Nekrolog: Jobs var personificeringen af Apple

Nekrolog: Steve Jobs var den store pioner, der turde gå mod strømmen og tage enorme chancer. Måske var han mere designer og æstetiker end it-nørd.

Artikel top billede

Nekrolog: Der er kun få topledere i verden, der har opnået samme mytiske status som Steven Paul Jobs, som natten til onsdag døde efter flere års fysisk svækkelse som følge af tiltagende kræft i bugspytkirtlen, 56 år gammel.

Selv om Steve Jobs har været syg i flere år, har fået transplanteret en ny lever, har været langtidssygemeldt i flere omgange og i august trak sig som topchef for selskabet, er meddelelsen om hans død kommet som et chok for teknologi-verdenen.

Forsiden på selskabets normale hjemmeside er udskiftet med et billede af Steve Jobs og en kort meddelelse:

"De af os, der har været så heldige at kende Steve Jobs og at arbejde sammen med ham, har mistet en kær ven og en inspirerende mentor."

"Steve efterlader en virksomhed, som kun han kunne have bygget, og hans ånd vil for altid være fundamentet i Apple."

Han var manden, der med sit skarpe blik for nye markeder forenklede brugen af computeren, fik verden til at tage hul på musikkøb på nettet, bragte smartphonen til det store folkelige gennembrud og til slut fik en hel verden til at springe på tavle-pc-feberen.

Steve Jobs' hemmelighed

Hans hemmelighed var dels et stort forretningsmod, en brændende tillid til, at han kunne skabe de bedste produkter i verden samt et skarpt blik for at skabe æstetisk lækre produkter baseret på enkelthed og genkendelighed og med en høj 'cool'-faktor - alle relative sjældenheder i en teknologiverden befolket af ingeniører, pengedrenge og (mandlige) nørder.

Selv var Steve Jobs aldrig i tvivl om, at han nok skulle drive det til noget.

Allerede i 10. klasse på Homestead High School i californiske Cupertino - byen, hvor Apple stadig har hovedkvarter - var han overbevist om, at han ville blive millionær en dag og blive virksomhedsleder og "skabe produkter, der kunne forandre verden," har medstifter af Apple og Steve Jobs' gamle ven, Steve Wozniak, fortalt.

Denne ambition holdt Steve Jobs fast i til sin død.

Trods hans afslappede ydre med den verdensberømte rullekrave-trøje og de forvaskede cowboybukser var Steve Jobs - erklæret buddhist og vegetar - en krævende mand.

Også som voksen og vildt succesrig Apple-leder brændte det i ham for at skabe "vanvittigt fede" ('insanely great') produkter - endda i en grad, så han fik ry for at være opfarende og for at have en ret kort lunte over for de Apple-medarbejdere, der ikke delte hans altopslugende ambition og som viste sig ikke at "være de bedste i verden," som han senere sagde.

Gennemsyret af æstetik

Der har været perioder, hvor mange ansatte i Apple har frygtet at køre i elevator med Steve Jobs, fordi de var bange for, at de ville nå at blive fyret i deres få minutter i elevator-enrum med topchefen.

Ideen om at lægge vægt på æstetik har gennemsyret Steve Jobs arbejde med både hardware og software fra første til sidste færd.

I begyndelsen af 1980'erne så Steve Jobs og Steve Wozniak mulighederne i at rette de dengang voldsomt avancerede computere mod den almindelige forbruger med den musestyrede grafiske brugergrænseflade, som vi i dag alle sammen kender.

Resultatet blev Macintosh-computerne, der efter gennembruddet hurtigt opfattet som smarte og lækre maskiner, som blev populære blandt grafikere og studerende - Apples primære kundekreds i de første år.

Allerede i 1984 blev Steve Jobs fyret på gråt papir af en vred bestyrelse fra det firma, som han selv havde skabt. I sin 'pause' gik han straks i gang med at bygge sit nye selskab, NeXT, op.

Det varede indtil 1996, hvor det nu alvorligt skrantende Apple købte NeXT og tog Steve Jobs tilbage. Han nåede til tops i selskabet i 1997 og gik straks i gang med at rydde op i selskabet, der var alvorligt plaget af manglende innovation og tomgang.

Han aflivede straks en række projekter som Newton, Cyberdog og OpenDoc.

I stedet blev vægten straks (igen) lagt på de æstetisk lækre produkter med den banebrydende, æggeformede computer iMac som første skud i bøssen.

"... oh, and just one more thing"

Det var også her, at Steve Jobs grundlagde sin senere så berømte 'by the way'-stil, når han på store konferencer skulle præsentere vigtige nyheder for offentligheden.

Det skete på Macworld Expo i 1998, da han var ved at gå af scenen efter halvanden times tale, men vendte om og sagde til publikum; "Hov, jeg glemte da næsten at fortælle: Vi er igen profitable." De 4.000 tilskuere brølede og hujede af begejstring.

Samme stil har Steve Jobs senere anvendt masser af gange, hvor publikum har ventet i spænding på, at han skulle blive færdig med sine præsentationer, så han til sidst kunne sige "Oh, and just one more thing..."

Sådan er en lang række af Apples helt banebrydende produkter blevet præsenteret, og effekten har været tydelig: Nye produkter fra Apple er blevet opfattet som noget, som Steve Jobs har udviklet 'over night' og lige trækker ud af ærmet - og ikke noget, som Apples udviklingsafdeling har arbejdet på i årevis.

Det har været med til at skabe en pressedækning og en opmærksomhed om nye produktlanceringer, som selv langt større virksomheder kun drømmer om.

Tæt forbundet med selskabets succes

Der findes næppe nogen topchef i international erhvervsliv, der på samme måde som han er forbundet med et selskabs succes.

Det har været et strategisk valg for Apple at anbringe chefen i centrum for at skabe et offentligt kendt ansigt, som alle forbinder med selskabets produkter.

Det har været en rolle, som Steve Jobs åbenlyst har nydt.

Sikkert er det da også, at Steve Jobs' ambition om at ville noget andet og gøre det på anden måde har været hele motoren bag Apples enorme succes.

Kun med masser af vovemod tør en direktør kaste sit selskab ud i så store og revolutionerende spring fremad, som det har været tilfældet med Apple, der stik mod alle forudsigelser lykkedes med alle springene, som tilsammen har gjort Apple til disse års vigtigste hardware-producent.

Hvert spring - først iPod og iTunes Music Store (der nærmest egenhændigt sparkede net-salget af musik i gang), så iPhone og App Store (der sparkede smartphone til folket i gang) og senest iPad - har været et stort sats ind i ikke-eksisterende markeder. Og hver gang er det lykkedes Apple at sparke markedet i gang og give alle øvrige hardwareproducenter baghjul.

Det er velkendt, at Steve Jobs også internt i Apple har været vital i disse udviklingsprojekter.

Han var manden, der med sin næse for markedet og fremtidens muligheder har afgjort, hvad Apple skulle satse på og manden, der har fejet ideer, som han har vurderet usalgsbare, af bordet.

Hvad nu når pipen løber tør?

Til gengæld har den driftsikre og systematiske Tim Cook, der i dag er Apples topchef, stået i spidsen for Apples logistik og produktion - ting, der i alle hardwarevirksomheder er afgørende for indtjeningen, men som man ikke kan skabe nye kunder på.

Fungerer Apple som de fleste andre udviklingsorienterede selskaber, er der allerede lagt planer for (op til) de kommende par år med opdateringer og videreudvikling af eksisterende produkter.

Først dernæst vil det i en normal udviklingscyklus være tiden, hvor markedet forventer revolutionerende nyt i samme skala som iPod, iPhone og iPad.

Lige nu er det et åbent spørgsmål, om Apple kan fortsætte på den stilsikre kurs, der har sikret selskabet enorm succes, uden Steve Jobs.

Eller om selskabet igen vil synke ned i det dødvande uden innovation og vovemod, som selskabet svuppede rundt i i de år, hvor Steve Jobs var ude.

Selv om Steve Jobs ofte yndede at fremhæve Beatles som sit forbillede - "de kunne langt mere sammen end hver for sig" - er der mange Apple-folk, der netop nu savner Steve Jobs' stilsikre blik og faste hånd i den benhårde konkurrence.

De savner pioneren, der uden tøven straks vælger den nye vej, som ingen har trådt på. Uden frygt for, hvad det vil koste, hvis kursen er forkert.

Læses lige nu

    Annonce

    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    Jura | København

    Compliance Day 2026

    Computerworld samler NIS2, AI Act, DORA, GDPR og ledelsesansvar i ét skarpt program. Få styr på kravene og omsæt dem til styring, beslutninger og handling i hverdagen. Tilmeld dig Compliance Day.

    Sikkerhed | Kongens Lyngby

    Hele Danmark øver

    Digitalisering skaber både muligheder og sårbarheder. Hele Danmark Øver styrker virksomhedernes beredskab gennem praktiske øvelser, indsigt og samarbejde. Deltag og lær, hvordan din organisation står stærkere, når cyberangrebet rammer.

    Sikkerhed | Kongens Lyngby

    Årets CISO 2026

    Årets CISO 2026 hylder de sikkerhedsledere, der skaber robusthed i et sikkerhedslandskab under pres – og som formår at løfte cyber- og informationssikkerhed fra teknisk disciplin til strategisk ledelsesopgave.

    Se alle vores events inden for it

    Navnenyt fra it-Danmark

    Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Lars Erik Larsen

    Jyske Bank

    LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job
    Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

    Morten Jakobi

    Fellowmind Denmark A/S

    Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

    Johnny Krogsboll

    Arctic Wolf Networks