Artikel top billede

Fjenderne er alle originale, virkelig godt animeret og generelt vakt til live med en dyrisk uforudsigelighed der gør dem alle særdeles frygtindgydende.
Foto: Housemarque.

Spilanmeldelse: Returnal byder på spilmagi af den fineste slags

Den finske udvikler Housemarque har taget alle deres evner med op i sværvægtsklassen og resultatet er fantastisk.

At kunne holde dørene åbne i mere end 25 år som spiludvikler er lidt af en bedrift, men at kunne gøre det mens man formår kontinuerligt at gøre sine udgivelser stærkere, samt styrke sit bånd med en af de største konsolfabrikanter i verden, kræver lidt ud over det sædvanlige.

Det er dog en del af historien om den finske udvikler Housemarque, der oprindeligt udviklede spil den klassiske hjemmecomputer Amiga, men de sidste mange år har etableret et tæt samarbejde med Sony, der har ført til nogle virkelig stærke udgivelser på gigantens PlayStation-konsoller.

Med inspiration fra gårsdagens arkademaskiner, er det spil som Super Stardust (inspiret af Asteroids), Resogun (inspireret af Defender og det danske Datastorm) og Nex Machina (inspireret af Robotron: 2084 og lavet i samarbejde med klassikerens oprindelige skaber Eugene Jarvis) der senest har slået udviklerens navn fast.

Men trods at de alle har budt på action, teknologi og spilforståelse af den ypperste kvalitet, har de også alle været af genrer som ikke længere tiltaler det brede publikum. Med ordene ”Arcade is Dead” bekendtgjorde udvikleren derfor for nogle år siden, at det var tid til at kigge i nye retninger.

I et samarbejde med Sony er der i længere tid blevet arbejdet på et spil, der ikke har haft som plan at vise at den finske udvikler er i stand til at tage alle de kvaliteter de tidligere har vist med over en ny genre, men at de også formår at lave et succesfuldt actionbrag i sværvægtsklassen.

Returnal er navnet på spillet og resultatet er overvældende på alle kanter og leder.

I støvlerne på astronauten Selene styrter man ned på den fremmede planet Atropos, hvor en uddød civilisation har efterladt historiebidder der langsommeligt skal stykkes sammen, mens man lærer om både deres og planetens skæbne. Endnu mere besynderligt bliver det dog da man begynder at finde lydoptagelser fra Selene selv, der fortæller om episoder fra planeten som hun ikke selv kan huske, samt støder på hendes gamle hjem fra Jorden der pludseligt befinder sig på den fremmede planet.

De forskellige historier bindes alle sammen af små scener, tekstdokumenter og lydoptagelser som alle afslører lige præcist nok til at man bliver nødt til at finde ud af mere om det hele. Samtidigt er der skruet godt op for uhyggen, fordi man hele tiden er i tvivl om hvorvidt man egentligt oplever et menneske der er ved at miste forstanden, eller om det Selene oplever faktisk er virkelighed.

På dette tidspunkt kunne man måske tro at Housemarque havde skiftet action-tendenserne ud med langsommelig historiefortælling, men selvom historien binder hele oplevelsen sammen i Returnal, kunne intet være fjernere fra sandheden.

Med overbevisende sikkerhed har den finske udvikler således taget alle de evner de opbyggede med deres tidligere spil, og omsat dem til et actionbrag i tredjeperson, hvor frygtindgydende monstre skal tilintetgøres, mens kaskader af farvede projektiler skal undviges. Den opskrift har andre udviklere også benyttet sig af før, men her er baggrunden i arkadegenren blevet udnyttet til at servere et actionspil med så skarp kontrol og så hæsblæsende action, at ganske få andre udviklere kan følge med.

Inspirationskilderne begynder man hurtigt at kunne se, og mens stemningen bærer præg af de bedste dele fra Ridley Scotts Prometheus film, bliver der med spilopbygningen lånt fra både Metroid, Dark Souls og ”bullethell” arkade-genren, hvor fjendtlige projektiler har det med at fylde hele skærmen.

Mindst lige så definerende som alle de inspirationer er dog
at Returnal også er opbygget omkring principperne fra Rogue-genren – det er med andre ord en såkaldt Roguelike. Således starter man forfra hver gang man dør (hvilket effektivt flettes sammen med Selenes historie), hvilket man kommer til at gøre meget da hovedpersonen er ganske skrøbelig og fjenderne er ganske farlige.

Som i Dark Souls-serien er det i Returnal heller ikke ualmindeligt at en sløset tilgang til selv den mindste fjende, sagtens kan koste det halve af livsbeholdningen.

Man opfordres derfor til at udnytte de værktøjer man har til sin rådighed, som inkluderer et konstant udvidende arsenal af våben og et livsreddende ”dash” der med styr på timingen lader Selene undgå angreb.

Hvor Housemarque med deres tidligere spil var i stand til at bygge dele af spilmekanikkerne op på pointbeholdningen, da point ikke længere er del af oplevelsen. Alligevel har udvikleren fundet på snedige måde at genbruge nogle af deres bedste ideer fra tidligere. Et adrenalin-system belønner eksempelvis de der ikke bliver ramt af fjenderne med ekstra bonusser og styrke, mens de selvsamme skarpe reflekser og angrebsmønster-genkeldelse er hvad der på den lange bane vil holde dig i live.

Tager man sig tiden til at udforske de seks forskellige dele af Atropos, vil man også finde opgraderinger der gør livet nemmere som ekstra livsstyrke, opgraderinger til sine våben og en valuta der kan veksles til livsreddende ekstras. Mere frygtindgydende er de parasitter man kan samle op, der både giver en stor bonus men ligeledes påfører Selene en skavank der gør fremfærden mere besværlig.

Det hele serveres i en fabelagtig indpakning af smukke og originale grafiske klæder, der stadig indeholder nogle af udviklerens kendetegn og her ser bedre ud end nogensinde før. Fjendedesignet af virkelig originalt trods der tydeligt er blevet læst fra Lovecrafts værker under udviklingen, og det er lang tid siden man har oplevet fjender i et spil så frygtindgydende og imponerende som her.

Lige så imponerende er lydsiden af Returnal og Atropos knitrende natur og frygtelige monsterskrig lyder ikke som i noget andet spil, hvilket gør oplevelsen af at være på en fremmet planet desto mere overbevisende. Er man ejer at et par gode høretelefoner, bør man slutte den til sin controller da her er blevet brugt mange kræfter på at skabe en 3D audio oplevelse der er virkelig overbevisende. Samtidigt er det dog en smule ærgerligt at de der gør brug af et surround system ikke kan nyde det hele i Dolby Atmos, da Sony endnu ikke har valgt at understøtte det format.

Returnal er også et af de første spil på PlayStation 5 der snedigt og overbevisende udnytter Dualsense-controllers unikke funktioner. Regn mærkes på controllers overflade, mens våbenarsenalets forskellige effekter alle kan rumler gennem controlleren på forskellige vis. Skulderknappernes evne til at yde modstand, betyder også at en knap der er trykket halvt i bund giver adgang til våbnenes almindelige funktioner, mens man kan overskride dette og trykke knappen helt i bund for at få adgang til særlig potent skyts. Det virker alt sammen så overbevisende og naturligt at Sonys satsning på controllerens unikke egenskaber pludselig giver komplet mening.

Der er så mange aspekter af Returnal som fortjener at blive fremhævet, men som bedste overlades til de der selv har tænkt sig at udforske Atropos. Desværre er der også et par små valg som med stor sandsynlighed vil spænde ben for nogen.

Returnal er en udfordrende oplevelse der belønner der styr på timingen og overblikket til at klare sig igennem de mest hektiske situationer, og selv de der er nybegyndere i genren vil føle sig godt til rette og klar på at lære det hele, grundet den skarpe kontrol og hæsblæsende action.

Fordi udvikleren har valgt at sætte det hele op som en Roguelike hvor man stort set mister alt progression hver gang man dør (og ikke en Roguelite som typisk belønner progression lidt mere aktivt), afhænger ens succes også mere af held end hvad godt er. Finder man de rigtige våben og opgraderinger undervejs føles det hele fantastisk og gribende, mens man andre gange oplever nærmest udelukkende at finde ubrugelige ting der gør at det hele kan føles som spildt tid.

Det havde klædt Returnal at inkludere systemer, der lod spilleren havde større indflydelse over sin fremgang som i eksempelvis Dead Cells og Curse of the Dead Gods og man kan håbe på at det er noget der bliver arbejdet på til en fremtidig opdatering.

Returnal gør ikke manglen på PlayStation 5-konsoller nemmere, for Housemarque byder på den måske bedste grund til lige nu at købe konsollen. Her bydes på uhørt præcis og fantastisk action, pakket ind i en af de flotteste og bedst lydende indpakninger på markedet lige nu. Der er stadig små skavanker at finpudse for den finske udvikler, men det ændrer ikke ved at Returnal er et actionbrag af højeste kvalitet.