Gode arbejdspladser måler medarbejderne

Klumme: Danske virksomheder tager et opgør med den misforståede berøringsangst over for måling af medarbejderperformance.

Artikel top billede

Ifølge Great Place to Work Institute er amerikanske Microsoft Europas bedste arbejdsplads. Ikke mindre bemærkelsesværdigt er det, at man finder hele 18 danske virksomheder blandt de 100 bedste.

Det er positivt, for tilfredse og motiverede medarbejdere skal sikre et stærkt dansk erhvervsliv både under og efter krisen. Men at vi har gode arbejdsplader i Danmark, gør det ikke alene.

Nye beregninger fra Danmarks Statistik viser, at produktiviteten i dansk erhvervsliv i 2008 faldt for andet år i træk. Det er bekymrende, for vækst i produktiviteten er altafgørende, hvis Danmark skal bevare positionen som en af verdens mest succesrige nationer.

Faldet i produktiviteten kan ikke alene forklares med konjunkturnedgangen, og alvoren understreges yderligere af, at Danmark har haft den tredje laveste produktivitetstilvækst i OECD gennem de sidste 10 år.

Tallene bør give anledning til selvransagelse i dansk erhvervsliv. Vi skal fastholde, det vi er gode til, men samtidig turde lade os inspirere af andre.

Great Place to Work Institute fremhæver det stærke tillidsforhold mellem ledelse og medarbejder som en afgørende faktor for de danske virksomheders gode placering. En tillid, som har udspring i en dansk ledelsesstil, der fokuserer på et fladt hierarki og stort individuelt ansvar. Men en åben ledelseskultur må ikke skygge for kravene til den enkelte medarbejder.

Microsoft har efter amerikansk forbillede et stærkt fokus på den enkeltes performance, og det er en stor del af forklaringen på vores kåring som Europas bedste arbejdsplads. Kritikere mener, at fastsættelse af mål og måling af den enkelte medarbejder begrænser det personlige initiativ, som vi med rette hylder i Danmark.

Intet kunne være længere fra sandheden. Derfor opfordrer jeg til, at flere danske virksomheder tager et opgør med den misforståede berøringsangst over for måling af medarbejderperformance.

Tvivl er gift

I Microsoft Danmark har vi gode erfaringer med at kombinere et stort individuelt ansvar med måling af performance. Ambitiøs performancemåling kræver fastsættelse af konkrete mål mellem medarbejderen og den nærmeste leder, hvilket muliggør en høj grad af forventningsafstemning og gennemsigtighed.

Fastsættelse af mål sætter den enkelte medarbejder i stand til at fokusere sin tid på de aftalte opgaver, ligesom arbejdet mere fleksibelt kan tilpasses privatlivet. Der er regelmæssig opfølgning, så både medarbejder og leder ved, hvad der forventes på kort og lang sigt, og medarbejderen bliver belønnet for god performance. På den måde har vi kombineret det bedste fra dansk og amerikansk ledelseskultur. Det skaber produktivitet og arbejdsglæde.

Tilbage står, at det er vigtigt, at vi i Danmark har gode arbejdspladser og tilfredse medarbejdere. Men det gavner hverken den enkelte medarbejder, virksomhederne eller samfundet, at vi har gode arbejdspladser, hvis det ikke samtidig skaber høj produktivitet.

Tvivl om den enkeltes rolle og arbejdsopgaver er gift for produktiviteten. Derfor skal vi turde stille krav og måle performance, så vi skaber optimale forudsætninger for at knække kurven og styrke produktiviteten. Ellers vil vi om nogle år spørge: Danmark har gode arbejdspladser - og hvad så?

Erik Kaae er direktør for marketing og har ansvaret
for den daglige drift i Microsoft Danmark.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.

Annonceindlæg fra Computerworld

Udsolgt succes rykker i større rammer og offentliggør stjerneprogram

Computerworlds Cloud & AI Festival tager konsekvensen af sin egen succes

Navnenyt fra it-Danmark

SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

Plamena Cherneva

SAP SuccessFactors Partner Pentos

Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

Dan Toft

Pinksky ApS

IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

Marlene Gudman

IFS Danmark A/S