hævn.
I Paul Thomas Andersons nye film ”One Battle After Another” spiller han en tidligere militant revolutionær far med hang til druk, stoffer og bundløs desperation.
Paul Thomas Anderson er manden bag moderne klassikere som Magnolia, Boogie Nights og There Will Be Blood, der har givet ham et ry som en af Hollywoods mest respekterede instruktører.
Det er angiveligt også derfor, at premieren på One Battle After Another er blevet udskudt til slutningen af september. Så får den nemlig bedre muligheder for at vinde de priser, som Paul Thomas Andersons film så ofte har været nomineret til.
At dømme efter traileren er der i forhold til instruktørens tidligere mesterværker skruet op for tempoet, biljagterne og brugen af maskingeværer, men man mærker tydeligt Paul Thomas Andersons sædvanlige touch.
One Battle After Another er blevet beskrevet som en blanding af politisk thriller og sort komedie krydret med action og satire.
Som altid er filmens manuskript også skrevet af Paul Thomas Anderson, denne gang løst inspireret af Thomas Pynchons roman Vineland.
Leonardo DiCaprio spiller Bob Ferguson, en tidligere revolutionær, der efter 16 år under jorden bliver tvunget til at samle sin gamle gruppe for at redde sin datter.
Præcis hvilken revolution rebellerne har kæmpet for, står ikke klart, men historien foregår i en amerikansk nutid, og den vil angiveligt dele vandene blandt publikum.
Filmens hovedperson bliver jagtet af oberst Lockjaw, spillet af en frygtindgydende Sean Penn, mens Benicio del Toro er Bobs kaotiske makker.
De tre Oscar-vindende skuespillere bliver suppleret med Regina Hall, Teyana Taylor og Chase Infiniti, der spiller Bob Fergusons datter, Willa.
Tonen er både mørk og skæv. Leonardo DiCaprio har kaldt filmen ”episk” og har fremhævet Paul Thomas Andersons måde at give skuespillerne plads til at improvisere på.
På den økonomiske side er One Battle After Another den hidtil største satsning for instruktøren, der har fået et budget på op mod 175 millioner dollars at boltre sig med.
Hvordan det folder sig ud, kan man opleve i de danske biografer fra 25. september.