Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Annoncer ikke længere Googles hurtigst voksende forretning: Ligger Googles fremtid i dette nye forretningsområde?

ComputerViews: Googles nye kvartalsregnskab viser nye takter for det store selskab, der har tjent væsentlige dele af sin enorme formue på annoncemarkedet. Nu tegner der sig et billede af en ny kæmpeforretning.

ComputerViews: Google har netop offentliggjort kvartalsregnskab, og som det efterhånden har været kutyme i årevis, er hovedsignalet, at Google - nu under moderselskabet Alphabet - skovler penge ind i enorme mængder.

Alphabet kan sætte 37,1 milliarder kroner ind på bankkontoen efter årets første tre måneder.

Samtidig er omsætningen steget med hele 22 procent i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor til nu 169,2 milliarder kroner, og det er i disse tal, at nogle af de interessante signaler ligger.

Google har bygget sin kæmpeforretning op på annoncer, og selskabet er i dag verdens måske største annonce-platform.

Selskabets succes bygger ikke mindst på, at det via Googles algoritmer er muligt at koble betalte annoncer sammen med mange hundrede millioner brugeres specifikke interesseområder, som de jo åbenbarer via deres søgninger.

Det er smart tænkt og har vist sig vældigt effektivt for både annoncørerne - der kan nå ud til folk med dokumenteret interesse i deres produktområder - samt selvfølgelig Google selv.

Større vækst i nyt forretningsområde

I kvartalsregnskabet kan vi imidlertid se, at Google for alvor er ved at have sat skub i et andet forretningsområde, nemlig cloud-forretningen Google Cloud Platform.

Tallene viser således tydeligt, at Googles cloud-forretning vokser hurtigere end annonce-området og faktisk på omsætningssiden er blandt de mest eksplosive forretningsområder under Alphabet.

Googles gennemførte for et par år siden en strukturel ændring, der gjorde søgeforretningen Google til et datterselskab under det nye Alphabet på lige fod med andre forretningsområder.

Det kan du læse mere om her: Derfor bygger Google hele butikken om og lægger alting ind under det nye selskab 'Alphabet'

Ideen var netop at give plads til fokuseret indsats på andre forretningsområder og altså dermed vriste sig fri fra den historiske opfattelse af selskabets som et annoncefinansieret søgeselskab.

Google gemmer ganske vist de konkrete cloud-tal under det, som selskabet kalder ‘Other.' Dette område dækker også over salg af hardware samt salg i Google Play.

Omsætningen i ‘Other' er samlet set steget med hele 49 procent i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor. Og det ligger fast, at langt den største motor under denne markante fremgang er et stærkt stigende salg af cloud-løsninger, hvor salget i Google Play og hardware-delen ligger nogenlunde på stabile vækstrater.

Selv peger Googles topchef, Sundar Pichai, da også på, at kunder i kraftigt stigende omfang søger Google som partner til ‘forretnings-kritiske projekter og fulde migrationer, hvor vi flytter data fra on-prem datacentre til clouden.'

"Vi ser et stort skifte, og dette momentum har ført til stor vækst på området," lyder det fra ham.

Med de markante vækst-rater er der mere fremgang i Googles ‘Other'-forretning end i den klassiske annonce-forretning, hvor væksten ‘kun' har været på 19 procent i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor.

Væksten i annonce-forretningen har ligget på dette niveau i flere år, mens ‘Other'-forretningen drevet af cloud kvartal for kvartal har fået mere og mere fart i væksten, som altså nu for første gang overgår annoncerforretningen.

Annonce-forretningen er fortsat meget større end ‘Other'-omsætningen (21,4 milliarder dollar mod 244 millioner dollar), men det er spørgsmålet, om det vil blive ved med at være sådan.

I hvert fald har topchef Urs Hölze tidligere sagt, at han er overbevist om, at Googles cloud-forretnignen en dag vil slå Googles annonce-forretning.

Det underbygges af, at Google fortsat investerer meget store beløb i udvikling af området. Det er således kun få måneder siden, at Alphabet meddelte, at selskabet ville investere gigantiske 200 milliarder kroner i yderligere udvikling af cloud-forretningen.

Det kan du læse mere om her: Google blæser til cloud-kamp mod Amazon: Investerer 200 milliarder kroner i skyen.

Det er i dette billede også interessant, at både Microsoft og Amazon - der er to af de helt store spillere på cloud-markedet - på nøjagtigt samme måde melder om kraftig fremgang i deres cloud-forretninger i deres første kvartal.

Det samme gør sig iøvrigt gældende for danske selskaber, der også for tiden oplever stor vækst i salget af it-løsninger og software.

Det tyder på, at erhvervslivet for alvor er begyndt at rykke frem på cloud'en efter nogle år præget af en vis forsigtighed og lidt tilbageholdende eksperimenteren på området.

Således har tidligere analyser da også vist, at cloud-markedet for tiden vokser med to-cifrede procent-tal så langt øjet rækker og at markedet står til at runde en billion kroner om få år.

Det kan du læse mere om her:  Cloud-markedet buldrer frem med enorme vækstrater - står til at runde en billion kroner i løbet af få år

Du kan se Alphabets kvartals-tal her: Alphabet Announces First Quarter 2017 Results

Er vi nået til et gennembrud for cloud'en? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.

Læs også: 

Google tjener 198.000 kroner i minuttet efter skat: Er i gang med at gentænke hele butikken

Voldsom kritik af Google: Udnytter europæiske regler til at betale alt for lidt i skat

Google blæser til cloud-kamp mod Amazon: Investerer 200 milliarder kroner i skyen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere