Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Som journalist og økonom interesserer jeg mig for konstruktionerne bag bitcoin og andre kryptovalutaer med det formål at finde ud af, hvad det egentlig er.
Mit mål er at forsøge at forstå dette nye digitale internetfænomen, og i den proces har jeg identificeret et problem - transaktionshastigheden - som jeg mener, er en af de vigtigste udfordringer for kryptovalutaernes nærmeste fremtid.
Du er meget velkommen til at kommentere artiklen - uanset om du er enig eller ej.
Idéen med kryptovalutaer
Men til læsere, der måske ikke er helt inde i stoffet, så kommer her min egen simple forklaring på, hvad kryptovalutaer i bund og grund er for noget:
For at normale valutaer kan fungere, kræver det, at vi har tillid til, at sedler eller indestående på bankkonti ikke er forfalskede.
Det er nationalbankernes opgave som tredjepart mellem borgerne og virksomheder at holde styr på, hvem der ejer hvilke penge og sikre, at sedler og mønter ikke er falske.
Fjerner man denne tredjepart, vil borgere og virksomheder stadig forlange sikkerhed for at have tillid til pengenes ægthed.
Det problem har kryptovalutaerne løst ved at indsætte to led: Avanceret kryptering og åbenhed.
Det sker ved at bruge avanceret og kompliceret kryptering og ved at dokumentere alle transaktioner i en åben protokol, så alle kan se alle transaktioner. Dermed opnås garanti for ægtheden.
Stærk ideologi
Det er netop selve idéen om et bruger-til-bruger-betalingsmiddel uden tredjepart, der tryllebinder fans over hele verden og driver hele hypen bag kryptovalutaerne.
Idéen om, at man kan undvære tredjeparten og skabe valutaer udenfor regeringskontrol, er fundamentet for populariteten. Det er et stærkt ideologisk standpunkt, som man er nødt til at have respekt for, uanset om man er enig eller ej.
Det er et oplagt problem, at bankernes monopol på betalinger betyder, at det tager flere dage og koster mange penge at overføre penge fra hr. Smith i USA til hr. Kim i Sydkorea.
Bruger Smith og Kim en kryptovaluta, koster det meget lidt og tager i bedste fald under en time.
Men ønsker man at betale i en butik med en kryptovaluta, er en transaktionshastighed på mere end nogle få sekunder ikke godt nok.
Heri ligger problemet og udfordringen.
Problemet er hastigheden
Det er min analyse, at prisen for at undvære tredjeparten er en del af problemet, idet fraværet af tredjeparten som sagt kræver kompliceret kryptering, som koster tid.
Et synligt problem ved kryptovalutaerne – hvis de skal være sikre at bruge som daglige betalingsmidler – er transaktionshastigheden.
Det tager ganske enkelt alt for lang tid at gennemføre en transaktion.
For Bitcoins kan der globalt maksimalt gennemføres syv transaktioner pr. sekund.
Visa gennemfører til sammenligning 24.000 transaktioner pr. sekund.
Det får bitcoin-transaktionerne til at hobe sig op, hvilket betyder, at det ofte tager mindst 20- 30 minutter at gennemføre en betaling. På nogle tidspunkter mange timer.
Andre kryptovalutaer gør det hurtigere. Og problemet er, at den almindelige borger ikke har en chance for at bedømme graden af sikkerhed og ægthed bag de enkelte valutaer.
Her er et overblik over det totale antal mulige transaktioner pr. sekund:
· Visa: 24.000
· Ripple 1.500
· PayPal: 193
· Bitcoin Cash: 60
· Litecoin: 56
· Dash: 48
· Ethereum: 20
· Bitcoin: 7
Der arbejdes på problemet
Forsvarene for kryptovalutaerne erkender blankt dette problem, og siger, at der arbejdes på det.
Det er blevet fremført, at en mulig løsning er at samle flere transaktioner i en blockchain (kodestreng), men det svækker sikkerheden, da man skal have tillid til, at den tredjepart, der samler og bygger en sådan multitransaktions-block, ikke snyder.
Der er jo ikke samme åbenhed om de enkelte transaktioner, der indgår i en sådan multitransaktions-block, som hvis hver transaktion havde sin egen block.
Andre har udviklet nogle idéer til mere decentrale løsninger, hvor man får et krypto-kreditkort, der kan bruges til betaling. Men igen indskydes en tredjepart, man skal have tillid til, og så halter lovgivning og regulering efter denne udvikling.
Desuden er introduktionen af en ny slags tredjepart jo i modstrid med sikkerhedsgarantien i kryptovalutaerne.
Sikkerheden bag er jo netop, at alle de enkelte transaktioner er dokumenteret i en åben protokol, så alle kan se, hvem (gemt bag koder) der ejer hvad.
Konklusion: Kommet for at blive
Kryptovalutaerne er mildt sagt stadig i den umodne fase, hvor der skal findes holdbare sikkerhedsløsninger med transparens for den almindelige bruger.
Der skal opfindes de rigtige teknisk-ideologiske løsninger, der øger transaktionshastigheden og dermed gør dem reelt skalerbare, og der skal etableres lovgivning og regulering, der beskytter forbrugeren og forhindrer, at kryptovalutaerne forbliver nede i kælderen som en anonym betalingsmåde for kriminelle.
Jeg er overbevist om, at kryptovalutaerne ligesom internettet er kommet for at blive, og jeg savner, at myndighederne tager deres ansvar seriøst og medvirker til at finde løsninger i stedet for at afvise med arrogance og uvidenhed.
Hvor kommer værdien fra?
Et andet problem, jeg ikke vil omtale her, er værdiansættelsen af en enhed af en given kryptovaluta.
Det forbliver stadig en gåde for mig, hvordan en kodestreng kan opnå værdi.
Den gåde grubler jeg stadig over, og det vil jeg give nogle bud på i min næste klumme. Har du et bud, så kommentér gerne.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
