De erfarne it-bosser Michael Ørnø fra Statens It og Henrik Zangenberg fra Zangeberg Analytics er taget til it-konferencen Info-Tech Live. De kommende dage deler de deres indtryk på Computerworld. Dette er første del.
Henrik Zangenberg: Det er 30 grader i Barcelona – jeg synes lige, at jeg vil nævne det. Vi sidder indendørs, så vi er ikke generet af temperaturen. Vi er taget til Info-Tech Live.
Info-Tech er en af de store uafhængige it research-virksomheder og den nærmeste konkurrent til Gartner – med den vigtige forskel, at det ikke er en amerikansk virksomhed, men derimod en canadisk. Vi har været spændte på, om man kan se det på researchen.
Konferencen holdes over to dage og byder på en række indlæg fra virksomhedens analytikere indenfor aktuelle områder – og AI fylder naturligvis rigtig meget.
Hvad har været dagens højdepunkt for dig Michael?
Michael Ørnø: Dagens højdepunkt var en 30 minutters præsentation, hvor jeg næsten ikke forstod en lyd. Det siger mig to ting.
Det er et område, jeg skal skynde mig at sætte mig nærmere ind i og at konferencen er forholdsvis praktisk og anvendelsesorienteret.
Der er ikke noget galt med at være oppe i helikopteren og kikke ned, men der nu også noget godt i at være i nærheden af jordens overflade.
Emnet? Sikkerhed og AI-agenter. Hvordan arbejder man med det, og hvilke begreber og arkitekturer skal man kende og forholde sig til. Meget spændende.
AI – igen igen
Henrik Zangenberg: Ikke en konference uden masser af research om AI. Vi hører om masser af muligheder og om den transformation, som vi står over for. Hvad tager vi med hjem:
Masser af jobs forsvinder, men Info-Tech mener også at der kommer flere til – vi står ikke overfor en job-apokalypse. Inden for it vil den traditionelle pyramide med planlægning i toppen og udførelse i bunden blive vendt på hovedet.
Vi skal bruge færre personer til at udvikle kode, men langt flere til at definere, designe, arkitekte, projektleed.
It er stadig “the sausagemakers” – hvor pølserne må være den it-funktionalitet der leveres til en forretning. Kompetencerne i toppen af den nu omvendte pyramide lader sig ikke på kort sigt automatisere.
AI vil derimod disrupte den traditionelle SaaS-model på sigt, fordi det vil være enklere at få bygget egne systemer
Og så fik vi en opsang om sikkerhed og agentic it. Her blev det klart for dine udsendte, at vi skal til at lære et helt nyt begrebsapparat for at forstå de reelle trusler.
Ingen af os havde det dybere kendskab til MCP-gateways, men det skal vi lige hjem og sætte os ind i, så vi rent faktisk kan forsøge at styre, hvad vores agenter laver, når de bliver sluppet løs på databaser, API´er og systemer.
Og så blev vi lige mindet om, at AI oven på dårlige data ofte giver dårlige resultater, men endnu vigtigere, at ”forgiftede data” kan blive et endnu større problem.
Altså data, der bevidst er blevet forurenet af ondsindede interne eller eksterne aktører.
Hvis 0,001 procent af data er forgiftet på den helt giftige måde, kan det medføre usikkerhede på over 30 procent af de modeller, der anvender data. Lad lige den synke ind! 30 procent.
Open source – hvor er vi på vej hen?
Michael Ørnø: Vi havde booket en analytikersession om open source. Hvordan ser de på det og hvordan ser fremtiden ud?
InfoTechs taker er, at giganterne (”amerikansk tech”) ikke giver sig uden kamp.
Det er muligt, at de bliver udfordret af aktivistiske type på isolerede øer, men dem skal de nok få slået ihjel en af gangen. De kan ultimativt forære deres software væk og bundle produkter sammen.
En spændende vinkel, som vi drøftede, var closed sources anvendelse af open source.
Hvad betyder det for sikkerhed, patch og andre sikkerhedsemner. Har alle styr på hvad bliver brugt af hvem og så videre Næppe! Vi kommer til at gå fra zero day til zero minute. Det bliver svært.
Analytikeren så verden med klassiske kapitalistiske konkurrencebriller. Spørgsmålet er, om den antagelse holder. Er vi ikke midt i en deglobalisering, toldmure og en sikkerhedsdagsorden, som overtrumfer markedslogik?
Suverænitet kan muligvis være er en prioritet i sig selv – men uklart om det får en stor betydning – måske vi hører mere i morgen.
Nyt format: Ligtening talks?
Henrik Zangenberg: Infotech viste også et nyt format :”Lightening talks”, hvor analytikere gav fem minuters præsentationer om forskellige emner. Speedtalking og bite-size research – næsten velegnet til SoMe.
En smagsprøve så man kan afgøre, om man vil gå i dybden med et emne.
Research-tapas, der svarer lidt til de mini-hamburgers, som vi spiser, mens vi skriver dette. Jeg blev fanget af to indlæg, som jeg skal høre mere om.
Det første var ”desicion fatigue”.
Det er i familie med information overload og handler om, at vi alle skal forholde os til meget mere forandring og meget mere usikkerhed, end vi er vant til. Det udfordrer vores hjerner, og det passer ikke med den måde, som vi har lært at styre forandring på.
Løsningen for ledere er at delegere – altså rigtig delegere – til personerne, der er tæt på problemerne.
Og så skal vi lade være med at tale om at ”lede forandring” – vi skal skabe organisationer, der i sig selv er adaptive. Det lyder nemt, men er givetvis svært. Men nok også nødvendigt.
Og så hørte jeg et indlæg om, hvad arkitekter skal gøre for reelt at gøre en forskel i en organisation.
Svaret er enkelt: De skal få sig nogle venner – nærmere bestemt tre venner. De skal blive venner med PMO-chefen, så deres rammer tænkes ind, når projekter defineres.
De skal blive venner med release management – så ting godkendes, inden de sættes i produktion. Og endelig skal de blive venner med indkøb, så krav bliver en del af indkøbsprocessen. Hvis ikke man kan få venner her, bliver det svælrt at være arkitekt.
Tech Trends ifølge InfoTech
Michael Ørnø: Det var virkelig dejligt at høre en leverandør, som tog EU alvorligt og ikke bare gjorde nar af vores regulering. Salen og analytikeren tog soveriegn AI og forskellen på EU og resten af verden alvorligt.
Chips er ikke den begrænsende faktor for opbygning af AI-kapacitet – det er energi.
Betyder det, at vi kan øjne en normalisering af markedet for hardware?
Hvis de lige først skal bygge nogle mini A-kraftværker til deres mammut-datacentre, før de køber mere hardware, så kan det være, at at jeg får mulighed for at købe kapacitet til normale priser igen? Jeg håber.
Der er et kedeligt tradeoff på implementering af agentic AI. Enten gør man det hurtigt og får en usikker løsning, eller også går det langsomt, men sikkert. Som altid skal vi finde en balance som it-ledere.
AI bliver dyrt
Henrik Zangeberg: Og så skal jeg da ellers love for, at vi har fået AI-omkostningerne på agendaen her i Barcelona.
De vokser – som det jo sker for alle it-omkostninger.
Enhedsomkostningerne falder (som det har gjort for al anden it), men vi bruger bare meget mere, så vi ender med at bruge flere penge. Ofte mange, mange flere penge.
Dette er en af de hovedtrends, som vi hørte om sidst på dagen. ”Unpredicted token cost causes a budget reckogning” som Gord Harrison fortalte.
Rådene er ret enkle: Sørg for at få noget governace på plads, sørg for at it overvåger omkostningerne og kan gribe ind.
Og i et særligt indlæg ”Dont sign that – The hidden cost of Agentic AI Contracts” gik analytikeren Josh Mori til stålet og fortalte om de fejl man skal undgå, når man forhandler AI-aftaler.
Jeg nævner lige i flæng: Få styr på hvad der rent faktisk bliver afregnet (”billing events”), beskyt jer med resultatet af uendelig rekursion og kombinatoriske eksplosioner, sæt begrænsninger på forbrug og dermed omkostninger og se nøje på leverandørens audit rights.
Det her kommer vi til at høre meget mere om – det lover InfoTech
Vi skal have middag – men vender tilbage i morgen torsag med mere om andendagen, hvor der er meget mere om digital suverænitet.
Ørnø og Zangenberg besøgte i 2025 Gartners store Symposium. Du kan læse om deres mange indtryk fra kæmpekonferencen her.