"Kun en tåbe frygter ikke ny teknologi".
Den lettere omskrivning af et kendt OBS-slogan beskriver bedst film-, tv- og musikindustriens forhold til alle nye teknologiske gennembrud. I en ny bog med titlen Moral Panics and the Copyright Wars gennemgår forfatteren William Patry de seneste 100 års rettighedskrige. Patry er jura-professor og Googles top-rådgiver i ophavsret.
Den tabte barndom
I 1906 var grammofonens gennembrud så fremskreden, at den amerikanske march-komponist John Philip Sousa skrev en indigneret kronik i publikationen Appletons Magazine. Her talte han om, hvordan grammonfonplader var en sjælløs efterligning af den levende musik
"...Og i det 20. århundrede kommer disse talende og spillende maskiner, der endnu igen reducerer musik til et matematisk system af megafoner, hjul, skruer, cylindre, der minder lige så meget om ægte kunst, som mamorstatuen af Eva minder om hendes smukke og levende døtre."
Sousa frygtede med god grund, at den verden han færdedes i som barn, hvor der hver aften strømmede levende sang og musik ud af alle huse i nabolaget, ville forsvinde med grammofonen. Men hans frygt gik også på, at noget mindre nostalgisk ville gå tabt, nemlig tyngden i hans pengepung.
"Indser de dog ikke, at komponister som er blevet kendte på baggrund af deres evner og arbejde, mister ethvert incitament til at lade nye kompositioner flyde fra deres pen, når de ikke bliver retfærdigt kompenseret?".
Sousas frygt er forståelig. Dengang var der ikke 100 års erfaring med, at indholdsudbydere plejer at klare sig glimrende, selv om ny teknologi gør deres indhold tilgængelig for masserne.
Den akademiske frygt
Det var der mere erfaring for i 1972, da akademikere frygtede, at Xerox' kopimaskine ville betyde bogens død. Vi ville allesammen blot kopiere bøger, og derfor ville ingen bøger længere blive solgt. Truslen viste sig dog at være ubegrundet. Til gengæld finder en udbredt kopiering af de kompendier, som studerende bliver tvunget til at købe, sted.
Hverken Sousa eller akademikerne var dog noget imod filmindustriens korstog mod en af de mest forhadte og elskede opfindelser nogensinde: Videomaskinen.
I 1982 gik filmselskabernes lobbyist Jack Valenti retorisk berserkergang over den japanske invasion af videomaskiner ved en høring i kongressen.
"Dette er mere end en tsunami. Det er mere end en lavine. Det er her allerede. Her er problemet: Hvis hele ekstramarkedet (Efter en film har haft premiere i biografen og bliver solgt videre til tv. red.) bliver decimeret, imploderer, kollapser...så vil der opstå totalødelæggelse i markedet. Vi vil bløde og bløde med mindre kongressen beskytter den ene industri, der skaber profit, og hvis hele fremtid afhænger af, at kongressen beskytter den fra vildskaben og raseringen fra denne maskine. For den amerikanske filmproducer og den amerikanske befolkning er denne maskine at sammenligne med, hvad The Boston Strangler er for en kvinde alene hjemme," spruttede Valenti.
I et sidste desperat forsøg på at overbevise kongressen om, at videomaskinen var den onde selv, argumenterede Valenti for at alle gratis tv-stationer ville lukke, fordi folk ville spole forbi reklamerne på deres videooptagelse.
Valentis profetier gik dog ikke i opfyldelse. Hollywood forstod at udnytte videoen og tjente en formue på at sætte den ind som et ekstra led inden film kom til tv. Samtidig opstod opstod pornoindustrien for alvor på grund af videoen. Så alt i alt tjente kongressen nok en god profit til USA ved at tillade helvedesmaskinen.
Den største trussel
Samtidig med videoslagsmålet gik musikindustrien i brechen mod kasettebåndet, som truede med at underminere hele industriens eksistens. Hvorfor skulle man købe den nyeste skive med Duran Duran, når man bare kunne optage det hele fra Hej P3? I 1987 gik præsidenten for den amerikanske pladeindustri til kongressen med advarsler om DAT-formatet, som var "Den største teknologiske trussel som den amerikanske musikindustri nogensinde har stået over for". Nogle år senere kom der kopibeskyttelse på det allerede dengang døende DAT format.
Der skulle dog komme større trusler end kasettebånd.
Da Diamond lancerede deres RIO MP3afspiller, krævede pladeselskaberne kontrol over afspillerne. Ellers ville "Diamonds produkt underminere skabelsen af en legitim digital markedsplads," sagde RIAAs Hilary Rosen.
Året efter gik Rosen til Napster og truede med en retssag, hvis ikke Napster skaffede sig licens til at sælge de sange, der var tilgængelige.
I dag 10 år senere er Danmark af alle steder prøvesten for den digitale markedsplads, som allerede de første MP3-afspillere underminerede. Det sker med TDC Play, hvor pladeselskaberne lejer hele kataloget ud til en enkelt kunde, der så kan bruge det efter ønske.
Forfatteren til Moral Panics and the Copyright Wars konkluderer, at "jeg kan ikke komme i tanke om en eneste betydningsfuld innovation af skabelse eller distribution af indhold, der er skabt af rettighedshavere," siger William Patry.
Rettighedskrigene stopper ikke med MP3. På Ars Technica kan man læse videre om blandt andet tv-selskabernes krig mod harddiskoptagere.
