Artikel top billede

Oracle vil samle hele datacentret i én maskine

Oracles særdeles aggressive opkøbsstrategi skal på længere sigt udmønte sig i én samlet datacenter-løsning. Analytikere mener, at fuldt intregrerede løsninger vinder markedsandele i fremtiden.

San Fransisco: Datacentret er traditionelt et kludetæppe af forskellige teknologier fra en myriade af hardware- og software-leverandører.

Den udvikling vil flere it-selskaber som IBM, HP og senest Cisco og Dell forsøge at trevle op med integrationsløsninger, der samler så meget software som muligt i én kasse.

Og nu vil softwareselskabet Oracle også med på vognen.

Det skal ske via selskabets egen traditionelle databasesoftware og middleware samt ikke mindst integrationen af hardware og software fra de seneste fire års ekstremt aggressive opkøbsstrategi, hvor Oracle har brugt over 200 milliarder kroner på at opkøbe over 50 selskaber heriblandt PeopleSoft, Siebel, Bea, Hyperion og Sun.

Man samler ikke selv sin bil

Mere specifikt vil Oracle søge at producere en samlet datacenter-løsning til selskabets branche-specifikke kernemålgrupper, der blandt andet tæller finans-, tele-, transport- og den offentlige sektor, hvilket skal ske gennem en storstilet software-integration af selskabets omkring 3.000 forskellige produkter.

"Vi har et større og større ansvar for at kundernes teknologier virker sammen," lyder det fra Oracle-præsident Safra Catz mens hun står sammen med den anden Oracle-præsident, Charles Phillips, på den gigantiske Oracle OpenWorld-scene i San Franciscos Moscone-konferencenter.

"Hvis ikke det virker sammen, svarer det jo til, at I bestiller en bil, og modtager en stor bunke af små dele ude i garagen, som I selv skal samle, uden der er nogle klare svar på, hvordan delene skal samles," siger Safra Catz.

Åbenhed er vejen frem

Som et eksempel på en samlet løsning fremhæver de to præsidenter sidste måneds lancering af database-serveren Exadata v.2, der er bygget op omkring storage, software optimeret til at køre datawarehousing, business intelligence (BI) og OLTP (online-transaktionprocessing).

"Visionen er at integrere alle teknologierne i én og samme maskine - ligesom i Sun Oracle databasemaskinen," forklarer Oracle-præsident Safra Catz om Oracles fremtidige satsninger på en samlet datacenter-løsning, der udover Oracle-databasen skal bindes sammen med Sun-hardware, it-infrastruktur, middleware og målgruppe-specifikke applikationer fra Oracles mange opkøb.

Safra Catz understreger samtidig, at åbenhed og standardisering er nøgleord i selskabets datacenter-strategi, hvor selskabets blandt andet benytter sin egen virtualiseringsteknologi, VM 2.2, bygget på Xen-hypervisoren.

"Vi vil være nummer et inden for alle vores teknologier og også integrere systemerne så godt som muligt, så kunderne selv skal udføre mindst muligt arbejde. Men det er samtidig vigtigt at holde systemet åbent, så kunderne selv kan tilføje andre løsninger," lyder det fra konference-scenen.

Forventer flere produkter

Safra Catz nævnte dog ikke, at den gamle samarbejdspartner HP igennem 25 år blev skrottet i udviklingen af Exadata v.2, og Oracle i stedet byggede den flash-baserede server i samarbejde med den måske-købte hardware-virksomhed Sun Microsystems.

Der blev heller ikke talt om, at Exadata kører på Intel-processorer og Linux frem for Suns Sparc-processorer og Sun-styresystemet Solaris.

Hvor meget vil du betale for simpelheden?

Gartner-analytiker Donald Feinberg med speciale inden for databasesystemer fortæller Computerworld, at han ikke anser de manglende Sun-teknologier som noget større problem.

"Sun Oracle databasemaskinen er givetvis det første af mange produkter, og jeg forventer derfor også at se en version med Solaris og Sparc og derefter en applikationsmaskine med hele software-stakken inklusiv Fusion Apps," vurderer Donald Feinberg.

Han sammenligner Oracle-udviklingen med IBM's AS/400 og nuværende Power-system. Donald Feinberg forventer, at Oracle vil kunne opnå samme succes sin databasemaskine.

"Komplette konfigurationer er i stigende grad blevet populære. It-afdelingerne ønsker jo ikke at konfigurere og installere alting selv, og it-afdelingen behøver jo kun ét service-opkald, hvis der er problemer med en komponent. Spørgsmålet er så bare, hvor meget vil en virksomhed være rede til at betale for simpelheden?" spørger han med henvisning til, at priserne på Exadata-maskinen starter på den høje side af en halv million kroner.

IDC: Varsler nye tider
Analysehuset IDC mener også, at Oracles mere holistiske strategi rettet mod datacentret kan varsle nye tider i den helt tunge it-industri.

"Dette (Exadata v.2, red.) repræsenterer det første skridt i, hvad der kan være en serie af aktioner fra Oracle, der vil forstyrre selskabets eksisterende partner-systemer på hardware-markedet," lyder det fra IDC-analytikerne Jean Bozman og Matthew Eastwood.

De peger på, at Exadata v.2 vil appellere til "store og meget store selskaber," hvor man fokuserer på at konsolidere sine database-workloads.

Gartner-analytiker Donald Feinberg peger derimod på, at den generelle tendens med salg af færdig-konfigurerede systemer på længere sigt vil kunne slå igennem hos især mellemstore virksomheder.

"Hoveddelen af de mellemstore virksomheder ønsker jo en "one-stop-shop" med en enkel tilgang til supporten. Det ønske vil utvivlsomt stige de næste fem år, selv om de store pre-konfigurerede systemer aldrig helt vil komme til erstatte virksomhedernes egne og personlige infrastruktur," lyder vurderingen fra Donald Feinberg til Computerworld.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere