Artikel top billede

Test: Lækker surround-kvalitet i lommeformat fra Creative

I sidste måned kiggede vi på Asus Xonar Xense som alternativ til onboard-lyd. I denne omgang har Creative Labs et andet bud; ingen indstikskort, men i stedet komplet lækker surround-lyd over USB.

Test: Lækker surround-kvalitet i lommeformat fra Creative

Creative har gået fra en position af total dominans over pc-lydmarkedet og til at fokusere mere heftigt på andre områder. Men de har skam ikke glemt deres kernemarked. Ud over stadig at have et decideret indstikskort kan de nu byde på USB-lyd i lange baner.

Modellen, vi har valgt, understøtter 5.1-lyd, og det skal nævnes, at dem, der kan nøjes med headset, kan sigte en smule lavere. I hvert fald hvis de kan undvære surround og surround-emulering.

Med USB-lyd kan Creative favne lidt bredere. X-Fi Surround Pro skal ikke bruge mere end et USB-stik, så det giver charmerende muligheder på rejser.

Er du typen, der slæber en bærbar eller netbook med på vejen, kan du således nyde en lækker surround-emulering i dit headset - til både film og spil. For de mere emsige kan der endda slæbes et sæt surroundhøjtalere med, men så begynder vi at snakke en ekstra kuffert.

Hvordan klarer Creative sig, hvad angår eksterne lydkort? Og har de sluppet de driverproblemer, der plagede dem omkring skiftet til Windows Vista og 7? Læs med og vi skal fortælle det hele.

Installation, tilslutning og software

Installer den nyeste driver/software fra Creatives hjemmeside og smid enheden i USB-porten. Nemmere bliver installation altså ikke. Ud over at Windows registrerer mikrofonindgangen som "line in" og altså ikke nævner, at der er tale om mikrofonindgangen, kører det hele derfra. Det er nogenlunde så simpelt, som det kan blive.

Enheden fylder lidt mindre end to pakker spillekort side om side og vejer ikke meget. Så den er nem at have i tasken. Der medfølger en lille fjernbetjening også, men i sagens natur var vi under testen aldrig så langt fra enheden, at det gav mening at bruge den.

Tilslutning

På bagsiden af enheden, sammen med USB-tilslutningen, finder du en optisk udgang samt stik til højtalere. Stereoudgangen består af to phonostik, så enheden nemt kan tilsluttes et musikanlæg.

Der medfølger en phono-til-jack-omformer, hvis der skal tilsluttes et sæt pc-surround-højtalere i stedet. Stik til sidehøjtalere og center/sub-udgangen er de sædvanlige små jackstik. På siden af enheden finder du tilslutningen til høretelefoner og indgående lyd via jackstik samt et jackstik til tilslutning af mikrofon.
 
Software
Creative er ikke kendt for de mest elegante softwareløsninger, og det er også en lettere rodet omgang her. I stedet for et centralt kontrolpanel, bruges en blanding af Creatives egen software og Windows' kontrolpaneler. Nøjes man med at installere driver og kontrolsoftware, er det ikke slemt, men vælger du at installere 13 separate nye punkter i din startmenu, er det en knudret affære. 

Det virker rodet, især når softwaren skal fjernes igen, da der skal afinstalleres fire forskellige stykker software fra kontrolpanelet. Vi kan kun anbefale at fravælge alt den unødvendige software, der er inkluderet.

Har man leget med Creatives X-Fi-kort før, kender man allerede det medfølgende kontrolpanel, hvor X-Fi-effekterne kan til- og fravælges.

Som med tidligere X-Fi kan det kun anbefales at lege med de medfølgende indstillinger til forskelligt brug. Ser du en film, er der eksempelvis ingen grund til at blande enhedens crystalizer-effekt ind i billedet, men ser du en hårdere komprimeret video, giver den et imponerende løft i lydkvaliteten.

Det samme gælder ved musik, hvor crystalizer-effekten kan løfte kvaliteten ved hårdere komprimering. Hvis vi igen ser kortet som en rejsekammeret, betyder lavere komprimering mere plads. Og når Sound Blaster X-Fi Surround 5.1 Pro så kan løfte kvaliteten derfra, er det en feature, der giver god mening.

Creative bruger dog Windows' indstillinger for lyd til at vælge antallet af højtalere. Asus har eksempelvis et kontrolpanel til deres lydkort, hvor der kan vælges hvilken type lyd, den vil snuppe, og hvilken type lyd du ønsker. Du kan eksempelvis sige, du gerne vil have, at dine spil benytter 7.1-surround, og at du gerne vil lytte til det på dine høretelefoner. Derefter foregår konverteringen automatisk til rette format.

Med Creatives løsning betyder det, at deres mindre USB-enheder, der kun understøtter stereo, ikke kan lave en omgang snyde-surround til dine høretelefoner. Spillene vil simpelthen kun levere et stereosignal, da de ikke vil se, at der er mere tilsluttet.

Så hvis du vil nyde surround-effekter, skal du altså vælge en af Creatives dedikerede 5.1-enheder.

Et imponerende løft

I den stationære maskine derhjemme vil vi stadig anbefale et decideret lydkort. Ellers skulle den eneste tillokkende feature være at få flyttet tilslutningerne op på bordet i stedet for at ligge og rode bag maskinen. Men til folk med bærbare eller netbooks er dette et anderledes charmerende valg.

Pludselig vil du gå fra brugbar lyd og til en lydkvalitet, der i signal/støjforhold ligger oppe i den helt pæne ende. Og hvor den hjælper på kvaliteten, når der lyttes til musik, viser denne enhed for alvor sine muskler, når der skal blandes kanaler. 

Det skal dog nævnes, at Creative selv anbefaler Windows Vista eller 7, så hvis planen er at benytte den på en netbook, skal der være klarhed om, hvilken Windows-version der benyttes.

Vi forsøgte at sætte et par klassiske surround-scener på: Neos skudduel på taget i The Matrix og kuppet mod slutningen af Heat. Vi testede både med et headset fra Steelseries til den virtuelle surround og et sæt GigaWorks 500 5.1-højtalere fra Creative for at få det fulde billede. Begge dele lyder fantastisk.

Der er komplet styr over den virtuelle surround, selv når kameraet roterer om Neo, og hvis det ikke lyder af noget, så prøv at se samme sekvens på stereo på dit onboard lydkort. Den karakteristiske lyd, når tidsforholdet ændrer sig i Matrix-filmene, ligger som en tåge over lydbilledet, når der benyttes onboard-lyd. På X-Fi-enheden er al 3D-placering klar som dagen, og de enkelte kugler kan nærmest følges omkring i lydbilledet.

Når Heat ryger på, er det ligeledes et fantastisk lydbillede, der fremstilles. Man føler nærmest, man kan lukke øjnene og stadig fornemme skryskraberne, som lydene ekkoer imellem.

Den tidligere nævnte crystalizer-funktion er stadig et af X-Fi-chipsættets stærkeste kort. Den giver ikke meget effekt på et godt udgangspunkt, men så snart du har et lydsignal i mere tvivlsom kvalitet eller i en lav bitrate, så viser den sit værd. Den fjerner aktivt støj fra lyden og skiller ellers rodede lydbilleder ud, så du ender med et langt klarere lydbillede. Selv Youtube-videoer kan lyde helt acceptable, når crystalizeren har været inde over.

Når spillene ryger på, er det samme effekt som hos filmene, der gør sig gældende; der er et klart overskud, der sørger for, at lyden skiller sig ud fra hinanden. Et musikalsk tema i baggrunden står for sig selv, mens lydeffekter og tale alle står klart placeret og defineret. I en 3D-shooter skal du kunne høre når en granat lander en meter bag dig; hvis den forsvinder i lydbilledet, er det slut.

Så når kuglerne flyver om ørerne, kan et godt lydkort være forskellen på liv eller død. Og der er ingen detaljer, der forsvinder i mængden på Sound Blaster X-Fi Surround 5.1 Pro.

Set i forhold til den sublime oplevelse, vi havde med Asus' indstikskort for få uger siden, skal Creative stadig have ros med på vejen.

Den leverer en lige så god oplevelse, der endda kan tages med på farten, så du kan sidde på et hotelværelse med din bærbare og stadig nyde lækker lyd.

Har du et øre for god lyd og har vænnet dig til din bærbares lige akkurat brugbare lydkvalitet, så er dette et skift af de helt store. Det er simpelthen lækker surround-kvalitet i lommeformat.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere