Jeg har været med fra computerens tidlige ungdom. Computerens ungdom var som vi andres. Unge er svære at forstå og komme i kontakt med.
Ikke desto mindre er det alligevel lykkedes flere gange - både med unge mennesker og computere.
Når det dengang lykkedes at begribe programmering i de maskinnære sprog, fik man en oplevelse af at beherske interaktionen og af at kunne planlægge fejlsøgning og systematisk programmering. Man fik en følelse af at kunne noget.
De moderne programmer er derimod meget nemmere at gå til. Computeren er blevet et redskab for alle, og brugerfladen har fulgt med. Det har til gengæld også haft den betydning, at det kun er muligt at interagere med maskinen, hvis programmerne gør, som man forventer. Gør de ikke det, ved man ikke, hvad man skal gribe og gøre i.
Begrænsninger for brugeren
Jeg oplever ingen systematisk logik i forhold til, hvordan jeg skal interagere med maskinerne. Og det er det heller ikke meningen, at jeg som almindelig bruger skal kunne eller kunne læse mig til.
Manualer, der skal hjælpe til at håndtere computere og fejlhåndtering af disse, er stort set ikke-eksisterende og sjældent fyldestgørende. Man kan købe sig til ekstra manualer ‘for dummies', hvis man ellers vil vedkende sig, at det er det, man er. Og så kan man prøve videre.
Problemet er, at de nok giver svar på, hvordan man håndterer computeren, hvis den gør, som man forventer. Men det er trods alt sjældent i disse situationer, at man faktisk har brug for håndsrækningen.
Nok er det rigtigt, at computerproblemet oftest sidder 30 centimeter fra skærmen, men det hjælper ikke meget at sige det til sig selv, når der går moderne, digitalt båndsalat i den.
Det bedste man kan gøre, når man kommer til kort, er at prøve sig frem. Alternativt råbe om hjælp. Fejlretning er således blevet en sag for professionelle. Og også de forsøger sig i et eller andet omfang frem. Ikke i blinde. Men heller ikke efter en nøje beskrevet plan.
Fejlhåndteringen er ofte præget af semiintuitive forsøg: "Prøv at slukke og tænde igen".
For meget af det gode
Det, mener jeg, er et klart udtryk for, at brugervenligheden har taget overhånd. Det kan lyde omvendt - at brugervenligheden står i vejen for brugerens ageren med maskinen. Men bagsiden af brugervenligheden er, at vi ikke kan håndtere, hvad der skal gøres, når udyret ikke lever op til forventningen.
På den måde har brugervenligheden haft en umyndiggørende effekt. Vi er dygtige til tekstbehandling, til regneark og kan surfe på internettet, men kan vi egentlig gøre noget som helst, når computeren sender en fejlmelding?
God ledelse er i min optik det modsatte; nemlig at bemyndige sine medarbejdere til stillingtagen og handling. En forudsætning for selvledelse og medledelse er, at man har forudsætningerne for at agere på egen hånd på de problemer, man møder i sit arbejde.
Men relationerne til computerne og til it-afdelinger, der monopoliserer system-adgangen, er omvendt umyndigørende og aflærer vores evner til at agere på egen hånd - og således kontraproduktivt til selvledelse.
Jeg mener, det er en udfordring for næste generations interface-udviklere at give os den intelligente og bemyndigende interaktion med maskinerne tilbage og bringe os ud af den fordummende hjælpeløshed, som de meget brugervenlige systemer sætter os i.
Vi vil blive voksne med computeren igen.
Lars Goldschmidt er direktør i Dansk Industri og adjungeret professor ved Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse, Copenhagen Business School.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
