Artikel top billede

MSI-skærmen er født som en gaming skærm, men dens kvaliteter rækker langt længere end bare gaming. (Foto: MSI)

Test: Her er kæmpeskærmen, der reelt klarer alle dine behov - men den koster

Test: Hvad siger du til 32” skærm med 4K-opløsning, der kan håndtere alt fra professionel foto over dagligdags brug til gaming? MSI Optix MPG321UR-QD er en ægte sampak,men også med nogle skavanker og en lidt høj pris med i pakken.

Hvis en skærm er god, kan den anvendes til alt. Punktum.

En professionel skærm, der ikke har en opdateringsfrekvens på en flere hundrede hertz, kan også bruges til gaming.

Måske ikke på niveau med en ægte gaming-skærm, men langt bedre end en anden skærm med samme specifikationer, men med et panel fra en anden og billigere sortering.

Min pointe her er, at jeg reelt synes, at markedet deler skærmene meget groft op.

Men for de fleste af os er en allround skæm den bedste løsning – også økonomisk. Og skal den være på et højt niveau, er denne MSI et godt bud.

God i alle opløsninger
Fidusen er at selv om skærmen kan køre 4K opløsning, så er den også fremragende i full HD, som mange spil foretrækker hvis ikke grafikkortet er af nyeste aftapning. Og i mit perspektiv endnu vigtigere, så er den også god i 2.560 x 1.440 pixels, hvis din maskine skulle have svært ved at trække 4K.

Den opløsning kan også være ideel til tekst, regneark, surf på nettet og bare almindelige pc-opgaver, ligesom billeder og video står fint.

Det fine er nemlig, at når du kører i ringere opløsning, end skærmen er gearet til, gør den det så godt, at du ikke tænker over, at den ikke kører optimal opløsning.

Således bibeholder den kontrast og ikke mindst dynamikken i billedet.

Det er tydeligvis et IPS-panel, der er taget fra en af de øverste hylder.

Farver på næsten pro-niveau
Sætter du den til 4K, bliver niveauet naturligvis hævet, og det sjove er, at farverne ikke står fuldstændig glansbillede-agtig og overstyrede.

Der er jo reelt tale om en gaming-skærm, og disse plejer ikke have den næsten perfekte tonale balance i farverne, som denne MSI formår at gengive.

Du får et billede, der er meget neutralt og ikke prangende. Men også et, der er meget korrekt. Der er ikke tale om en skærm til fuldprofessionel video- eller foto. Men den er godt nok tæt på.

Detaljegraden er høj, men ikke så farverne står unaturligt frem. De er der, og du kan zoome ind at se dem. Der er en balance i billedet, der virker naturlig. Og altså også i måden at vise detaljer på.

Fremragende menu system
Alle muligheder for justering af farver, brug med mere styres via ét lille joystick bagpå.

Og det er i mangel af bedre ord fremragende. Menuen vises stort og overskueligt på skærmen, og du har god tid til at komme igennem alle muligheder.

Her kan du justere alt det, du forventer – og mere til. Godt at der er en reset-knap, for du kan hurtigt få en justering, hvor farverne bliver knap så korrekte. Man kan jo hurtigt stirre sig blind på det, som man sidder med.

Det korte af det lange er, at menu-systemet fungerer, så det burde sætte trenden for genren. Punktum.

Du finder flere indgange, HDMI, Displayport, USB og så videre. Her er den ikke værre eller bedre end mange andre på markedet.

Mindre godt er det dog, at det er meget svært at se og aflæse, hvor du kan tilslutte bagpå.

Tung på godt og ondt
MSI er en dog først og fremmest en gamingskærm. Heldigvis er skærmen rimelig anonym i sin fremtoning.

Den er ret tyk i det og også ret tung. Den justeres let i højde og vinkel – men kan ikke vippes til at stå på højkant.

Bagpå er nogle få dioder, der kan lyse op i forskellige farver, så gaming DNA’et er tonet nogenlunde ned.

Den høje vægt på omkring 10 kilo (med fod), betyder dog, at du skal tænke dig om, hvis du vil have den på en skærmarm. Det er langt fra alle, der kan håndtere så høj en vægt.

Skærmens tyngde understreges også af, at den ikke bare kan klikkes bag på foden. Den kræver to skruer i bunden. Ikke noget problem, men lidt usædvanligt.

Klarer det hele godt
Til gaming er der en nærmest stoisk ro, selv om opdateringsfrekvensen er gode, men ikke prangende, 144 Hz. Det fortæller ifølge min erfaring igen meget om panelets kvalitet.

Jeg er bestemt ikke hardcore-gamer, så er det dit primære formål, bør du prøve den først. De spil og de brugere, vi testede skærmen på, virkede dog fint.

Som jeg ser det, er MSI en fantastisk skærm, der blot er født som gamingskærm.

Den klarer ikke alt som den bedste, men når meget tæt på målet. Af den grund er den værd at prøve, inden du træffer dit valg. Og det bør du, for til prisen på 9.490 kroner er der mange gode konkurrenter i markedet.

Dens allround egenskaber udløser dog en høj karakter hos os. Og det er fuldt fortjent.


Loading ikon