Artikel top billede

Sagen omkring konkursramte MidtVest Bredbånd er endnu ikke afsluttet.

Vredt fiberselskab kræver millioner af MidtVest-ruin

Smile Content, der leverer tjenester på fibernet, har lagt erstatningssag an imod MidtVest Bredbånds konkursbo med krav om stor million-erstatning.

En kompliceret erstatningssag er under opsejling i fiberbranchen.

Det er en af tre sager, som selskabet Smile Content kører på grund af uenigheder efter MidtVest Bredbånds kollaps.

I erstatningssagen kræver Smile Content omkring 41 millioner kroner i erstatning af konkursboet.

Det fremgår af et dokument, som Computerworld er kommet i besiddelse af, nemlig en såkaldt cirkulæreskrivelse, som er sendt til kreditorerne i MidtVest Bredbånd-konkursboet.

"Vi havde en kontrakt med MidtVest Bredbånd, og det er den kontrakt, vi er uenige om, og det er i den sammenhæng, at vi har rejst det her erstatningskrav. Ret meget dybere end det kan jeg ikke rigtig komme," siger administrerende direktør Kim Wehrs fra Smile Content.

Smile Content leverede tidligere bredbåndstjenester til 11.000 kunder i MidtVest Bredbånds forsyningsområde, og det mener selskabet stadig at have krav på.

Men den norske udbyder Altibox har i dag overtaget kundeforholdene fra MidtVest Bredbånd.

Kurator: Kun når vi beder om det
Kurator i konkursboet efter MidtVest Bredbånd, advokat Bo Holse fra Gorrissen Federspiel, mener, at Smile Content ikke har krav på at levere i MidtVest Bredbånds område.

"Smile Content har godt nok en aftale, men selskabet har ikke en aftale, som siger, at det har krav på at levere til de her kunder. Vi har en aftale om, at Smile Content kan levere til de kunder, når vi beder om det," siger Bo Holse.

Kravet vækker undren hos virksomheden Fiber Backbone.

Det er et selskab, der i dag driver det net, som det konkursramte MidtVest Bredbånd rullede ud.

Konsekvensen er, at konkursboet efter MidtVest Bredbånd ikke kan afsluttes.

"Vi kan simpelthen ikke forstå det. For det første kan vi ikke se, at der er noget hold i det, og for det andet kan vi ikke se, hvorfor man gør det, når der ikke er hold i det. Det er da frustrerende," siger bestyrelsesformand Per Søndergaard fra Fiber Backbone.

Kurator: Ingen brokkede sig

Kort fortalt drejer sagen sig om, at konkursboet efter MidtVest Bredbånd i slutningen af maj solgte sine privatkundeforhold fra til den norske tjenesteudbyder Altibox.

Dengang købte det norske firma de 11.000 kundeforhold i MidtVest Bredbånds område for 29 millioner kroner. Det fremgår af cirkulæret.

Forinden havde Smile Content, som MidtVest Bredbånd dengang var medejer af, leveret tjenester i MidtVest Bredbånds område.

Men den konkursramte virksomhed overdrog sin ejerandel i Smile Content til nabo-elselskabet EnergiMidt, der grænser op til MidtVest Bredbånds område.

I løbet af forhandlingerne under konkursboets afvikling er der ifølge Bo Holse ingen, der fremfører det som problematisk, at Altibox køber kundeforholdene.

"Fra vi går i betalingsstandsning tilbage i januar, og hvor vi forhandler om at sælge aktiviteterne ud til mange forskellige købere, siger de ikke på noget tidspunkt, at de har rettigheder over de her kunder," fortæller Bo Holse.

Kurator: Ingen brokkede sig
Advokaten uddyber, at "en af Smile meget nærtstående part" er med ved forhandlingsbordet, men virksomheden gør ikke krav på kunderne.

Han ønsker ikke at fortælle, hvilket firma det drejer sig om, men Computerworld erfarer, at det drejer sig om elselskabet EnergiMidt, der har overtaget MidtVest Bredbånds ejerandel i Smile Content.

"De får nogle penge, vi betaler og regner af med hinanden, og vi aftaler, hvordan retsforholdene skal være helt hen til, at samarbejdet ophører nu her. Vi betaler for nogle ydelser til og med oktober eksempelvis, og så skriver vi nederst i den aftale, at det så er til fulde og endelig afregning," siger Bo Holse om forhandlingerne.

Aftalen skrives under i juni, og dermed forventede Bo Holse, at alt omkring kundeforholdene var i skønneste orden. De står til at blive overdraget til Altibox i september.

Men i august indleder Smile Content en fogedforbudssag mod MidtVest Bredbånd. Kundeforholdene skal ikke overdrages til Altibox, mener Smile Content.

Fogedforbud droppes, erstatningssag rejses

Bo Holse finder det sært, at sagen rejses i august.

Han mener, at alle forhold blev afklaret uden protester i juni.

Det nikker Smile Contents direktør dog ikke genkendende til.

"Det står for hans regning. Det har jeg ikke lyst til at kommentere. Der kører en retssag på det, og det ordner vi den vej rundt," siger Kim Wehrs fra Smile Content.

Det lykkes ikke for Smile Content at få nedlagt et fogedforbud for at forhindre, at Altibox overtog kunderne.

"Vi havde sagt, at vi flyttede kunderne i september måned, og det gjorde vi. Og så er det jo sådan, at man ikke kan nedlægge et fogedforbud, når kunderne er blevet flyttet. Vi flyttede dem, som vi havde sagt hele tiden, og nu skal fogedretten i Holstebro tage stilling til, hvor mange penge vi skal have i sagsomkostninger," siger Bo Holse.

Derefter trak Smile Content fogedforbudssagen tilbage, men i stedet har tjenesteudbyderen nu indledt en erstatningssag mod konkursboet.

"Vi mener, at vi har kontrakt på at levere til de kunder," siger Kim Wehrs.

Smile Content søger nu om en erstatning på cirka 41 millioner kroner. Det kunne derfor tyde på, at selskabet har opgivet at få de 11.000 kunder igen og i stedet søger at få kompensation.

"Vi har i hvert fald mistet leverancen til de kunder, som er ude i MidtVest Bredbånd. Jeg har ikke nogen kommentarer til, hvor mange kunder de har," siger Kim Wehrs.

Smile Content kører flere sager

I alt kører Smile Content i øjeblikket tre sager i kølvandet på MidtVest Bredbånds konkurs.

To af sagerne kører i Holstebro ved henholdsvis skifteretten og byretten.

Det er i Holstebro-sagerne, at Smile Content kræver en erstatning på 41 millioner kroner.

Derudover kører selskabet også en fogedforbudssag ved fogedretten i Horsens. Sagen kører i Horsens, fordi Altibox, der har overtaget de omstridte kundeforhold, har dansk hovedsæde i Skanderborg.

Administrerende direktør Lars Peter Christiansen fra Altibox ønsker ikke at gå detaljer omkring sagen, men han bekræfter den.

"Jeg betragter mig som tredjepart i en disputs, hvor jeg er blevet trukket med ind, og jeg står undrende overfor, at de fastholder en fogedsag, for der er ikke belæg for det," siger administrerende direktør Lars Peter Christiansen i Altibox.

Smile Content bliver i det kommende år fusioneret med den anden tjenesteudbyder Profiber, og det ny fusionerede selskab skal være tjenesteudbyderen på 15 allierede elselskabers fibernet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere