Test: HP Envy 13 spreder misundelse med flot design

HP's seneste bærbar-serie er i luksusklassen - med det passende navn Envy, engelsk for misundelse. Vi har haft den stilrene maskine på testbænken og har dommen klar. Mød det misundelsesværdige fænomen her.

HP Envy 13 spreder misundelse med flot design

Misundelse er efter sigende en af de syv dødssynder.

I så fald er der allerede reserveret et varmt sted til redaktionen, for vi er officielt misundelige på de kommende indehavere af HP´s Envy-serie.

Envy-serien er konsekvensen af det tynd-og-let koncept, som Intel lancerede for et års tid siden - og som Acers økonomisk gunstigt prissatte Timeline-serie er en del af (se anmeldelse her).

I den anden ende af prisskalaen findes Dells endnu ikke dansk-lancerede Adamo - og nu altså HP's nye.

Envy kommer i en række størrelser og konfigurationer, men modellen, vi har fået fingrene i, er Envy 13, hvor nummeret henviser til skærmens størrelse. Storebroderen Envy 15 kan du læse om i vores reportage her.

Det misundelsesværdige ved Envy 13 er ikke umiddelbart hardwaren. Processoren er en Intel L9400-processor på 1,86 gigahertz på et GS45-baseret chipset suppleret af tre gigabyte hukommelse og en harddisk på 250 gigabyte.

Det er nyere teknologi og meget passende til en 13 tommers pc, men ikke direkte misundelsesværdigt. I så fald skulle vi have talt indbygget 3G-modem og SSD-disk.

Samlet set leverede hardwaren dog hele 3.489 point i PCMark Vantage, hvilket er en pæn score. Til sammenligning scorede Acers, godt nok væsentligt billigere, Timeline bærbare omkring 2.500 point.

Én maskine, to grafikkort

Envy 13 skiller sig ud, rent hardwaremæssigt, ved at blive leveret med to grafikkort. Det ordinære er et integreret Intel grafikkort, som er fint, når der bare skal sippes fra batteriet og et ATI HD 4330, som er godt, når der skal mere tryk på grafikken.

ATI HD 4330 udmærker sig ikke ved de store 3D-evner, men det formåede at klare World of Warcraft med 20 til 30 billeder i sekundet med mellemste kvalitetsindstillinger og skærmens opløsning på 1.366 x 768 pixels.

Vi regner med, at ATI-kortets primære funktion er filmvisning i HD-kvalitet.

Vi savner software til at styre den funktion, for med Envy 13's gode batterilevetid kunne vi sagtens forestille os en situation, hvor vi på batteridrift gerne ville have fuld kraft på grafikken.

Hvad angår skærmen så er den i den grad misundelsesværdig: Den er skarp, lysstærk og med meget flotte og klare farver.

Efter at have testet netbooks de seneste par gange er skærmens kvalitet næsten en åbenbaring og med til at forklare Envys højere pris - omend den blanke skærmoverflade helt sikkert vil gøre det mere end besværligt at arbejde i sollys.

På softwaresiden er HP Envy 13 udstyret med Windows 7 Home Premium i en 64 bit-version, hvad der ellers ikke er nødvendigt til maskinens tre gigebyte hukommelse.

Windows 7 kører, som forventet, uden problemer på maskinen. Vil du have endnu hurtigere opstartstid, kan du benytte det indbyggede Envy IOS-system, der booter på et par sekunder og lader dig foretage de mest basale computeropgaver som at surfe, maile eller chatte.

Designet sælger sig selv

Mens hardwaren i HP Envy 13 er glimrende, men ikke direkte mundvandsfremkaldende lækkert, så trækker designet godt igennem.

Her har HP lagt den helt rigtige linje. Designet er metal, enkelt og ganske tæt på Apples flotte Mac Air.

Metalkabinettet giver HP Envy 13 en højere vægt, end man umiddelbart ville vente, når man ser den - hele 1,7 kilo - men signalerer også soliditet og kvalitet.

Enkeltheden kommer også til udtryk i et meget begrænset antal porte. Udover porten til laderen får du to USB-porte, et høretelefonstik og et HDMI-stik. Til de få gange, hvor der ikke er WiFi, følger desuden en adapter til et traditionelt kablet ethernet-stik.

Skal du på langtur, kan du desuden i bunden af din Envy 13 tilkoble et ekstra batteri. Det specialdesignede batteri følger med til prisen på 13.999 kroner.

Samme fremgangsmåde så vi første gang i Dells Latitude-serie - se artikel fra lanceringen (her), men det gør det ikke mindre smart.

Det ekstra batteri tømmes først, og derefter er det din maskines eget batteri, der må trække læsset. Igen kunne vi godt have tænkt os en software-løsning, som gav mere information og flere strømbesparende indstillinger, men i vores version måtte vi nøjes med de begrænsede og ikke maskin-specifikke muligheder i Windows 7.

Tastatur blandt de bedste i klassen

I modsætning til de fleste andre "tynd og let"-maskiner, som Acers Timeline-serie, er slankekuren ikke sket på bekostning af tastaturet. Det er i høj kvalitet og af typen, som denne anmelder umiddelbart kunne skrive løs på.

Selve tastaturtypen er det såkaldte ø-design, hvor hver tast har god plads omkring sig. Det giver et flot design og sikrer, at det er nemt at skrive. Bagsiden er, at tastaturet fylder så meget, at der ikke er plads til flere knapper end vi normalt ser på netbooks på 10-tommer. Så bruger du jævnligt scroll lock, num lock eller page up og down, kommer du til at lede længe efter de dedikerede knapper. I stedet skal du lære genvejene med fn-tasten.

Skulle tastaturet være helt perfekt, så vi gerne (justerbart) baggrundslys i tasterne, men der der skal også være noget at forbedre til næste generation.

På trackpad'en kan du scrolle nedad med to fingre og foretage dig alt det, du plejer.

En del udenlandske anmeldelser har stærkt kritiseret trackpad'en og de skjulte knapper, men efter et par dage med Envy 13 vil vi vove den påstand, at der er tale om tilvænning. Og så skal HP have ros for at gøre trackpad'en stor og dermed nem at betjene. Noget man ikke skal tage for givet i de mindre bærbare pc'er.

Lidt - og unyttigt - medfølgende software

Vores testmodel kom uden ret meget skidt og bras installeret.

De få programmer, som der var - noget Corel fotoredigeringssoftware og Cyberlink DVD-software - er dog ikke programmer, der klæder Envy'ens høje pris.

Samtidig virker HP's samarbejde med AOL, som søgetjeneste og startside i browseren, ret malplaceret, da indholdet ikke har det store at gøre med det danske marked.

Vores gæt er, at alle brugere vil fjerne AOL, så snart de finder ud af hvordan.

I stedet for at bruge tid på at lave aftaler med en andenrangs-leverandør som AOL kunne HP passende have brugt tiden på at putte software på Envy 13, som lader brugeren få mere kontrol med maskinen.

Lækker men ikke perfekt

Alt i alt er HP Envy 13 dog en af de lækreste mindre maskiner på markedet, og vi ville bestemt ikke skamme os over at hive maskinen frem til både møder og i lufthavnsterminaler, hvor dens design snildt kan matche konkurrenter både med og uden Windows installeret.

Envy 13 er dog ikke perfekt. Mens storebroderen Envy 15 er proppet med den nyeste teknologi, er 13 mere traditionel teknik i lækker indpakning.

Til en pris på den anden side af 10.000 kroner for en bærbar computer er det efterhånden ikke helt urimeligt at forvente indbygget 3G-modem, SSD-disk eller andet udstyr, der ikke lige langes over disken i ethvert elektroniklager.

Desuden savnede vi en mere avanceret strømstyringsfunktion til at styre de to batterier (tip til HP: Se Dells løsning), muligheden for at se hvilket grafikkort, der bruges (maskinen kan skifte mellem to for at spare strøm, men det ses oftest som en fejlmelding, når strømmen tilsluttes eller frakobles).

Desuden havde det været rart med kontrol over funktionstasterne (som er gemt bag HP's egne genveje) og funktioner som automatisk justering af baggrundslys, som kan være irriterende vægelsindet, hvis du sidder udenfor i skiftende vejr med drivende skyer.

Det kan måske virke som småting, men et eksklusivt produkt skabes ikke af designet alene - men også af, hvor meget, der er kælet for detaljerne. Og her har HP stadig lidt skarpe hjørner, der skal slibes af.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere