Test: 11 bærbare videoafspillere

Sidder du og keder dig i bussen? Hiv din videoafspiller frem og se det sidste nye afsnit af komedieserien Klovn. Vi har fundet elleve hotte muligheder til dig, der kan lide bærbar underholdning.

Test af 11 bærbare videoafspillere

Der er ingen tvivl om, at MP3-afspilleren er en smart opfindelse. Men kun at have musik i lommen, føles det ikke en smule fortidigt?

Det er her, videoafspilleren kommer ind i billedet. Begrebet bærbar videoafspiller så dagens lys for et par år siden. Dengang var de store og dyre, udstyret med harddisk og kunne kun afspille få filtyper.

Desværre er der ikke sket nogen direkte revolution siden da, snarere en evolution. Afspillerne er blevet mindre, billigere, har fået bedre skærme og større harddiske. De kan imidlertid stadig ikke afspille alle de typer filmfiler, du måtte ønske, men det er ikke kun afspillernes skyld. På nuværende tidspunkt findes der ikke nogen standard for filmfiler i branchen.

Ved nærmere eftertanke kan der vel næppe siges at have eksisteret noget, der lignede en branche inden for dette område. Ikke en lovlig i hvert fald. Men nu begynder det at ændre sig. I maj startede Film2home den første lovlige filmhentningstjeneste i Sverige, Norge og Finland hvor du kan overføre film helt lovligt til din computer og din bærbare filmafspiller. Hvis altså afspilleren understøtter Windows Media Video med DRM. Af de videoafspillere, vi har testet, er det kun Creatives og Archos’ afspillere, der gør det.

Andre firmaer står dog klar, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før der dukker flere tjenester op. Det afgørende spørgsmål bliver dog formentlig, om – eller snarere hvornår – Apple lancerer sin meget omtalte filmafspiller. Den nuværende Ipod har ganske vist en filmfunktion, men ikke en videoafspiller, der er værd at tale om.

Et andet alternativ er at rippe og omkode dine dvd-film, hvilket er lidt besværligt, men det fungerer.

Det tredje alternativ er at anvende afspillerens eventuelle videoindspilningsfunktion. Ud af testens elleve afspillere er fire udstyret med denne finesse.

Det er stadig franske Archos, der dominerer markedet med sin omfattende præstation og modelprogram. Producentens flagskib, AV 700, er desværre en skuffelse. Derimod bør du se nærmere på den mere beskedne model AV 500, nok en af markedets bedste bærbare videoafspillere. Den har alt, hvad du kan forvente, uden at være fantastisk til noget specielt. Vi venter stadig på den ultimative lommevideoafspiller.

Archos AV 700: Størst er ikke altid bedst

Samlet vurdering: 61/100

Archos AV 700 er en af de to kæmper i testen, i hvert fald når det gælder skærmen. Afspilleren har en skærm i bredformat på syv tommer, der dækker næsten hele fronten.

Desværre har den kun en opløsning på 480×234 pixel, hvilket betyder, at du kan se kanten på hver pixel, og resultatet er rædsomt. Desuden er skærmen bleg og har dårlige farver. Afspilleren vejer 590 gram og har en størrelse på 107×209×19 millimeter.

Den ligger rigtig godt i hånden, og bagsiden i børstet metal har et solidt udtryk. Archos er ikke helt ny inden for segmentet bærbare billedmaskiner og har lært sig en del på vejen. Selv om grænsefladen ikke er verdens smukkeste, er den hurtig og enkel.

Archos AV 700 indeholder næsten alt, hvad du kan forestille dig: Filmafspiller, musikafspiller, diktafon, billedviser, radio (hvis du køber fjernbetjeningen med ledning), programmerbar harddiskvideo, line-in og USB-host. Desuden kan der hentes spil. Som sædvanlig, når det gælder Archos’ dyrere produkter, følger der en fjernbetjening og en lille tilslutningsboks med, som gør det nemt at forbinde afspilleren med tv'et.

For at afspille filer på afspilleren skal du synkronisere den med for eksempel Windows Media Player. Mærkeligt nok dukker afspilleren nemlig ikke op som ny harddisk i Stifinder. Afspilleren kunne vise fem af vores seks testfilm.

Den sjette gik igennem efter konvertering i Windows Media Player. Når du køber AV 700, følger der et program med til

Archos Gmini 402: Lille multitasker

Samlet vurdering: 51/100

Testens mindste hedder Gmini 402, måler 106×60×17 millimeter og vejer 160 gram. Afspilleren er udført i metal, og med styrekontrollen til venstre og knapperne til højre for den 2,2 tommer store skærm ligner den næsten en Gameboy.

Opløsningen er på 220×170 pixel, præcis som hos Gameboy (Gameboy Advance har godt nok 240×160 pixel, men alligevel). Skærmen i sig selv er der ikke noget galt med, men størrelsen på skærmen giver af naturlige årsager ikke den helt store filmoplevelse.

Gmini 402 vil mange ting på en gang. Den kan afspille musik, film og spil, har diktafon og line-in, kan vise billeder og har USB-host. Med en separat fjernbetjening kan du lytte til og optage radio. På bagsiden af afspilleren sidder et 1,3-megapixelkamera af samme kategori som de første mobilkameraer, hvilket betyder grynede og uskarpe billeder. Kameraet kan også optage i VGA-opløsning, men resultatet er ikke noget at råbe hurra for.

For at overføre filer skal du enten bruge træk og slip-metoden i Stifinder eller Window Media Player. Afspilleren understøtter de fleste filformater og klarer alle testfiler undtagen en. Batteriet holder i ti timer ved afspilning af musik, tre en halv time ved afspilning af film og to timer ved indspilning. Gmini 402 er en lille sag, der kan mange ting halvdårligt. Musikafspilleren og USB-host er bedst, filmfunktionen er dårligere, hovedsageligt på grund af den alt for lille skærm.

Archos AV 500: Har det hele

Samlet vurdering: 83/100

Archos AV 500 er forvirrende lig Archos Gmini 500. Men når vi kigger nærmere på den, finder vi dog hurtigt ud af, at der er ganske stor forskel på de to afspillere. For det første er AV 500 seks millimeter tyndere og 60 gram lettere end Gmini 500. Den udvendige del er mørkegrå i stedet for sort, og AV 500 er udstyret med noget, der ligner et kamera, men som er en Ir-modtager til den medfølgende fjernbetjening. Afspilleren er beregnet til at tilsluttes tv’et, den har en dockingstation, fjernbetjening og ikke mindst en ordentlig videoindspilningsfunktion med plads til 20 forskellige timerindspilninger. Desværre har AV 500 kun en 30 GB harddisk, mens Gmini 500 kan fås med 40 GB. Til gengæld er AV 500 også noget mindre. Skærmen på fire tommer har en opløsning på 480×272 pixel og kan vise 262.000 farver, hvilket fungerer godt til både film og billeder. Betragtningsvinklen er i orden, men kunne lige som hos Gmini have været bedre. Filerne overføres med træk og slip-metoden, og hastigheden kommer ind på en delt førsteplads med Gemini 500: 20 MB per sekund. Noget mere skuffede blev vi dog, da kun fire af de seks film kunne afspilles. Én startede ganske vist, men havde ingen lyd. Vores MPEG-2-version af Pimp my ride dukkede ikke engang op på listen over kopierede filer, da AV 500 ikke vil afspille andre MPEG-filer end MPEG-4. Alligevel er Archos AV 500 vores favorit blandt testdeltagerne. Den er lille, har en god skærm, en nogenlunde stor harddisk, videoindspilningsfunktion, diktafon, line-in, billedviser og USB-host. Det eneste, vi savner, er understøttelse af flere filmformater.

Archos Gmini 500: Meget harddisk for pengene

Samlet vurdering: 70/100

Archos Gmini 500 og AV 500 er helt klart nært beslægtede. Men selv om de rent udseendemæssigt er meget ens, er der nogle detaljer, som adskiller afspillerne fra hinanden. Gmini 500 er sort, har målene 7,6×12,4×2,4 centimeter og vejer 315 gram. Tykkelsen og vægten skyldes, at der sidder en “almindelig” 2,5" harddisk på 30 eller 40 GB indeni.

På forsiden finder vi en 4" bredformatskærm med opløsningen 480×272 pixel, som er helt okay, både hvad angår farver og skarphed. Betragtningsvinkelen er ikke den bedste i testen, men helt i orden.

Ligesom i de øvrige Archos-modeller overfører du filer ved at trække og slippe. Det betyder, at du ikke behøver bruge et program til at overføre film og musik, men i stedet kan kopiere direkte fra Stifinder. Og det i rekordfart: 20 MB i sekundet. Desværre ville Gmini 500 ikke afspille mere end fire af vores seks testfilm.

Det behøver ikke nødvendigvis betyde så meget, da de fleste filmfiler, der cirkulerer, har forskellige formater og codecer. Desuden medfølger Mpeg4 Translator, som du kan bruge til at omkode de filer, der ikke kan bruges direkte. Grænsefladen er som altid med Archos enkel, relativt hurtig og funktionel. Ud over funktionerne med at afspille film har Gmini 500 diktafon, billedviser, USB-host, tv-out og line-in. Til forskel fra AV 500 mangler den derimod videoindspilningsfunktionen.

Gmini 500 har en udmærket skærm og en stor harddisk i forhold til prisen. At afspilleren er halvtung og tyk og mangler videoindspilningsfunktionen trækker dog noget ned.

Creative Zen Vision:M: Kompakt blæksprutte

Samlet vurdering: 72/100

Creative Zen Vision:M har samme format som et sæt spillekort – eller den forrige generation af Ipod. Det gør den til en af testens mindste afspillere.

Skærmen er 2,5" og har en opløsning på 320×240 pixel, hvilket i denne test er i underkanten. Alligevel fungerer den udmærket til korte filmbidder i bussen. Farverne er klare, og filmene afspilles flot. Du kan endda få videosignalet ud til et tv ogfå et udmærket resultat, både til film og til billeder.

Vision:M er proppet med funktioner som for eksempel radio, diktafon, kalender, adressebog, alarm og en huskeliste. Menuerne har en enkel træstruktur, hvilket betyder, at de ligner menuerne i en Ipod. Men hvordan er det så med indtastningssystemet?

Vision:M har en lodret bladrefunktion, som fungerer fint. Du trækker fingeren op eller ned for at bladre og trykker let for at vælge. Ud over bladrefunktionen findes der fire relativt logiske knapper.

Når du skal overføre musik og film, bruger du Creatives eget program eller Windows Media Player. Vision:M kan håndtere de fleste filformater. Hvis konvertering er nødvendig, siger programmet til og udfører selv konverteringen.

Du kan også aktivere den bærbare harddisktilstand, men de filer, du overfører på den måde, kan ikke afspilles på maskinen. For at koble den til stikkontakt, computer eller en ekstern video kræves en lille adapter, som sættes i bunden. Stikkene sidder ikke direkte i afspilleren, hvilket er lidt besværligt. Batteriet holder til omkring 3,5 timers filmafspilning, afhængigt af volumen og skærmens lysstyrke.

Vision:M er en af vores favoritter. Ikke kun fordi den giver Ipod en over næsen, men også fordi det er en afspiller med masser af funktioner i et kompakt format og med en god brugergrænseflade og en glimrende batteritid.

Creative Zen Vision: Lækkerbidsken med høj opløsning

Samlet vurdering: 60/100

Zen Vision uden M er den største af testens to Creative-afspillere, men den er nu stadig ikke særlig stor, nærmere bestemt 124×74×20 millimeter. Stor er derimod skærmen på 3,7" med hele 640×480 pixel, altså en ægte VGA. Det mærkes på billeder og film, der vises meget detaljeret. Desværre har skærmen en dårlig betragtningsvinkel og mange reflekser. Det kan ikke anbefales at anvende den i stærkt sollys.

Lige som sin lillebror understøtter Vision en lang række forskellige formater, og de formater, som ikke kan afspilles, konverteres på enkel vis med det medfølgende program. Når du skal overføre filer, skal du enten bruge Creatives eget program eller Windows Media Player.

Selv en del programmer til medieafspilning, for eksempel Media Monkey, kan anvendes til overførsel. Grænsefladen er logisk opbygget, og knapperne er få og lette at anvende. Til venstre er der en kortport til Compact Flash, så du kan overføre billeder fra for eksempel et digitalkamera. Derudover har den en indbygget højttaler med rigtig god lyd. Afspilleren indeholder også radio med indspilningsfunktion og diktafon, ligesom den kan synkroniseres med Outlook, så kontakter, kalenderposter og huskeliste kan overføres. Batteritiden på fem timer, når der vises film, eller tolv timer, når man hører musik, må siges at være god.

Creative Zen Vision er en lille og pæn afspiller med en stor skærm i høj opløsning. Desværre er skærmen afspillerens største svaghed, da den er alt for reflekterende og har en for snæver betragtningsvinkel. Desuden ville det have været fint med en videoindspilningsfunktion.

DVX-Pod-H 7010: Stor skærm

Samlet vurdering: 39/100

DVX-Pod-H 7010 er en temmelig gammel afspiller, som dukkede op i allerede i efteråret 2004. Dengang var den supersmart, i dag er den knap så sej. Det første, der slår os, da vi får fat på afspilleren, er, at den er STOR! Den enorme skærm på syv tommer dækker stort set hele fronten, samtlige knapper er placeret oven på afspilleren.

Skærmen har en opløsning på 720×480 pixel og er i bredformat. Den har en rigtig god betragtningsvinkel, hvilket betyder, at man sagtens kan se film sammen med vennerne. Det er heller ikke nødvendigt at bruge hovedtelefoner, eftersom stereohøjttalerne på bagsiden er rigtig gode.

Sammen med skærmen gør disse dog formatet temmelig kluntet. Afspilleren er 192×115×28 millimeter stor og vejer hele 570 gram. Brugergrænsefladen føles gammel og grim, men fungerer helt fint. Du navigerer i menuer med et scroll-hjul, som sidder til højre, og bevæger dig tilbage med stop-knappen. Filer overføres på almindelig vis med træk og slip-metoden.

Afspillerens store akilleshæl er formatunderstøttelsen. Én ud af seks testfilm fungerede, resten ville den ikke have noget med at gøre. Når du køber afspilleren, følger der dog et brugervenligt program med til konvertering. Du kan desuden opgradere afspillerens firmware, hvilket i fremtiden kan understøtte flere formater.

DVX-Pod-H har en funktion, der gør det muligt at indspille direkte. Du kan altså ikke programmere dine indspillinger, og timeren kan kun indstilles på hele og halve timetal. Ud over video kan DVX-Pod-H 7010 afspille musik, vise billeder og har diktafon. I vores øjne er denne afspiller for stor og har en for dårlig formatunderstøttelse til at være et godt køb. Det er synd, da den har en rigtig god skærm.

Og hvorfor smider man en indspilningsfunktion ind, når man ikke kan programmere fremtidige indspilninger.

Epson P-4000: Suveræn til fotografen

Epsons P-4000 er forsynet med en harddisk på hele 80 GB, hvilket er dobbelt så meget som de to mest velforsynede Archos-afspillere. Men så er P4000 også pænt stor: 147×84×31 millimeter stor og 415 gram tung.

På fronten finder vi en 3,8" VGA-skærm med en utrolig skarp farvegengivelse og detaljerigdom. Det mærkes, at P-4000 er udviklet til kræsne fotografer, som vil se deres billedresultat med det samme. Overførslen går hurtigt og let. For at understøtte billedoverførslen er der kortporte til både Compact Flash og Secure Digital. Hvis du vil, kan du oprette et fotoalbum direkte i enheden ud fra billedernes dato.

Menuerne i afspilleren er lette at overskue og ganske pæne. Du manøvrerer med en firevejsknap, men det går ikke hurtigt, især ikke hvis du skal se store billeder.

Det er også værd at nævne, at P-4000 viser JPEG-billeder med en opløsning på op til 17,8 megapixel. Uvurderligt for den professionelle fotograf, måske ikke helt så vigtigt for feriefotografen. Men hvad så med filmene? Joda, P-4000 kan også afspille film. Dog ikke særligt mange, ud af vores seks testfilm kunne den kun afspille én. I instruktionsbogen nævnes ikke engang DivX, XviD eller MPEG-1 og -2.

Der medfølger heller ikke et program til at konvertere film til afspillerens favoritformat, MPEG-2 SP, hvilket betyder, at vi ikke vil kalde den en filmafspiller. Er du fotograf og leder efter en mellemlagringsenhed til dine billeder? Tillykke, så er den det helt rigtige for dig. Hvis du vil se film i bussen, må du lede videre.

Viliv P1: Slank og flot

Samlet vurdering: 59/100

Viliv P1 er en charmerende videoafspiller – den er lille, afspiller de fleste filer og har en smuk skærm på fire tommer og en opløsning på 480x272 pixel og hele 16 millioner farver. Ikke testens bedste skærm, men alligevel rigtig god. Derimod har afspilleren kun en 20 GB harddisk, kan ikke klare videoindspilning og er ikke udstyret med USB-host.

Til en pris på 5.200 kroner virker det lidt ringe. Afspilleren er dog forsynet med radio, port til Compact Flash-kort og leveres med fjernbetjening (både med og uden ledning). Grænsefladen er enkel og ganske pæn. Indtastning sker ved hjælp af et Ipod-lignende bladrehjul, som desværre ikke er særlig nøjagtigt, og det kan derfor anbefales at aktivere touch-funktionen.

Tilslutning til computeren sker ved, at du trækker og slipper filer, som derefter overføres via USB 2. Desværre medfølger der ikke et omkodningsprogram. Måske tror producenten, at det alligevel er muligt at afspille de fleste typer filer, men det er ikke helt korrekt. I pakken finder vi masser af ledninger, to fjernbetjeninger og en holder til afspilleren, når den er tilsluttet tv'et.

Det trækker ned, at grænsefladen ikke er helt perfekt, og at afspilleren er for dyr med tanke på, hvad den kan tilbyde. Derimod har den en rigtig god skærm og kunne afspille alle testfiler undtagen en (dog ikke samme fil, som mange andre afspillere måtte give fortabt over).

Hvis penge ikke er et problem, og du gerne vil have en slank afspiller uden videoindspilning, er Viliv P1 det rette valg for dig.

Cowon A2: Kan vise det meste

Samlet vurdering: 83/100

Koreanske Cowon A2 er ikke helt ringe. Størrelsen er på 133x79x22 millimeter, og den vejer 298 gram, hvilket giver den en plads i den mere bærbare halvdel af startfeltet.

På fronten finder du en skærm på fire tommer med en standardopløsning på 480x272 pixel. Mærkeligt nok har den kun 16.000 farver, hvilket du især mærker, når du kigger på billeder.

Den største fordel ved A2 er, at den sluger alt, hvad du smider i den. Den kunne håndtere alle testfilm, og den afspiller også mere usædvanlige lydformater såsom Ogg vorbis og Flac.

Afspilleren har radio med indspilning, diktafon, line-in, videoudtag og tv-indspilning. Den falder dog helt til jorden, fordi den – ligesom DVX-Pod-H 7010 – ikke har nogen timerfunktion. Du kan starte og stoppe indspilningen, men ikke programmere den.

A2 har også USB-host, hvilket er godt. Filerne overføres med træk og slip-metoden, eller ved at du synkroniserer dem med det medfølgende program Jet Audio. Og det går hurtigt. A2 har en overførselshastighed på 16,1 MB per sekund, hvilket er rigtig pænt. Desværre medfølger der ikke en fjernbetjening, hverken med eller uden ledning. Til gengæld er batteritiden fin, ifølge producenten er den på helt op til ti timer. Det lykkedes os dog kun at presse syv timers spilletid ud af afspilleren, men det er langt bedre end den nærmeste konkurrent.

Cowons første filmafspiller lover godt for fremtiden. Den har en flot skærm, en rigtig god batteritid og kan frem for alt klare mange forskellige filformater. Desværre lader indspilningsfunktionen noget tilbage at ønske, og det ville have været fint med en fjernbetjening. Men A2 er en udmærket filmviser.

Ipod Video: Åleslank filmafspiller

Samlet vurdering: 43/100

Ipod Video behøver formentlig ingen nærmere introduktion. Med sine knap elleve millimeter er den den slankeste afspiller i testen, næsten halvt så tyk som Creative Zen Vision:M, der er denne afspillers nærmeste konkurrent.

At du kan afspille musik med Ipod er jo ikke nogen hemmelighed, men hvordan er filmafspilningen? For det første er skærmen på 2,5” i den mindre afdeling og opløsningen på 320x240 pixel for lidt til længere filmoplevelser.

Det største problem for Ipod som filmafspiller er dog formatunderstøttelsen. Afspilningen af vores testfiler var et fuldstændig dødfødt projekt, før vi omkodede dem. Ipod Video afspiller kun MPEG-4 og da kun i H.264-format. Med Itunes kan du konvertere de fleste filmfiler, men ikke alle.

I stedet kan det anbefales at hente et af de gratis programmer, som er tilgængelige på nettet. En hel del materiale, der kan hentes ned i form af videopodcaster (se www.dr.dk/Podcast/Video/), blandt andet materiale fra DR, fungerer direkte sammen med Ipod Video.

Der er dog endnu ingen mulighed i Danmark for at købe film eller serier i Itunes, som man kan i for eksempel USA. Men eftersom Ipod er så populær en afspiller, bliver den formentlig en af de afspillere, som understøttes, når den lovlige hentning af film kommer rigtig i gang.

Ipod er fyldt med lækre detaljer såsom kalender, spil, adressebog og fotoalbum. Derimod savner vi nogle funktioner såsom radio og indspilningsfunktion for billeder eller lyd. Ipod Video har videoudtag, men kan kun afspille film med skærmens egen opløsning, hvilket betyder, at det ser temmelig ringe ud på et almindeligt tv.

Nu venter vi så på en afspiller fra Apple, der udelukkende er rettet mod videoafspilning. Indtil da vælger vi at betragte Ipod Video som Apple vil, at vi skal betragte den: En udmærket musikafspiller med videofunktion.

Skema over alle testede medieafspillere

Alternativer

Mobiltelefon

Med en mobiltelefon med en god skærm og en stor hukommelse (eller et hukommelseskort) kan du komme ganske langt. De fleste dyre mobiltelefoner i dag har en eller anden form for filmafspilningsfunktion. Hvis du vil se film på mobiltelefonen, skal du først finde ud af, hvilke formater den understøtter. Vi anbefaler en smartphone, da de oftest understøtter forskellige filmafspilningsprogrammer.

Playstation Portable

PSP er som bekendt ikke bare en bærbar spillemaskine af format, den kan også anvendes som filmafspiller. Skærmen er fantastisk, og formatet er perfekt. Problemet er, at PSP’en mangler en harddisk, hvilket betyder, at du skal anvende et (eller flere) hukommelseskort, hvis du vil se film. Og de koster en hel del. Desuden er PSP’en ret kræsen, når det gælder filmformater, så du skal regne med at skulle omkode de film, du gerne vil se.

Bærbar dvd-afspiller

Der findes et hav af forskellige bærbare dvd-afspillere. Fordelen er først og fremmest prisen: For mellem 2.500 og 3.000 kroner kan du få en helt fin afspiller med stor skærm og et godt billede. Hvis du har en stor dvd-samling, får du også den fordel, at du ikke behøver omkode dine film. Vi anbefaler, at du anskaffer en model, som kan afspille DivX/XviD-dvd’er, så du kan brænde film på computeren til at tage med på rejse.

Bærbare computere

De største fordele ved at have en bærbar computer i stedet for en filmafspiller er, at den har en større skærm, afspiller alle formater og kan anvendes til andet end bare film og musik. Ulemperne er, at den som regel er dyrere og større. Med en ultrakompakt model kommer du dog rigtig langt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere