I det nuværende økonomiske klima bliver virksomheder nødt til at bruge alle tilgængelige værktøjer, der kan optimere deres resultater.
Og business intelligence er et sådant værktøj, for så er det nemlig ikke overladt til kvalificeret gætteri, når ledelsen skal afgøre, hvor der skal satses strategisk og taktisk.
BI-konsulenthuset Affecto i Århus slår nu et slag for SAP's abonnementsbaserede BI OnDemand-løsning, som er henvendt til både små og mellemstore virksomheder eller enkelt afdelinger i større virksomheder.
Det er første gang, SAP's BusinessObjects BI on demand-løsning sendes på det nordiske marked, oplyser Philip Mørch, salgsdirektør hos Affecto.
"Virksomheder køber i dag oftere deres software som en service med en cloud-baseret implementering efterfølgende. Selvom markedet for business intelligence som en service stadig er under opstart, forudser Affecto og SAP stor efterspørgsel," siger han.
De rette ressourcer
Med en cloud-baseret abonnementsløsning kan virksomhederne uploade deres data, kombinere flere datakilder, undersøge og visualisere data, bygge nøgletalsoversigter og rapporter og dele information inden for eller uden for virksomheden.
Det kan være en udfordring for små og mellemstore virksomheder at finde de rette it-ressourcer i form af de rigtige personer og den nødvendige viden, der skal til for at opsætte og vedligeholde et BI-system, mener Philip Mørch.
SAP BI OnDemand-løsningen har været på det amerikanske marked i fire år og har cirka 275.000 abonnenter, og blev introduceret i Europa i juli sidste år.