Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der er noget magisk over at lægge en lp-skive på en pladespiller. Den sorte vinylplade skal trækkes ud af coveret, placeres på pladetallerkenen, og pickuppen skal løftes ned i rillen. Det er nok mere besværligt end at snuppe et nummer fra en streamingtjeneste, men processen er mere engagerende. Du skal gøre noget aktivt for at lytte til musikken, og sanserne bliver skærpet.
Grammofonpladen er tilbage i disse år. Salget af pladerne er mangedoblet (omend stadig på et langt lavere niveau end den ellers truede cd). Og det er ikke blot en svag retrobølge. Ritualerne omkring vinypladerne og så måske især den måde, de lyder på, giver comebacket mening. Måske skratter en slidt plade lidt, men i manges ører er vinyllyden blødere og mere medrivende. Der er ikke så mange detaljer som fra en god digitaloptagelse eller en ægte koncertoplevelse. Til gengæld er der sjæl i lyden, der af vinylens venner opfattes som på en gang mere ørevenlig og naturlig, selvom det sidste kan diskuteres.
Analog fra start til slut
Måske skyldes vinylens lydfordele, at signalet er analogt fra start til slut. Når du lytter til en cd, en streamingtjeneste eller musik fra din pc, er den som udgangspunkt lagret digitalt. Det digitale signal, der er gemt som 0’er og 1-taller, skal konverteres til analog form, inden du får det ud i højttaleren eller et sæt hovedtelefoner. Det sker ikke med et analogt gengivelsesmedie som vinylpladen og den tilhørende pladespiller.
Men der er selvfølgelig stor kvalitetsforskel på pladespillere som på al mulig anden elektronik. Testen her af to pladespillere viser dog, at hvis du ofrer cirka 2000 kroner på afspilleren, får du en engagerende lyd og en musikalitet, du skal ofre langt mere for at opnå fra en digital afspiller.
Testduellanterne er afprøvet på det samme anlæg i den absolutte superklasse, så vi kan høre, hvor godt de kan spille under optimale betingelser. Vi har lagt vægt på brugervenlighed og ikke mindst lydkvaliteten. Det sidste er den egentlige årsag til, at vi stadig giver lp’en en chance her i 2016.
Signalet forstærkes 100 gange
Når pickuppen for enden af en pladespillers tonearm aftaster de små bølgedale og -toppe, der er i pladens rille, omsættes udsvingene til et meget svagt elektrisk signal. For at gøre det hørbart, må det forstærkes med 20 dB – svarende til 100 gange.
Samtidig skal signalet frekvenskorrigeres, således at basområdet forstærkes. Man har nemlig dæmpet bassen forud for udskæringen af pladerillen, da den ellers skulle være så bred, at der kun ville være plads til få minutters musik på hver side af pladen. Efter korrektionen kan man presse 20-30 minutters musik ind på hver pladeside.
Det svage signal forstærkes og korrigeres af en såkaldt RIAA-forstærker (for kortelsen står for Recording Industry Association of America), som benytter en standard fra 1952. Før streamingalderen havde de fleste forstærkere en indbygget RIAA (bag phono-indgangen), men i dag er den der sjældent. Heldigvis kan du købe en ekstern RIAA, som sættes ind imellem pladespilleren og forstærkeren forbundet med almindelige phonokabler. Her viser vi to eksempler.
Entusiastløsning med rør
Denne eksklusive RIAA er opbygget med to radiorør, der står for forstærkningen. Opbygningen er dog helt moderne og meget støjsvag. Sammensat af to monoforstærkere, en til hver stereokanal.
Pro-Ject Tube
Box S RIAA.
Pris: 2999 kr.
Billig-løsningen der virker
Kompakt RIAA-modul, der let kan gemmes væk under pladespilleren. Denne håndterer også de såkaldte MC-pickupper, der kræver endnu mere forstærkning.
NAD PP375 RIAA.
Pris: 599 kr.
