Artikel top billede

Se dokumentet, som revisorer fra KPMG gav Computerworld allerede inden IT Factory-skandalen kom på alles læber efter Stein Baggers forsvindingsnummer.

KPMG skulle forsvare IT Factorys regnskab

Inden skandalen om IT Factory brød ud, skulle revisorer fra KPMG svare på spørgsmål fra journalister om IT Factorys regnskab. Se det særlige dokument, selskabet udarbejdede for Stein Bagger.

Den 29. oktober, da Computerworlds chefredaktør Jan Horsager, journalist Kristian Hansen og it-blogger Dorte Toft havde et knap tre timer langt interview med Stein Bagger og presserådgiver Erik Ove, stod der revisorer fra KPMG klar i lokalet nedenunder.

De skulle om nødvendigt svare på spørgsmål om IT Factorys regnskab.

"Vi kan bekræfte, at der var revisorer fra KPMG til stede den pågældende dag. På grund af vores tavshedspligt kan vi kun over for politiet eller kurator oplyse mere uddybende om besøget. Vi kan dog understrege, at vi ikke har gennemført revision eller review af perioderegnskaber i 2008," skriver kommunikationsmedarbejder Michael Basland i en mail til Computerworld.

Interviewet foregik lidt mere end en måned inden, at bestyrelsesformand Asger Jensby kontaktede bagmandspolitiet med beskeden om milliard-svindlen.

Under interviewet sagde Stein Bagger, at han gerne ville vide med det samme, hvis der var nogle regnskabstekniske spørgsmål.

Det skyldtes, sagde han, at han havde revisorer siddende i lokalet nedenunder, som var klar til at svare på spørgsmål.

Revisorerne blev dog aldrig kaldt op til interviewet, da spørgsmålene i første omgang drejede sig om, hvem der var kunder og partnere, og hvor omsætningen kom fra - hvilket direktøren selv måtte kunne svare på.

KPMG lavede særligt dokument

Det store revisorselskab havde også udarbejdet et særligt dokument til Stein Bagger til lejligheden.

Det fremlagde Stein Bagger under interviewet, ligesom det efterfølgende bliver sendt per mail til Computerworld og Dorte Toft.

Dokumentet er dateret onsdag 15. oktober. I det redegør KPMG for,hvordan udviklingsudgifter måtte påvirke de flotte regnskabstal.

Hos KPMG bekræfter man ægtheden af dokumentet.

"Vi kan bekræfte, at vi har udarbejdet vedlagte brev til IT Factory A/S ved direktør Stein Bagger, dateret 15. oktober 2008. Brevet indeholder en redegørelse for regnskabsreguleringen af udviklingsprojekter, og endvidere fremgår tal fra de offentliggjorte årsrapporter for 2006 og 2007 for IT Factory A/S," skriver Michael Basland i en mail til Computerworld.

Ekspert: Sjælden opgave
Lektor og ekspert i revision Kim Klarskov Jeppesen fra CBS forklarer, at både det forhold, at selskabets revisorer skal stille op til et interview med journalister, og det forhold, at man skal udarbejde et særligt notat om poster i regnskabet, må have givet anledning til forundring hos KPMG.

"Jeg har aldrig før hørt om, at revisorer skulle være med til interviews med journalister. De er med til generalforsamlinger, men det er også det," siger han.

Sammenholdt med det dokument, KPMG er blevet bedt om at lave, må det have vakt undren hos selskabet, mener Kim Klarskov Jeppesen.

"Pressens interesse for IT Factorys regnskab har KPMG da sikkert bemærket, og det fører normalt til en øget fokus på de kontroversielle områder i fremtidige revisioner."

"Men jeg ville da også selv have gået tilbage og dobbelt-tjekket regnskaberne for de år, der er lavet, inden jeg skal stille op til et møde med journalister. For nu at tjekke, at man vitterligt har gjort arbejdet godt nok," siger han.

Bagmandspolitiet har materiale

Bagmandspolitiet har for nylig anmodet om at få tilsendt KPMG's materiale.

I den forbindelse udsendte KPMG en pressemeddelelse, hvor administrerende direktør Stig Due siger, at selskabet ingen mistanke eller indikationer har om medarbejderes indblanding i svindlen.

Tidligere er det kommet frem, at en skuespiller under samme knap tre timer lange interview den 29. oktober skulle lade som om, hun var receptionist på et amerikansk universitet.

Et universitet, hvor Stein Bagger påstod, at have en phd-grad fra, hvilket viste sig at være forkert.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere