Artikel top billede

Den danske teknologi-ambassade i Silicon Valley sørger for, at danske iværksættere med dot-com-drømme kan få kvalificeret rådgivning. Foto: Frederik Danvig. (Foto: Frederik Danvig)

Danske teknologi-samaritter i Drømmenes Dal

Danske virksomheder med våde Silicon Valley-drømme har siden 2006 haft en allieret i hjertet af drømmenes dal, der både hjælper virksomheder til USA og hjemtager kostbar viden til Danmark.

Palo Alto, Californien: Inden for i en lidt anonym kontorbygning på 200 Page Mill Road i Palo Alto - hjertet af Silicon Valley - snakker de dansk.

Her ligger nemlig Innovation Center Denmark. En slags dansk teknologi-ambassade plantet midt i hightech-hovedstaden med to primære formål.

Det ene er at fungere som en slags efterretnings-tjeneste, der har til opgave at hjemtage den nyeste og mest avancerede teknologi-viden fra Silicon Valley.

Det betyder, at de udsendte danskere følger vågent med i, hvad der rører sig hos de mange kendte firmaer i dalen, samtidig med, at de har samarbejder med områdets elite-uddannelsessteder som UC Berkeley og Stanford University.

Kontorets anden hovedopgave er at rådgive og hjælpe danske virksomheder, der gerne vil ind på det enorme amerikanske marked eller slå sig ned i det nordcaliforniske teknologi-drømmeland.

Masser af danskere i dalen

Og netop på det område får centret mange henvendelser, fortæller Marianna Lubanski, direktør i Innovation Center Danmark. Faktisk bor der allerede i dag over 7.000 danskere i og omkring San Francisco og resten af Silicon Valley.

"På it-området kommer virksomhederne helt af sig selv. Vi har rigtig, rigtig mange danske 'startups', som godt ved, at hvis de skal noget, så skal det være her," siger hun.

Langt de fleste danske it-iværksættere, fortæller Marianna Lubanski, vil til Silicon Valley for at rejse kapital til deres teknologi-virksomheder. Hun understreger dog, at man endelig ikke skal tro, at pengetræerne vokser ind i himlen, blot fordi man kommer til drømmenes dal.

"Kravene er ikke mindre her, blot fordi der er flere penge. Konkurrencen om pengene er meget, meget hård," slår hun fast.

Marianna Lubanski fortæller, at et af de første skridt mod at blive anerkendt af de amerikanske investorer er at få sig en amerikansk adresse, man kan skrive på visitkortet.

Og netop den øvelse kan det danske center på Page Mill Road hjælpe firmaer med USA-drømme med, fortæller hun.

"Du kan lave et amerikansk selskab hos en advokat, og så kan du få en adresse her, så du har det på dit visitkort. Så er du lokal i amerikanernes øjne, for alle kender Page Mill Road. Firmaerne bor her så virtuelt og bruger adressen som det første skridt mod at blive anerkendt som et lokalt selskab," siger hun.

Skik følge eller land fly

Ét kontor gør det imidlertid ikke alene. Hvis de danske firmaer vil gøre sig forhåbninger om at slå igennem i Silicon Valley, er det helt nødvendigt at forstå den specielle Valley-jargon.

"Investorerne er så vant til at se tingene på den her specielle Silicon Valley-måde, så vi hjælper de danske virksomheder til at lære at gribe det rigtigt an," siger Marianna Lubanski.

"Vi træner dem i at lave en ordentlig 'pitch' (salgstale, red.) og i at lave et 'deck', som det hedder. Det er en PowerPoint-præsentation, der maks må have 10 sider, hvor investorerne klart skal kunne forstå, hvad det er, du laver. Det er ret krævende at udforme den, og det er der ikke ret mange danskere, der kan," siger hun.

Lær den rette omgangsform

Når de indledende øvelser er klaret, kan det danske teknologi-kontor trække på sine mange kontakter rundt omkring i dalen, så de danske iværksættere får en fornemmelse af, om ideen holder. Det gør nemlig langt fra altid, fortæller Marianna Lubanski.

"Vi kan hjælpe dem med at finde de rigtige mennesker. Det er jo ikke os, der kan hverken skaffe penge eller kender alt til teknologi, men vores opgave er at vide, hvem der er de rigtige at snakke med herovre," siger hun.

Et typisk problem, som de danske virksomheder støder ind i, når de vil prøve kræfter med det amerikanske marked, er, at deres målgruppe er for uskarp, fortæller hun.

"De fleste danske firmaer tænker meget bredt, fordi der er så relativt få kundemuligheder i Danmark, så de fleste lever af at have meget forskellige kunder. Når de kommer herover skal de typisk være så målrettede og skarpe mod en helt præcis målgruppe. Det kan godt være, at en given løsning kun virker for investeringsbankfolk i den og den type banker, der har lige præcis det system, men det er på det niveau. Det skal være helt præcist defineret, hvem der er kunderne," siger hun.

Kvikke hoveder og masser af penge

En anden fodfejl er ikke at have gjort sit hjemmearbejde godt nok. At tro, at man er de eneste, der har fundet på ideen, forklarer Marianna Lubanski.

Hvis man vil til Silicon Valley, må man indstille sig på en benhård konkurrence fra branchens allerskarpeste hoveder.

"Typisk finder de ud af, at de troede, de var enormt langt fremme, og at deres produkt var helt unikt. Så kommer de herover og finder ud af, at der sidder 20 firmaer, der kan det samme og måske er længere fremme," siger hun.

Masser af penge og overskud

Udover at Silicon Valley er attraktivt på grund af de mange velpolstrede venture-fonde, der holder til på kapital-hovestrøget Sand Hill Road i Palo Alto, er miljøet også attraktivt på grund af de mange eliteuniversiteter, der hører hjemme i Silicon Valley.

De forsyner nemlig områdets mange teknologi-virksomheder en helt uvurderlig arbejdskraft.

"Det, der er så fantastisk ved det her økosystem, er dels, at der er penge, men ligeså vigtigt er det, at der er så mange kloge hoveder her. De står simpelthen i kø," fortæller Marianna Lubanski om miljøerne omkring specielt Stanford University og UC Berkeley.

"Mobiliteten af dygtige talenter er enormt stor, fordi det er sådan et sted, der er så attraktivt, så hvis de skarpe hoveder på en eller anden måde kan komme hertil, så gør de det," siger Marianna Lubanski.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere