Utallige velmente forsøg på at give os vores helt personlige nyheder har alle lidt døden – fordi ingen af os alligevel gider fortælle om vore præferencer ved at tilpasse og tilrette en hjemmeside.
Vi gider ikke, basta.
Og den erkendelse lagde ligesom et låg på ambitionerne gennem flere år, men nu dukker den våde drøm op igen i form af to forskellige metoder.
Fordele og ulemper ved RSS
RSS hedder den første metode. Her vælger vi selv, hvilke historietyper eller skribenter vi vil have fra hvilke nyhedstjenester. Jo snævrere vi kan vælge, desto bedre kan vi lave vores helt eget mix af nyheder.
Det fungerer helt fint, så længe stoffet findes som rene RSS-feeds. Og dem kommer der heldigvis flere og flere af.
Desværre bliver øjet hurtigere mæt end subscriber-klikket, og resultatet er, at mange af os har alt, alt, alt for mange feeds. De er allesammen interessante, men vi har behov for at få dem sorteret efter relevans.
Det arbejder udviklerne af RSS-læsere så på. Og de dygtigste af dem kigger på, hvad vi klikker på – og hvad andre, der ligner os, også klikker på.
Internettet kender dig
Og her nærmer vi os den anden metode – eller rettere sagt, alle de andre metoder. Jeg overser sikkert en del, og jeg glæder mig til at få kommentarer på cw.dk.
Men altså: Midt i halvfemserne cirkulerede en vittighedstegning af en hund foran en computer. Teksten lød “On the Internet nobody knows you’re a dog” – og sådan var det: På nettet var vi alle anonyme. Men sådan er det ikke mere.
På internettet ved alle alt – sådan næsten da. Og de computere, der leverer nyhederne, kan benytte deres viden til at udvælge netop de nyheder, der interesserer dig allermest – uden nødvendigvis at involvere dig i processen.
En læser, der besøger en hjemmeside, afgiver straks en lang række informationer. Eksempelvis hvor i landet han sidder (IP nummer), hvilken type historie har lokket ham herind, og hvor han han fundet os (nyhedsbrev, Google, RSS…).
Mange muligheder for at målrette
Hjemmesiden ved selv, hvilket tidspunkt på dagen det er, og så begynder vi at kunne lege med informationerne og regne ud, hvilket type indhold der mest sandsynligt interesserer.
Hos DR vinder tv-omtaler eksempelvis over radio, når det er aften – og omvendt om formiddagen. Hos en elektronikforhandler vinder computere til erhvervslivet i dagtimerne og spillecomputere om aftenen.
Pointen er, at informationerne anvendes til at fremvise det indhold, der har størst chance for interessere den pågældende.
Alene på baggrund af brugernes adfærd kan man lave de kendte lister som “mest e-mailede”, “mest læste”, “mest kommenterede”, “flest track-back’s”, “mest søgte” og så videre.
Men man kan også se på, hvilken samling af historier vi klikker på og sammenligne med, hvad andre gør. Det er “Amazon-modellen” – læsere, der klikkede på denne historie, klikkede også på…
Og selvfølgelig måler man også på, hvor lang tid en bruger kigger på hvad. Og på hvilken karakter man giver hver enkelt historie.
Endelig er der alle de små afstemninger, konkurrencer og spørgeskemaer. Teknisk set er det enkelt at samle al information om hver enkelt brugers præferencer.
Det kan man så bruge til at tegne et “Big Brother”-rædselsscenarie.
Herhjemme har vi heldigvis love og regler til at undgå den slags. Så vi kan nøjes med at arbejde med “Big Helper”
“Big Helper” er den smarte logik, der ud fra al tilgængelig information sørger for at finde præcis den information, vi allerhelst vil have. Og det gælder uanset, om vi taler annoncer eller nyheder.
cs@peytz.dk
Claus Sølvsteen har arbejdet med nye medier siden 1990. Han er indehaver af Danmarks første private e-mail-adresse og partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
