Brugen af store sprogmodeller som ChatGPT kan påvirke vores indlæringevne egativt og muligvis føre til intellektuel dovenskab.
Det antyder en ny undersøgelse foretaget af forskere fra det amerikanske eliteuniversitet MIT’s Media Lab.
Det skal dog siges, at undersøgelsen er et såkaldt preprint, som endnu ikke er blevet peer-reviewet, og at den kun er gennemført med 54 deltagere i alderen 18 til 39 år.
Ikke desto mindre er det værd at notere sig undersøgelsens resultater, hvis du beskæftiger dig med uddannelse eller selv bruger ChatGPT i dit arbejde eller studie.
Blev inddelt i tre grupper
I undersøgelsen blev testpersonerne inddelt i tre grupper, der alle skulle skrive et såkaldt SAT-essay, som indgår i optagelsesprøven til amerikanske universiteter og blandt andet bruges til at vurdere elevernes analytiske evner.
Den ene gruppe fik lov til at løse opgaven med hjælp fra ChatGPT, mens en anden gruppe måtte bruge Google. Den sidste gruppe havde ikke adgang til nogen hjælpemidler.
Alle grupper skulle skrive fire essays over en periode på flere måneder, mens de var iført elektroder, som målte deres hjerneaktivitet.
Ifølge undersøgelsen havde gruppen, der brugte ChatGPT, den laveste hjerneaktivitet af de tre grupper og underpræsterede konsekvent på neuralt, lingvistisk og adfærdsmæssigt niveau. Gruppen uden hjælpemidler havde derimod den højeste hjerneaktivitet.
Blev mere dovne
Resultaterne viste også, at gruppen, som brugte ChatGPT, blev mere og mere doven for hvert essay, de skrev i løbet af forsøgsperioden.
Til sidst endte mange af deltagerne i ChatGPT-gruppen blot med at kopiere og indsætte indhold direkte fra ChatGPT.
Ifølge forskerne bag undersøgelsen tyder resultaterne på, at brugen af værktøjer som ChatGPT påvirker brugernes indlæringsevne negativt.
“Vi påviser det presserende problem med en sandsynlig tilbagegang i læringsevner baseret på resultaterne af vores studie,” skriver forskerne og uddyber:
“Resultaterne understøtter en uddannelsesmodel, hvor integrationen af AI udskydes, indtil eleverne har været igennem en tilstrækkelig grad af selvstændig kognitiv indsats. En sådan tilgang kan fremme både umiddelbar nytte af værktøjet og varig kognitiv selvstændighed.”