Artikel top billede

Novo Nordisk's hovedkvarter i Bagsværd ved København.

Novo Nordisk kaster sig ud i jagten på nye it-folk

Nye opgaver får Novo Nordisk til at kaste sig ud i kampen om it-medarbejderne. Headhuntere og lyn-rekruttering skal skaffe selskabet 40 nye it-folk i en fart.

Børsnoterede Novo Nordisk har vind i sejlene.

Og det kan mærkes helt ned i kødet på selskabets it-område, der blandt andet står for at skulle have gang i et nyt stort SAP-projekt, ligesom øget intern efterspørgsel har tilført nye opgaver.

En ting mangler dog, før projekterne kan lægge fra land. Og det er medarbejdere.

I en tid, hvor manglen på højtuddannede it-folk ser ud til at tage til herhjemme, mangler selskabets interne it-afdeling, IT & Corporate Development, nemlig et betydeligt antal it-folk.

"Vi mangler netop nu omkring 40 mand," siger Christian Tørnqvist, senior projekt manager i IT & Corporate Development.

Det er en meget stor mundfuld for it-området, der i dag brødføder omkring 200 medarbejdere.

Lykkes det at finde de 40 mand, skal omkring 10 beskæftige sig med virksomhedens nye SAP-projekt, mens resten skal arbejde med dels en række andre it-systemer samt i projekt-organisationen.

Enormt sug i markedet

Novo Nordisk er godt klar over, at arbejdsmarkedet er under pres for tiden. Det er med andre ord hundesvært at finde kvalificerede folk, hvilket en lang stribe it-selskaber har måttet sande.

Det gælder eksempelvis BEC i Roskilde, der fornylig fortalte Computerworld, , at selskabet mangler op mod 200 medarbejdere for tiden.

"Og det har da også ledt til nogle overvejelser om, hvordan vi skulle gribe sagen an, for det kræver en ekstraordinær indsats. Det er klart, at vi også er ramt af det enorme sug, der for tiden er i markedet," siger Christian Tørnqvist.

Nu forsøger Novo Nordisk sig på flere fronter. Selskabet arbejder blandt andet på, at "få medarbejderne i bevægelse," som Christian Tørnqvist siger.

Det betyder med andre ord, at de nuværende Novo Nordisk-ansatte opfordres til at afsøge deres netværk for mulige kandidater, hvilket indtil videre har kastet en del cv'er fra interesserede kandidater af sig.

Kom og bliv ansat

Samtidig har Christian Tørnqvist store forventninger til en lyn-rekrutterings-aften, som Novo Nordisk lader løbe af stablen senere på måneden

Her er ideen, at interesserede kandidater kan indsende deres cv via internettet op til ganske kort tid før arrangementet, hvor de dernæst uden videre kan møde op og komme til samtale.

"Det er ideen, at de skarpeste ansøgere kan stå med et kontrakt-oplæg fra os inden ugens udgang (arrangementet finder sted en tirsdag, Red.)," siger Christian Tørnqvist.

"Speed og momentum er vigtig, og det er ideen, at sådan et arrangement kan trigge de typer, som ikke gider sidde og skrive ansøgninger, men som er gode til deres arbejde," siger han.

Headhuntere på opgaven

Samtidig har IT & Corporate Development-afdelingen pudset en vifte af headhuntere på opgaven med at finde de tungeste SAP-konsulenter.

SAP-konsulenterne hører til blandt de dyreste på it-jobmarkedet med minimumslønninger i omegnen af 45.000. De dyreste får mere end 100.000 kroner om måneden, lyder tidligere prognoser.

Det er dog ikke nødvendigvis løn, som Novo Nordisk vil konkurrere på, og der er ikke umiddelbart planer om at skrue gevaldigt op for lønnen for på denne måde at tiltrække de attraktive medarbejdere.

"En hardcore-konsulent i et mindre konsulent-hus vil nok få en bedre løn end den, som vi kan tilbyde. Til gengæld tilbyder vi jo de klassiske Novo-dyder som ordnede forhold for blandt andet børne-familier, god stemning, udfordringer og gode uddannelses-muligheder," siger Christian Tørnqvist.

Generelt problem

Novo Nordisk mangel på kvalificerede it-folk matcher meget godt en dugfrisk undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Den fastslår, at hver anden virksomhed, som var på jagt efter it-specialister sidste år, havde svære problemer med at få besat stillingerne.

Siden er arbejdskraft-manglen ikke just blevet mindre.

Det har fået foreningen Dansk Erhverv til endnu engang at råbe gevalt.

Foreningen peger blandt andet på KMD, der ifølge chefkonsulent Kira Brøndholdt Johnson for tiden mangler 100 it-specialister.

Ifølge Dansk Erhverv får virksomheder med ledige it-stillinger ikke nok ansøgninger til at dække behovet.

Samtidig har flere problemer med at matche de lønkrav, som ansøgerne stiller. De er ofte høje, fordi ansøgerne godt er klar over, at de er efterspurgte på markedet.

Alligevel er lønnen ikke det afgørende, mener Kira Brøndholdt Skov. Det er derimod trivsel og gode forhold i øvrigt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere


Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere