Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Det er ikke nemt i disse tider, at skulle håndtere en uddannelsesinstitution, dens udvikling og behovet for de mange elever og studerende.
For når man kigger på den bombe, der er blevet smidt i hele den digitale verden i form af de mange kunstige intelligens sprogmodeller (eks. OpenAIs ChatGPT, Googles Bard, Microsofts Bing osv), kan man roligt, sige, at de er blevet stillet foran store dilemmaer.
Og med den første skoledag siden LLM’erne (Large Language Models) har indtaget verdenen, er der dømt kaos på lærerværelset.
For hvordan skal man som en uddannelses-institution forholde sig til, at alle og enhver alene med et enkelt klik kan skabe hele boganalyser, fristile og generelt skriftlige opgaver?
Svaret er, at det kan man nok ikke i første omgang. Og hvad gør man så – man gør som man har gjort tidligere. Går i forsvarsposition og nægter fremskridtet.
Det, der gør os til mennesker
Det kunne lyde som negativitet fra min side – og det er det umiddelbart også. Men intet er sort og hvidt på disse kanter.
Alene sidste års kamp mellem Datatilsynet og Helsingørs Kommune, hvor alle taberne blev dem med Googles Chromebooks, viser meget godt hvilken kamp, der er mellem udviklingen og mulighederne i skolevæsenet. Der er regler, der skal følges, persondata, der skal beskyttes.
Og med AI er der mere end persondata, der skal beskyttes. Sat groft op, er det også hele menneskets kognitive evne, der står på spil.
Det, der gør os til mennesker.
Vi lærer at tænke selv, at løse problemer selv og klare os selv. Teknologien skal blot være et hjælpemiddel på vejen og ikke slutresultatet.
Se et eksempel som Google. I dag er et vigtigt redskab, og måske næsten en selvfølge i vores digitale færden.
Vi Googler gerne til højre og venstre, og svarene på vores spørgsmål har i mange år været lige ved hånden.
Men da Google kom til verden i 1998, blev søgemaskinen i første omgang set på som snyd i undervisningen. Det ødelagde eleverne og de studerendes evner til selv at researche og finde oplysningerne selv.
Historien gentager sig
På mange leder og kanter gentager historien sig endnu en gang.
Nu er det de mange nye muligheder med generativ AI som pludselig sætter spørgsmålstegn ved menneskets selvstændige evner. Og - indrømmet – det er også nemt at falde i og lade AI’en skrive hele teksten og generelt hoppe over hvor gærdet er lavest. Vi er jo mennesker.
Men er det sådan, det skal være?
Skal vi frygte AI og dens potentiale for at gøre os dummere eller smartere?
Skal vi ignorere de muligheder, som AI giver os for at lære på nye måder, at udforske nye områder og at skabe nye ting?
Eller skal vi omfavne AI og dens udfordringer og bruge den som en kilde til inspiration, motivation og innovation?
Jeg er klart på det sidste hold.
Jeg tror på, at skolen kan være et sted, hvor man lærer at bruge AI som et værktøj og ikke som en trussel. Hvor man lærer at kritisk vurdere AI og dens resultater og ikke bare tage dem for givet.
Her kan man lære at samarbejde med AI og dens brugere og ikke bare konkurrere med dem.
Det kræver selvfølgelig en ændring i skolens kultur, struktur og pædagogik. Det kræver modige lærere, nysgerrige elever og engagerede forældre.
Det kræver en åben dialog mellem alle parter om de muligheder og udfordringer, som AI medfører. Det kræver en balance mellem teknologi og menneskelighed.
Det er ikke en let opgave, men det er en vigtig opgave. For AI er ikke kun fremtiden, det er også nutiden.
Og hvis vi vil forberede vores børn til at klare sig i en verden, hvor AI er allestedsnærværende, må vi sørge for, at de får de bedste betingelser for at lære med AI i skolen.
Det er ikke skolen vs fremtiden, det er skolen for fremtiden.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.