Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Nu åbner landets første batteri-station i 10 år / Helle Thorning Schmidts tilsynsråd skal arbejde hurtigere / Airbnb slår forventningerne i flot regnskab

Morgen-briefing: Nu åbner landets første batteri-station i 10 år / Helle Thorning Schmidts tilsynsråd skal arbejde hurtigere / Airbnb slår forventningerne i flot regnskab

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsbriefing fra Computerworld.

Med det tidlige nyhedsoverblik er morgenbestyrer Niels de Boissezon.

I dag åbner landets første batteri-station i 10 år

Godt 10 år efter at projektet Better Place eksperimenterede med batteristationer, hvor elbiler kunne bytte deres afladte batterier ud med et nyt, åbner et nyt op på Idagårdsvej 2-8 ud for Slagelse på Sjælland.

Bag stationen er den kinesiske elbilsproducent NIO, som de seneste måneder har tilbudt sin luksuriøse ET7 elbil.

Her vil ejere af ET7 og selskabets kommende biler såsom den mindre sportsprægede sedan ET5 og den fuldvoksen SUV EL7, kunne trille og igangsætte et fuldautomatisk batteriskifte.

Processen tog sammenlagt under fem minutter, dengang Computerworld sidste år afprøvede NIO’s første batteri-station i Europa, placeret lidt ud for Oslo i Norge.

Helle Thorning Schmidts tilsynsråd skal arbejde hurtigere

Siden Helle Thorning Schmidt medstiftede et tilsynsråd for den sociale mediegigant Meta sidst i 2020, har rådet i alt offentliggjort 35 afgørelser.

Nu vil rådet, som rådgiver de sociale medier Facebook, Instagram og Whatsapp om moderation, til at arbejde væsentligt hurtigere.

Fremover skal sagerne behandles på ned til 48 timer, mens nogle kan få lov til at tage på til 30 dage, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Rådet tæller i alt 23 medlemmer, med juraprofessor fra NYU School of Law Kenji Yoshino som nyeste medlem.

Airbnb slår forventningerne i flot regnskab

Den amerikanske rejsegigant Airbnb leverede en stribe flotte tal i sit seneste regnskab.

I alt bød det fjerde kvartalsregnskab for 2022 på et omsætningsløft på 24 procent over et år, mens omsætningen landede på det højeste niveau nogensinde i selskabets historie: 1,9 milliarder dollar.

Samtidig lød bundlinjen på 506 millioner dollar, langt over de estimerede 432 millioner.

Med både en top- og bundlinje over det forventede, kvitterede børsmarkedet med at sende aktiekursen omkring 10 procent i vejret.

Mere klarhed om regler omkring personoplysninger i forskningsprojekter

Videregivelsesbekendtgørelsen er et regelsæt hvor det har fremgået hvordan personoplysninger ved videnskabelige undersøgelsens afslutning skulle slettes, anonymiseres, tilintetgøres eller tilbageleveres.

Det for at sikre, at det ikke efterfølgende er muligt at identificere fysiske personer ud fra oplysningerne eller i kombination med andre oplysninger.

Denne ændres fra den 1. januar 2023for at præcisere reglerne omkring sletning af personoplysninger, i overensstemmelse med databeskyttelsesloven paragraf 10.

Det oplyser Datatilsynet, hvor den nye regel lyder:

Når formålet med behandling af personoplysninger er ophørt, skal oplysningerne slettes, anonymiseres, tilintetgøres eller tilbageleveres, således at det efterfølgende ikke er muligt at identificere fysiske personer ud fra oplysningerne eller i kombination med andre oplysninger. Alternativt kan personoplysningerne overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen.”