I de første måneder efter Anni Jensen er begyndt på sin nye arbejdsplads, begynder det langsomt at dæmre for hende, at det nylige jobskifte nok ikke er det heldigste karrierevalg, hun har truffet. Det går op for hende i takt med, at personalechefen stopper, den næste personalechef siger op straks efter at være startet, og hendes egen chef indlægges på hospitalet ? psykisk nedbrudt.
Historien starter i februar 1999. Anni er blevet headhuntet som projektchef til et datakommunikationsfirma med små 200 ansatte (Anni ønsker ikke, at navnet på firmaet kommer frem, red.). Kort tid efter hun er startet, bliver hendes chef ? som også er den, der har ansat hende ? indlagt, og Anni sejler mere eller mindre sin egen sø i den måned, han er sygemeldt. Straks efter han kommer tilbage, siger han op, og Anni er atter overladt til sig selv.
Ingen styring
Det har hun i mellemtiden fundet ud af, at hun ikke er den eneste, der er. Firmaet er præget af manglende styring, beslutninger som ændres hele tiden, usikkerhed om, hvad man skal lave og stor udskiftning i personalet.
- Firmaet havde ikke stillingsbeskrivelser, så ansvar og kompetence havde du ikke på plads. Du vidste ikke, hvad du skulle og hvad du måtte, og ingen kunne regne med, at beslutninger stod ved magt. Når jeg for eksempel havde besluttet et eller andet, så kunne beslutningen godt været lavet om af en overordnet fem minutter senere, så min troværdighed overfor mine underordnede røg en tur, fortæller Anni.
Hun finder efterhånden ud af, at det er direktøren og hans lederstil, det er galt med.
- Der var en påvirkning fra direktøren, som syrede nedad gennem hele virksomheden. Man kom sig selv nærmest. Hvis man havde direktøren på tomandshånd, så var der ingen problemer, og man var simpelthen den bedste. Men hvis man var i en lidt større forsamling, så gik han efter personen, så det var åbenlyst for alle, at den person, han nu var ude efter, var en idiot og ikke duede til sine ting. Man blev simpelthen forklejnet, og det er der jo ingen, der kan tåle over en længere periode, siger hun.
Hårdt arbejdspres
Attituden fra direktøren gør, at medarbejderne føler sig utrygge og arbejder hårdt for at vinde hans gunst.
- Der var store forventninger til folk. Man kunne godt sige fra, men det gjorde man ikke, fordi man psykisk var presset. Det lå hele tiden i baghovedet, at man blev
jagtet, hvis man ikke sagde ja og var enig, fortæller Anni.
Så Anni siger ikke fra, og arbejdsdagene er lange. Mange gange fra kl. 7.00 til kl. 21.00 eller 22.00, og det begynder at kunne mærkes derhjemme.
- På et tidspunkt sagde de hjemme, at hvis det bliver ved på den her måde, så flytter de. Så kunne jeg bo alene, siger Anni sarkastisk.
- Jeg kan ikke selv sætte ord på, hvor anderledes jeg blev, men på hjemmefronten mærkede de det. Når jeg kom hjem, så var jeg hysterisk og kunne ikke sove. Og jeg tænkte meget ? hvis nu jeg siger sådan i morgen, hvad mon der så sker?
Men Anni er ikke den, som er hårdest ramt. I juli måned 2000 bliver en af hendes kolleger indlagt på grund af stress. Han er stadig sygemeldt ind i mellem og er i dag ansat i et skånejob i firmaet.
Folk forsvinder på stribe
I det hele taget er folk kede af at være i virksomheden. Omkring en tredjedel af personalet udskiftes årligt, og specielt lederne siger op. I de 21 måneder Anni når at være i firmaet, forsvinder 12 mellemledere og tre af de funktionschefer, som hierarkisk befinder sig lige under direktøren.
- Alle dem man arbejdede sammen med, pludselig var de væk. Så havde de sagt op. Vi prøvede at stå sammen, men der gik jo ikke mere end en måned, så havde en af dem, man stod sammen med, sagt op også. Du kunne ikke danne dit eget netværk, for lige pludselig var det der ikke, fortæller hun.
Det bliver dog alligevel hendes netværk, der holder hende oven vande. På et tidspunkt, hvor hun er ved fuldstændig at opgive det hele og sige op, selvom hun ikke har et andet job på bedding, støttes hun af en gammel bekendt, som også er ansat i firmaet. Det giver hende luft, og de to samt endnu en ansat begynder at holde sammen.
- Det betød meget. Jeg tror, at jeg var rejst eller gået psykisk ned, hvis jeg ikke havde haft nogen at tale med. På en eller anden led er det meget rart at have nogen, der er i samme båd. På hjemmefronten kan de ikke forstå det på helt samme måde. De synes selvfølgelig, at det er synd, men på et eller andet tidspunkt bliver det træls for dem at høre på, og derfor tror jeg, det er vigtigt at have nogen at tale med, der kan se det fra samme side, siger Anni, der også var bange for at læsse for meget af på familien.
Lykkelig fyring
I november sidste år slutter mareridtet. Anni bliver fyret, fordi hun ikke vil gå med til en organisationsændring, hun mener, er uholdbar. Set i bakspejlet har hun svært ved at forstå, hvordan det kunne komme så vidt, uden at hun sagde fra.
- Jeg blev ved med at tænke, at det MÅ kunne lade sig gøre at få det til at køre. Selvom man har de odds imod sig. Jeg tror, det er stolthed, forklarer hun.
- Men i dag er jeg sikker på, at jeg ville springe fra. Der var for mange omkostninger. Når jeg tænker tilbage, så var jeg stort set ikke hjemme i de to år. Og når jeg endelig var hjemme, så var jeg det ikke helt alligevel, siger Anni, der er lykkelig over, at hun til sidst blev fyret.
- Så var der endelig en afklaring. Selvom jeg var begyndt at søge væk, var jobbet selvfølgelig stadig i mine tanker. Men da fyringen kom, så behøvede jeg ikke at tænke i den retning mere. Jeg kunne fokusere udad på noget andet. Og så kunne jeg sove igen.
Læs flere artikler om stress her
