Jeg blev ærligt talt forbavset, da jeg opdagede det første gang. Hvorfor? Her havde vi beskrevet side op og ned om både ydelser og produkter, og så brugte kunderne al deres tid et helt andet sted på sitet.
Min kloge partner tøvede ikke. "Det er navnestof," sagde han. "Det sælger altid. Det ved du da fra din tid som journalist."
Og selv om det altid er ærgerligt, når andre er mere skarpsynede end en selv, så måtte jeg give ham ret. Når vores kunder kun ser en enkelt produktside men gerne læser tre-fire sider om medarbejderne, er det fordi mennesker er mere interessante.
Det er sjovere at læse om Aqua Lene end at læse hendes tekster. Og det er sjovere at høre en god historie om et levende menneske end om et nyt produkt.
Min gamle mentor Jansen sagde altid, at man aldrig må skamme sig over sine medarbejdere. Det kom egentlig som en sidebemærkning, mens han var travlt optaget af at få et fiskeben fjernet, som havde sat sig fast mellem de nederste højre kindtænder.
"Man skal prale af dem," sagde han med tommel- og pegefinger langt nede i svælget.
Så det gør vi i mit firma. Vi har små 50 miniportrætter af medarbejderne, og de er som sagt det allermest læste stof på vores hjemmeside. Det er altid forekommet mig helt naturligt at have dem, men nu er jeg jo også vokset op med Jansen.
Mine konkurrenter gør det ikke. De viser højst et par billeder af cheferne med en linje eller to om hver.
"Jeg gemmer mine væk med vilje," fortalte direktøren for at større webbureau mig for et par år siden.
"Jeg har selv brugt andres hjemmesider til at rekruttere nye medarbejdere," og det nummer skal de ikke lave med mig.
Og han har selvfølgelig ret. Når man laver gode løsninger og samtidig udstiller medarbejdere med navn, billede og kompetencer, risikerer man, at de bliver snuppet.
Frisørbranchen har vist nok samme udfordring. I hvert fald har jeg hørt om en frisør, der tog sine forholdsregler dengang bankboblen var på sit højeste og lønkravene voksede som askeskyer.
Hun udskiftede ganske enkelt medarbejder-beskrivelserne, således at hvis man kom fra et konkurrerende firmas ip-adresse, blev de ringeste medarbejdere udstillet som helte. Jeg tror, hendes fætter kunne noget med it.
Men min pointe er, at min konkurrent, som gemte medarbejderne væk, ikke har nær så mange dygtige medarbejdere længere, som han havde for to år siden. De bedste af dem løb, før de blev smidt ud, da krisen kom.
Det skyldtes helt sikkert mange ting, og en af dem var da, at virksomheden betragtede sine medarbejdere som en ressource, der skulle gemmes væk. I vores firma voksede vi i samme periode.
Da jeg som 20-årig sad med langt krøllet hår i lotusstilling i endnu et indisk ashram for at tjekke den lokale guru ud, blev jeg rørt over den måde, guruen forklarede os de basale menneskelige behov.
"I er alle børn," sagde han. "I leder efter kærlighed og I arbejder for at få anerkendelse."
Selv var han kommet langt i den proces, og en solid sjat penge oveni var det også blevet til, konstaterede jeg kærligt, da publikums anerkendende blikke fulgte hans Rolls Royce, mens den kørte ham de få hundrede meter op til hans private slot.
Han forsømte i øvrigt aldrig en lejlighed til at omtale sine medarbejdere rosende og ved navn i sine meget lange taler.
Så drop nu de kedelige direktørportrætter og lad os få nogle levende portrætter af ægte, svedende medarbejdere på hjemmesiden. Gerne med lidt sladder i.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
