Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Velkommen til weekenden med alt, hvad det kan indebære af regn, solskin, bilkøer og ting, der skal gøres i sommerhuset.
Man KUNNE jo sætte Thank God It’s Friday over på Spotify, mens man gør rent eller slår græsset, men derefter vil jeg foreslå at lytte til gode, gamle Harry Belafontes Banana Boat, for han skrev allerede dengang i 1950’erne om udbringning af breve i Danmark i 2026:
“Dao, I say Daaao
Daylight comes and I wanna go home…”
Det er nemlig kommet frem, at bedst som vi troede, at det ikke kunne blive sjovere end Københavns Kommune (der har opsagt dao-aftalen, men sender breve med … dao), så viser det sig, at Aarhus Kommune (“Danish for progress") sagtens kan slå den:
De sender deres breve som pakkepost med PostNord, så de ikke skal bruge dao. True story.
Hvorfor dette fjolleri? Fordi dao ikke kan garantere, at ALLE deres underleverandører lever op til ALLE de lange, kedelige, pudsige og ganske unødvendige ESG-regler, som kommunerne har drømt op i deres DJØF-kontorer.
Det ER smart at kræve, at alle andre har ansvaret, også ud i det absurde, men alligevel. Har I ikke noget bedre at tage jer til? Noget, der haster lidt mere?
Næh, det ser ikke sådan ud. “Det er ikke penge, vi mangler, men tid til at bruge dem,” som Jønne altid sagde på stuen i Sandholm.
Er vi mænd eller mus? Piv-piv-piv
I sidste uge bragte jeg emnet op om de mange og store dekreter, der vælter ned over os for tiden, versus de små og mellemstore bikses manglende evne til at betale sig til den fornødne ekspertise for at håndtere disse krav og undgå at havne i fængslet sammen med alle de andre i ledelsen og bestyrelsen.
Det er altid interessant at se, hvordan folk reagerer, når de præsenteres for opgaver, som de reelt ikke kan løse, men som de kan blive straffet voldsomt for ikke at overholde.
Til gengæld er opgaverne ofte beskrevet i tåge-sprog, så bureaukraterne ikke kan fanges på noget, og de har endda lov til at frasige sig ansvaret for at komme med konkrete råd. Smart.
Dagens tema (“Resiliens - er vi mænd eller mus?”) ender, apropos, også ofte med at handle om, hvem der har ansvaret på papiret, aka. DJØF-sikkerhed.
Men først skal I opleve to interessante reaktioner fra læserne Jens1 og Jens2 i forbindelse med sidste uges tema.
Jens1: Sådan arbejder du dig udenom CRA-kravene
Jens1, der er noget stort på området, skrev først:
“Og det mest triste? Alle de midler, der bruges på NIS2, CER, CRA øger ikke den reelle sikkerhed så meget som en millimeter, fordi ingen (meget få?) arbejder risiko-baseret - og vælger at gøre de rigtige ting rigtigt, tage ansvaret på sig - og også fravælge alt småtteraset, hvor der ingen risiko er.”
Lidt senere skrev han, at han havde fundet en vej rundt om CRA-kravene.
“Vedrørende CRA: Man bruger formuleringen “produkter, der sælges i Europa”. Så hvis jeg sælger mit produkt fra Tyrkiet, Norge eller Island, og kunden står for at indføre det til anvendelse i EU, så er jeg og produktet undtaget CRA? Jeg skal lige genlæse loven, men jeg tror, at jeg kan have fundet en ladeport…”
Det havde han. Lidt senere skrev han:
“Der er flere perspektiver. 1. Er det muligt? Ja. 2. Vil en virksomhed i Europa købe ikke-CE mærkede produkter uden for EU og bruge dem i EU, for eksempel hvis deres leverandører trækker produkter fra EU på grund af de høje CRA-krav? Det sker overalt. 3. Image delen - er der nogen som vil bekymre sig over image tab?”’
Vær så god. I skal bare købe grejet i udlandet og få enten dao eller PostNord til at levere det, afhængig af, om I reelt ønsker at få varen i hænderne eller ej. Hermed videregivet, og tak til Jens1. Så har vi klaret CRA.
Jens2: Jamen vi SKAL sgu
Jens2, der har årtiers praktisk erfaring med det hele, fulgte op med et fedt opråb på LinkedIn, som I kan (skal!) læse her, hvor han blandt andet skriver:
“Men problemet er jo, at ingen af dem (DJØF-sikkerhed og AI-genererede dokumenter, red.) giver den reelle forbedring i cybersikkerheden, som vi som samfund så desperat behøver, for at kunne hente det efterslæb som er opstået med de seneste 10-15 års digitalisering. Hvad enten det er tale om teknologigæld, undladelse/overspringshandling eller blot slendrian/dumhed 😨........”
Ja, eller manglende millioner i banken til at smide efter rådgivere, kunne jeg tilføje.
Som altid har min yndlings-general, med det passende navn Foch, nogle erfaringer, som vi kan trække på.
Her i et telegram sendt fra fronten til politikerne i Paris, da tyskerne var ved at bryde igennem:
"My centre is giving way, my right is retreating, situation excellent, I shall attack."
Dét er måden at håndtere den slags på, omend jeg gerne ville se et billede af politikernes ansigtsudtryk, da de læste telegrammet.
Trods vanvittige tab angreb franskmændene igen og igen, og til sidst opgav tyskerne, fordi selv de i deres overlegenhed ikke kunne håndtere den corps d'esprit (korpsånd), som de stod overfor.
Så drog jeg på sikkerhedskonference
Det kan måske se ud som om at jeg planlægger strategisk, klogt og lang tid i forvejen (HA!), for torsdag deltog jeg meget passende i Conscias konference Momentum ude i Hangaren ved Kastrup Lufthavn.
Conscia og Dubex har slået kludene sammen, de kan noget, de har erfaring, og desuden var det sjovt og fedt at møde en masse gamle bekendte.
Henrik Moltke var ordstyrer, Keld Norman tryllede alle under bordet som sædvanlig, og snakken gik.
MEN. Noget skurrede i mine små, sarte ører.
De to første indlæg var nærmest massive FUT-indlæg, det vil sige frygt, usikkerhed og tvivl, det var “se, hvor mange angreb der er hele tiden”, “se, hvor farlig AI er”, “se, hvor håbløst det hele er… “ på repeat.
Vi slap ikke engang for den efterhånden RET kedelige, urbane myte om Hugging Face-”angrebet”, som jo IKKE handlede om autonome AI-bæster, der kravlede ud fra laboratoriet og fandt på nye og ukendte ting.
Bevares, det er nok det smarteste marketings-trick nogensinde for de to store AI-bikse, der skal på børsen lige om lidt. Men hold nu op med at give dem gratis reklame og omtale hele tiden, og endda på et forkert grundlag.
Den anden studievært i DR’s Prompt-podcast, Marie, havde heldigvis fat i dette Hugging Face-pjank i seneste episode:
Det var instruktioner fra menneskene, der bad AI’erne om at finde veje, og blive ved og ved, og AI’erne var selvfølgelig lige så gode til at udnytte ting og sager i en masse (open source) software, som gode hackere er. Big deal.
Brug AI’ernes unikke stædighed til at blive klogere på de kombinationer af svagheder, der kan udnyttes, så en masse open source-kode kan blive fixet, i stedet for at fortælle, at AI’erne nu er autonome og angriber os, og at det er ude med os.
Plidderpladder og ammestuesnak.
Doom AND Gloom? Nej tak
Hvorfor er de fleste foredrag nu om dage bygget op efter “Doom AND Gloom”? Tror man, at det gør noget godt for nogen?
Jeg er helt med på FUT-idéen, der også bruges så flittigt af højrefløjs-fjolser med hang til Putin i vore lande for tiden: “Alt er håbløst og I er fortabte, men heldigvis har vores parti en simpel, billig og effektiv løsning”.
Men det her var sguda en konference med MANGE mandlige (og tre kvindelige), deltagere, hvor vi skulle mødes, udveksle idéer og gå styrkede derfra med mod, mandshjerte, nogle aftaler om at mødes, et par nye bekendtskaber og 42 nedgriflede aktiviteter, som vi skulle hjem og sætte gang i.
Det skal ikke ligne en genindspilning af “The Crying Game” udsat for danske vikinger. Nej, vi skal lade fortiden være fortid, slå en streg i vandet og se fremad.
Så her er planen:
Trin 1: Vi skal være mænd, ikke mus (bogstavrimet gør desværre, at jeg ikke kan gøre citatet generelt for både mænd og kvinder, uden at det bliver mærkeligt).
Trin 2: Vi skal begynde med os selv og vise det gode eksempel.
Trin 3: Vi skal ranke ryggen.
Trin 4: Vi skal være som min (gamle!) ven Ole, da jeg for mange år siden præsenterede ham for et citat:
Mig: “It really is absurdly difficult to fully meet totally unknown requirements”.
Ole: “Ja, den er go’ med dig, Nørgaard, men det er faktisk det vi skal gøre hver dag”. Den sved.
Trin 1 & 2: Resiliens starter i hjernen
For mange år siden stod jeg sammen med den yngste og steddatteren og kiggede på min globus, viste lande, som jeg havde været i, og den slags.
Så sagde den yngste: “Far, er det ikke rigtigt, at Jorden er ved at dø? Det siger min dansklærer.”
Jeg begyndte at forklare, at der faktisk sker mange positive ting, og at Jorden bestemt ikke er ved at dø, men så sagde steddatteren på 14 år: “Men Mogens, det siger min lærer også”.
Så tænker man, lettere forbitret, at man jo faktisk ikke behøver en Putin i denne verden, når man har folkeskolelærerne.
Hvad fanden er det for en livsangst at pådutte ungerne? Ligesom den der børnehave på vandring, som jeg mødte engang, hvor en pædagog pegede mod en skorsten, hvorfra der kom noget vanddamp, og højt sagde “Se! Forurening”.
Kom nu, Danmark, og kom glad.
Vi skal vise hinanden og vores børn, at vi er mænd og ikke mus, og det begynder i vores hjerner.
Det begynder for eksempel med, at vi slår hårdt ned på dem, der bruger ord som “frygter”, “kan vise sig”, “bekymret”, etc. uden nogensinde at bakke det op med data og facts, og uden nogensinde at sige undskyld, når det viste sig at være noget sniksnak.
Bed dem om at kvalificere deres “vi voksne kan også være bange”-pjat. Eller smid dem ud. Send dem til Anholt eller et andet sted med en ørken. Et storrumskontor er også en mulighed, men det er lidt grusomt.
Trin 3: Rank ryggen
For snart mange år siden opdagede to norske læger en direkte feedback-mekanisme omme i ryggen:
Binyrebarken stimuleres til at producere nogle glædelige hormoner, når vi retter ryggen og hæver hagen.
Det hjælper rent faktisk på humøret og gåpåmodet at rette sig op og holde op med at stirre på sine sko. Oversergent Løve i Livgarden og min mor havde ret, men de vidste ikke hvorfor. Det gør vi nu.
Her er et simpelt livsmods-hack, I selv kan lave (og lære jeres børn):
Gå en tur i et habilt tempo, det vil sige ikke noget med at sloske afsted.
Gå med en god hastighed, sørg for en ordentlig holdning - og efter 15-20 minutter vil I kunne mærke, at “motoren” starter i kroppen. Typisk begynder man ubevidst at gå lidt raskere til, man tænker på noget godt, og man kan mærke handlekraft og lyst til at gøre noget. Ikke dårligt for en gåtur.
En af de gamle Jægerkorps-folk, kaldenavn “Bjarne Hest”, fortalte mig engang, at hvis man kan få et barn, der er ked af det, til at lave gadedrengehop, så begynder de at smile efter få sekunder.
Undlad venligst at lave den øvelse ved jeres næste konference, Conscia. På forhånd tak 🙂.
Men altså: Ret jer op, mentalt og fysisk, og så kan meget jo pludselig lade sig gøre. Come on, Danmark.
Trin 4: Vær som Foch og Ole
Ja, situationen med alle EU-forordningerne, de drakoniske straffe, der trues med, de enorme og uendelige regninger til konsulenter og ikke mindst Twitter-bots fra Rusland (fuck, de har travlt for tiden) kan nemt få os til trisse ud af Håbløshedens Allé.
Det er så dér, at vi skal vise, om vi er mænd eller mus og tage fat. Alle de år, al den uddannelse, alle de erfaringer og alle de kontakter skal i spil, folkens. Eller spørg ChatGPT.
I næste uge er temaet Magten & Korridoren, bare så I er forberedte. Men indtil da hører jeg meget gerne om, hvordan vi redder Danmark, én konference ad gangen, én EU-forordning ad gangen, én ikke-DJØF-beslutning ad gangen. Jeg svarer altid på mogensxy@gmail.com.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
