Artikel top billede

Bog: Fear and loathing in Silicon Valley

Klassisk bog om startup-kulturen under den vildeste periode af dotcom-bølgen er stadig værd at læse.

I bogen “Close to the Machine: Technophilia and Its Discomforts” beretter udvikleren Ellen Ullman på levende og stærkt underholdende vis, hvordan det var at gennemleve en af de vildeste perioder i IT-branchens historie – nemlig dotcom-bølgen. Endda set fra gulvet i Silicon Valley, hvor det gik hårdest for sig.

Men hvor de fleste andre bøger om emnet har fokus på kapitalindsprøjtninger og drømme om aktier og rigdom, bliver det hos Ullman mere personligt.

Hun fortæller ikke blot om, hvordan det var at arbejde i dage og uger ud i én køre med kolleger, man kom helt ekstremt tæt på – blot for en dag at se dem gå ud af døren og aldrig vende tilbage.

Men også om, hvordan firmaer blev, købt, solgt og lukket i ét væk, mens medarbejdere blev sendt på gaden med minutters varsel. For sådan var vilkårene.

Forfatteren beretter også om, hvordan det var at bygge helt nye IT-redskaber fra bunden under ekstremt tidspres. Hvor en konstant frygt for ikke at være helt skarp nok var fast følgesvend, og hvor man aldrig helt vidste, om man var på vej ud ad det rigtige spor eller ind i en blindgyde.

I bogen kommer man endda med hele vejen med ind i dobbeltsengen, hvor snakken – når den intime praktik altså er overstået – hurtigt faldt på, hvordan man bedst greb IT-tekniske udfordringer an.

Det lyder måske alt sammen lidt syret, og det er det nogle gange også. Men også stærkt læsværdigt, og The Verge kårede for få uger siden den mere end ti år gamle Close to the Machine som en af de bedste tech-bøger, der nogensinde er skrevet.

Titel: Close to the Machine: Technophilia and Its Discomforts / Forfatter: Ellen Ullman