Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 13. april 2007.
besøg Netværksgiganten Juniper har for første gang åbnet sit netværkslaboratorium for offentligheden. Com-puterworld blev budt inden for til et kig på metervis af hardware, kilometervis af kabler og en snak om interoperabilitet.
Amsterdam, Holland
Computerworld er med det første hold europæiske journalister, der bliver lukket inden for i Juniper Networks netværkslaboratorium.
Det er et laboratorium, der rummer 50 racks proppet med nyt og gammelt udstyr fra de fleste netværksproducenter på markedet. Det er et såkaldt proof of concept-center, hvor man kan demonstrere og afprøve nye netværksprincipper i praksis, før de implementeres i et firma.
I laboratoriet er der nemlig udstyr nok til at opbygge et netværk, der ligner det, man har, og under kontrollerede forhold kan man så teste nye konfigurationer i et blandet miljø for at se, hvordan netværket gebærder sig.
Bag facaden
Efter en times flyvning og en ganske kort taxatur bliver vi sat af i et industriområde nær Schiphol, der er Amsterdams svar på Københavns Lufthavn.
Området er domineret af store firkantede hotel- og kontorbygninger, som ikke bærer præg af en større arkitekt-indsats. Reklamerne på de grå facader fortæller, at vi er i et it-område. Man møder flere kendte firmaer som Microsoft, Kyocera, Radisson samt vores bestemmelsessted Juniper Networks.
Bag facaden af beton og matteret glas bliver vi gennet gennem slusen til firmaets netværkslaboratorium, hvor netværksarkitekter kan bestille tid at afprøve ideer til nyt design af deres eget netværk.
Bag en lang glasfacade kan vi skimte bagsiden af metervis af racks og kilometervis af kabler. Første stop er dog kommandocentralen, hvor eksperter fra virksomheder møder eksperter fra producenten.
Skuffelse
Den første reaktion er skuffelse.
Rummet ligner mest af alt et klasseværelse med otte mindre fladskærme, et par projektorer, et whiteboard og tykke orange tæpper på gulvet. Men det er herfra, at den ønskede konfiguration afprøves under kontrollerede former.
Entreprise-virksomheder bruger i gennemsnit to til tre dage i det lille kontor. For større service-providers kan besøget trække ud i flere uger. Det er dog ikke kun kunderne, der bydes indenfor, også konkurrerende firmaer kommer for at teste netværksscenarier i laboratoriets blandede miljø.
"Det er umuligt at udrede noget fra datasheets," siger den nørdede fyr, der tager i mod.
"Svar om interoperabilitet opnås kun ved at prøve tingene i det miljø, de skal benyttes i," siger han.
Den spinkle mand med højtsiddende bukselinning, skæve briller og med en let forvirret optræden hedder Christophe Macquant, og det er ham, som er chef for testcentret.
Så går turen til serverrummet
Når man træder inden for, mødes man af en øredøvende larm fra de mange køleenheder, der skal holde temperaturen på de mange hardwareenheder på et acceptabelt niveau.
Vi passerer et område, hvor det nærmest føles som om, man er blevet placeret foran en hårdtørrer i mandsstørrelse.
"Der er 50 racks," fortæller Christophe Macquant.
"Men jeg har desværre mistet overblikket over, hvor mange enheder, der er. De bliver hele tiden skiftet ud," siger han.
Test i blandet miljø
Cisco, HP og Dell. De er her alle, naturligvis sammen med Junipers egne produkter. Man møder både firmaets første produkter som M40 og de spritnye eksemplarer.
"Vi har de gamle modeller, så de besøgende kan teste på det udstyr, der står i deres egne serverrum," siger Christophe Macquant i larmen.
Formålet er ikke - som man kunne fristes til at tro - at teste produkterne mod hinanden, men at teste dem sammen i et blandet miljø.
"I mit testcenter giver jeg ikke lov til sammenlignende test mellem vores produkter og konkurrenterne," siger Christophe Macquant.
"Det ville være useriøst og ligge langt fra det, som er målet med dette laboratorium. Nemlig at synliggøre produkternes evne til at arbejde sammen om at løse en fælles opgave," siger han
Billedtekst: chefen Den spinkle mand med de skæve briller viser med faglig stolthed sit netværkslaboratorium frem akkompagneret af en massiv larm fra køleenhederne. Hans navn er Christophe Macquant, og det er ham, der
er chefen. Fotos: Nicolai Devantier
Billedtekst: konkurrent I laboratoriet finder man konkurrenter som Cisco, HP, Dell side om side med Junipers egne produkter. Formålet er nemlig at demonstrere og afprøve nye netværksprincipper i miksede miljøer. Her er det Dell.
Billedtekst: proof of Der skal kilometervis af netværkskabel til at koble de hundredvis af netværksenhederne i Proof of concept-centeret sammen.
OriginalModTime: 12-04-2007 10:06:22