Artikel top billede

Migrering til Windows 11: Er din organisation klar til at skifte brugeroplevelse?

Klumme: Jeg selv som klassisk teknologi-nørd har altid syntes, det var spændende at udforske de nye detaljer, hvor andre kun interesserer sig for sin bærbare computer som et arbejdsredskab, og at den opfører sig og udfører sine opgaver præcist og uden besvær nøjagtigt som i går.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Da Panos Panay, Chief Product Officer hos Microsoft, under den nylige lancering annoncerede, at Windows 11 vil indeholde muligheden for anvendelse af fuldt integrerede Android Apps, samt at den nye udgave ville introducere en helt ny brugeroplevelse med en nytænkt Start-menu og dybere integration med eksempelvis Teams, var min første tanke:

”Gad vide, hvor mange virksomheder der egentligt er klar på at skifte fra det kendte til en hel ny oplevelse/udfordring?”

En af de elementer, jeg altid har inddraget i min tilgang til nyt software og særligt nye operativsystemer i virksomhedssammenhænge, er standardiserede sikkerhedsgrundindstillinger.

Én standard på tværs af alle enheder og kun med få justeringer hvor det er nødvendigt (eksempelvis til udviklere, da de oftere har behov for flere åbne værktøjer, end den gennemsnitlige medarbejder har).

Der er dog nogle udfordringer, jeg ofte hører omkring eksempelvis disse “security baselines”.

De udspringer fra flere områder, herunder manglende tekniske færdigheder til forståelse og anvendelse, sparsomme ressourcer til at gennemføre ændringerne og for flere og flere organisationer: Den hastighed, som man ønsker at udvikle forretningen med, som simpelthen overhaler it-afdelingens ønske om den sikreste oplevelse for medarbejderne.

I tillæg er der en udfordring, man ikke sjældent taler om, der ikke er relateret til teknisk sikkerhed men derimod til den generelle udvikling i forhold til forventninger hos den enkelte medarbejder.

Mange medarbejdere ønsker jo tilsvarende brugeroplevelse på sin virksomheds pc eller Mac, som man har på sine private enheder.

Brugeroplevelsen er vigtig for cybersikkerhed

Fælles for os alle handler det jo om interessen: Jeg selv som klassisk teknologi-nørd har altid syntes, det var spændende at udforske de nye detaljer, hvor andre kun interesserer sig for sin bærbare computer som et arbejdsredskab, og at den opfører sig og udfører sine opgaver præcist og uden besvær nøjagtigt som i går.

For at mindske modstanden mod forandringen, når man foretager større ændringer i oplevelsen, er der derfor særligt to ting, man bør være opmærksom på fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv:

1. Ved organisationens medarbejdere, hvordan advarsler og fejl ser ud i det nye miljø?

2. Er organisationens eksisterende værktøjskasse klar til ny telemetri?

Hvis ikke man forbereder sin organisation på nye visuelle indtryk, risikerer man at bringe mere arbejde til støttefunktionerne såsom Service Desk-teamet.

I tillæg introduceres en øget risiko for ikke at kunne identificere fejl og sikkerhedsproblemer rettidigt, da medarbejderne ikke ved, hvordan de bør reagere, når uforudsete hændelser opstår.

Den sidste del er der, hvor de forskellige teknologi-teams skal samarbejde:

Service desk-team skal eksempelvis være forberedt på at kunne vejlede medarbejdere, både på den gamle og den nye oplevelse.

Netværksteamet skal være forberedt på eventuelt nye trafikmønstre (øget båndbreddeforbrug, tilladte data flows, mv.) og eksempelvis de deraf afledte ændringer til firewall-regler.

Funktioner med ansvar for software lifecycle management skal være forberedt på de tekniske krav på tværs af enhederne og eventuelt nye applikationer, der skal forhåndsgodkendes eller konfigureres.

Cybersecurity-funktioner skal være opmærksom på ændringer til logning, hvorvidt sikkerhedssoftware på enheden understøttes, ny telemetri og så videre.

Kun gennem dette tætte tværfunktionelle samarbejde sikres den gode brugeroplevelse.

Hvad gør vi så?

I overskriften er der taget udgangspunkt i en ny udgave af et operativsystem, da det er en af de ændringer, der berører flest medarbejdere i det daglige og med størst effekt.

I princippet kunne vi anvende samme tilgang for alle større ændringer i forretningsteknologien, hvor de primære brugere forventeligt vil opleve en ændring i oplevelsen.

Uanset hvor og hvordan ændringen gennemføres, er der dog nogle punkter, der kan bidrage til succes:

1. Skab awareness omkring det.

Oplys medarbejdere om præcist hvornår de skal forvente ændringen, og oplys hvad det måtte medføre for dem (et billede siger trods alt mere end 1.000 ord).

Hvor muligt, så giv dem en følelse af medejerskab ved eksempelvis at tilbyde et tidsrum, hvor det er muligt at vælge det bedste tidspunkt for dem, da det er med til at skabe plads til forandringen fremfor modstand.

2. Involver alle interessenter i og udenfor støttefunktionerne fra det tidspunkt, beslutningen om ændringen er taget, således at der ikke opstår forsinkelser eller mere ærgerlige udfordringer, som eksempelvis når en forretningskritisk applikation ophører med at virke eller konti der ikke er migreret korrekt.

Husk også at dokumentere den individuelle læring undervejs til næste gang.

3. Verificer, at værktøjskassen er klar til opgaven.

Virker de nuværende indstillinger og programmer fortsat? Virker integrationer på tværs af applikationer? Modtager og forstår sikkerheds- og drifts-team den nye telemetri, der kommer?

Og måske det allervigtigste, kan du automatisere og optimere på den telemetri, så der frigøres tid til at se fremad i stedet for at være bagud?

Hos os selv som virksomhed og som teknologiudbyder oplever vi også de udfordringer, der kommer med softwareopdateringer og/eller opgraderinger såvel som de udfordringer, der kan opstå, når virksomheder med hvert sit teknologi-landskab smelter sammen i en ny fælles virkelighed.

Hos os orienteres alle medarbejdere kontinuerligt på tværs af organisationen om fremtidige ændringer, hvor der samtidigt opfordres til anvendelse af de interne chat-kanaler og support-systemer til at stille afklarende spørgsmål.

Det er for os en vigtig og en integreret del af life-cycle og change management processerne, som er tilpasset en organisation, hvor innovation og vækst er en prioriteret del af hverdagen.

For nu ønsker jeg alle en succesfuld implementering af nye brugeroplevelser.

Hvis I har lyst til at dele jeres oplevelser eller høre mere om, hvordan vi gør, er I altid meget velkomne til at række ud.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.