Hollywood har i øjeblikket travlt med at genindspille flere af instruktør Paul Verhoevens gamle futuristiske actionfilm.
Det er ikke lang tid siden, at Total Recall (Sidste Udkald) fra 1990 blev produceret i en ny version, og nu er turen kommet til RoboCop fra 1987.
Ligesom sin forgænger udspiller filmen sig i år 2028, hvor OmniCorp er langt fremme med udviklingen af kontroversiel robotteknologi.
I adskillige år har virksomheden haft lukrative aftaler om at levere udstyr til militæret, der har indsat robotsoldater i Mellemøsten.
Rationalet er, at de arbejder effektivt, og der er ikke risiko for, at amerikanske soldater mister livet.
Robotterne kan foretage iris-skanninger og aflæse fingeraftryk på afstand, og de er hurtige til at reagere, hvis de skulle støde på en fjende.
OmniCorp øjner dog muligheden for endnu større indtjening ved at skabe robot-betjente til hver en by i USA.
Amerikanerne er dog skeptiske over for ideen, da robotterne ikke har bevidsthed og følelser.
Derfor har politikerne vedtaget en lov, der forhindrer muligheden for mekaniske betjente i gaderne.
Under en høring bliver topchefen for OmniCorp spurgt: "Hvad vil robotterne føle, hvis de dræber et barn?"
Svaret er: Ingenting.
Betjenten ender på et samlebånd i Kina
Derfor går OmniCorp på jagt efter en løsning, hvor mand og maskine forenes.
Da politibetjenten Alex Murphy - spillet af Joel Kinnaman - er på sporet af en kriminel bande og ender med at blive offer for en bilbombe, er OmniCorp klar ved hospitalssengen.
Hans flænsede og lemlæstede krop flyttes til en fabrik i Kina, hvor sweatshop-arbejdere i lange rækker står bøjet over samlebåndene med elektronik.
Dr. Dennett Norton har ansvaret for at få Alex til at fungere og sørge for den rette balance mellem mand og maskine og er begejstret over muligheden for at skabe fremtidens betjent.
Pakket ind i metal og med kun yderst få fysiske lemmer intakte vender den tidligere betjent tilbage til livet som RoboCop.
Det er en omvæltning - både for han selv og ikke mindst hans kone og søn.
Software snyder bevidstheden
OmniCorp er dog i skikkelse af topchefen Raymond Sellars og en marketingmand med speciale i pr-bullshit begejstrede for RoboCop, som de har postet et milliardbeløb i.
Nu har de den perfekte løsning på kriminalitet i USA og ikke mindst udsigt til massiv indtjening.
Problemet er bare, at RoboCop stadig er lidt for menneskelig og derfor langsom i forhold til virksomhedens øvrige robotter, der ikke bruger tid på at tænke sig om, inden pistolen affyres.
Derfor fifles der med stakkels Alex Murphys bevidsthed, så software tager fuldkommen over, når han går i kamp.
Han snydes til at tro, at han selv tager beslutningerne og handler på egen hånd, selv om det foregår per automatik.
For at få ham til arbejde hurtigt og effektivt uploades hele politiets database til hans system, og han får direkte adgang til byens overvågningskameraer, så han hurtigt kan scanne gaderne for eftersøgte forbrydere i fremtidens Detroit.
Arbejdsbyrden er en psykisk belastning, og RoboCop fodres med massevis af kemiske stoffer for at håndtere stress og følelser.
Det sker i sådan en grad, at han nærmest ikke kan genkende sin egen familie, og OmniCorp forsøger også at holde konen og sønnen væk fra den dopede betjent.
Alex Murphy er derfor mere maskine end mand, og det bliver en kamp for at få kontrol over metalkroppen og sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.
Fanatisk tv-vært stjæler showet
Der er solide skuespilspræstationer hele vejen rundt. Michael Keaton fungerer fint som den skruppelløse topchef for OmniCorp, der har fuldt fokus på bundlinje og ikke har mange følelser til overs for RoboCop.
I rollen som Dr. Dennett Norton er Gary Oldman glimrende som forskeren og maskinmesteren, der er splittet mellem de teknologiske muligheder for at skabe menneskelige maskiner og kravet om at levere et fejlfrit samlebåndsprodukt.
Men den bedste præstation leverer Samuel L. Jackson, som ganske enkelt er enestående i birollen som den amerikanske tv-vært Pat Novak.
Han har aldrig hørt om objektiv journalistik, men kører sit eget pseudo nyhedshow helt ud over kanten, og på fantastisk vis nærmest prædiker han for seerne om robotteknologiens fortræffeligheder.
Folk han er enige med får taletid, mens modstandere tysses ned. Herligt usympastisk.
Ikke så blodig som originalen
RoboCop er en på mange måder vellykket genindspilning af den gamle kultklassiker, og der er heldigvis holdt igen med tåbelige one-liners.
Volden er ikke så udpenslet som i originalen, der byder på nogle blodige scener, blandt andet da Alex Murphy afstraffes med utallige pumpgun-skud og et projektil lige i kraniet.
Generelt er tempoet højt i den nye version af RoboCop, der sørger for to timers solid underholdning.
Historien byder ikke på de helt store overraskelser, men den er udmærket fortalt, og teknologi-fetichister kan more sig over alt det futuristiske tech-grej, der vises frem undervejs.
I en tid hvor vi bombarderes med et utal af superheltefilm uden de store kalorier, er der faktisk mere substans i RoboCop, der trods sin action-indpakning rent faktisk kan ses som en kritisk samfundskommentar til brugen eller måske rettere misbrugen af teknologi.
RoboCop ender på karakteren fire ud af seks.
