Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. august 2006.
Den faldende søgning til it-studierne skal standses. Det var øverst på dagsordenen, da videnskabsminister, it-branchen og universiteter mødtes til konference om
it-uddannelsernes fremtid
uddannelse
- Min datter valgte lægestudiet frem for it-studiet, selvom hun nu på andet semester skal lære 1.500 siders anatomi udenad - udenad! lyder det fra direktør i rekrutteringsfirmaet Key2Know Bo Sejer Frandsen.
Latteren slår smut mod de massive ruder ud mod Københavns Havn i Ingeniørernes Hus ved konferencen om it-uddannelsernes fremtid i den globale tidsalder.
Bag latteren gemmer der sig imidlertid et alvorligt problem, der risikerer at sætte Danmark af den globale it-udvikling og konkurrence.
Ingen gider nemlig uddanne sig inden for it, der har et mere støvet image end udenadslæren på medicinstudiet. Den samlede nedgang i ansøgere til it-uddannelserne er 22 procent Samtidig forudser Videnskabsministeriet, at vi i år 2015 kommer til at mangle 1.500 personer med it-baggrund.
Videnskabsminister, Helge Sander åbnede derfor konferencen med at pege på, at it-uddannelserne skal gøres mere attraktive for de studerende.
- Det gør vi blandt andet ved at kombinere it med andre fagområder, siger han.
Det kunne de fleste af de fremmødte repræsentanter fra uddannelser og virksomheder som Microsoft, IBM, Dell og CSC kun være enige i.
Det image, it-uddannelserne bærer rundt på, trænger til et gevaldigt ansigtsløft, mener de.
Microsofts administrende direktør Jørgen Bardenfledt, præsenterede derfor ideen om en it-nat for folkeskoleelever og deres forældre.
- Allerede der skal de unge præsenteres for it, som noget der hverken er tørt eller kedeligt, sagde han.
Nogle pegede på, at også erhvervsvejledere og gymnasieelever skal informeres bedre.
Dekan Erik Meineche Schmidt fra det naturvidenskabelige fakultet i Århus kritiserede gymnasierne for at have en fuldstændig usammenhængende it-tilgang.
- Der er ingen gennemtænkt plan bag udbuddet af de c-fag vedrørende it, man har på gymnasierne, sagde han
Ud over at pege på skolers manglende fokus på it, sagde formanden for ITEK, Anders Christian Andersen, lidt befriende, at spejlet også bør vendes indad.
Det støvede image bør ikke komme bag på branchen, der fuldstændigt har forsømt rekrutteringen de sidste 10 år.
- Mens A.P. Møller og andre store virksomheder er med i alle aktiviteterne, der foregår på ungdomsuddannelserne, har vi været fraværende, siger han.
Han påpeger, at det ikke kun er et spørgsmål om at sælge uddannelsen og jobmulighederne til de unge. Det skal være sober information og vejledning, ellers gør man sig selv en bjørnetjeneste med efterfølgende store frafald på studierne, fordi forventninger ikke stemmer overens med realiteterne.
Et af de mere opsigtvækkende indlæg i debatten kom fra direktør Bo Sejer Frandsen, fra rekrutteringsfirmaet Key2Know. Han foreslog simpelthen at lukke uddannelsen af multimediedesignere.
- Der kommer alt for mange ud af dem, og de er for "teknisk tynde" og kommer til at ligge i konstant konkurrence med grafikere og webdesignere, siger han.
Han var også på banen sammen med it-forum med et opslag om en helt ny uddannelse, der kun er på tegnebrættet og er tænkt som et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Handelshøjskolen i Århus. På konferencen meldte Aalborg Universitet sig imidlertid også som interesseret i at høre mere om konceptet, der efter Helge Sanders ønske netop vil kombinere forretning med it.
Uddannelsen skal også have obligatorisk praktik og udlandsophold, så de studerendes sprogkundskaber og føling med erhvervslivet styrkes.
OriginalModTime: 24-08-2006 14:59:37