Feterede faggrupper i IT-verdenen får sjældent lov at være helt i fred. Der er rift om dem, og når "byttet" er på konferencer, tyer de rekrutteringsivrige til fantasifulde metoder.
Selv på toiletterne slipper de eftertragtede nu ikke for hovedjagt. Her lå stakke af jobopslag fra nordjyske Spar Nord Bank, da 600 java-udviklere i denne uge deltog i en konference om objekt-orienteret programmering: JAOO i Århus på Scandinavian Congress Center.
Stakkene var blevet lagt af en mand, der også selv var en omvandrende jobannonce. Som teamleder for Spar Nord Banks java-udviklere havde Søren Raaschau iført sig en t-shirt med påtrykt reklame for ledige java-jobs i banken. Hans fire kolleger, der var med til konferencen, vandrede også omkring med en efterlysning af nye kolleger på overkroppen.
- Vi har været der for at lære, men det koster jo ikke ekstra at tage en t-shirt på. Vi var nok dem, der var mindst diskrete med rekrutteringen, erkender Søren Raaschau, Spar Nord Bank.
Chefens skyld, hvis folk går
Han mangler nu og her to udviklere, men ville med sin toilet- og t-shirt-markedsføring også gerne sende et langsigtet signal til udvikler-folket, så de er opmærksomme på banken, hvis de en dag søger nye karriere-græsgange.
- Spar Nord Bank er ikke kendt som et IT-hus, der er fremme i skoen. Men det er vi i høj grad, siger Søren Raaschau.
Som teamleder er han dog ikke nervøs for at miste sine egne kolleger til æggende konkurrenter på konferencer.
- Hvis de bliver headhuntet, er det fordi, jeg ikke gør mit arbejde godt nok. Jeg tror ikke, at nogen skifter job på baggrund af hunting på konferencer, medmindre de i forvejen er utilfredse med deres job, mener
Søren Raaschau.
Billboard og busreklamer
En IT-firma fra Aalborg så også sit snit til at smide snøren ud efter java-udviklere på konferencen i Århus. Conscius, der producerer e-handelsløsninger, havde medbragt en bunke lapper, hvorpå der stod, at firmaet søgte "de bedste java-udviklere".
- Netop på en konference, der er så softwarespecifik, er der ingen tvivl om, at der er relevante medarbejdere for os, siger Bettina Egerland, administrerende direktør i Conscius.
Hun tøver ikke med at spørge en konferencedeltager, om han eller hun er på en god arbejdsplads, hvis de kommer i en god dialog.
Som leder af en relativt ukendt arbejdsplads i branchen, har Bettina Egerlund også overvejet at gå mere radikalt til værks i sin rekruttering. Hun har overvejet at leje et lille stykke jord på nabogrunden til virksomheder, som har attraktive udviklere. På jorden ville hun opstille et billboard med reklame for hendes arbejdsplads.
Konference førte til jobsamtale
Ellen Varsi, der arbejder som seniorkonsulent i Objectware i Norge, kender udmærket rekrutteringselementet på konferencer. Som deltager på JAOO-konferencen i Århus valgte hun dog at koncentrere sig fuldt ud om det faglige indhold i oplæg og samtaler med fagfæller.
- Jeg har ikke tænkt mig at skifte job nu, da jeg er glad for det, jeg har. Men tidligere, da jeg befandt mig i et utilfredsstillende job, stødte jeg ind i en bekendt på en anden konference. Og det førte til en ansættelsesproces. Det endte dog med, at jeg trak mig ud og i stedet valgte min nuværende arbejdsplads, siger Ellen Varsi.
Måske nyttigt senere
Stefan Schulze, der var rejst fra München i Tyskland for at deltage i JAOO-konferencen, blev mildt sagt ikke indfanget af Spar Nord Banks toilet-annoncer eller Conscius' lapper. Men det har en naturlig forklaring:
- Jeg har set dem, men de var skrevet på dansk, så jeg forstod ikke, hvad de handlede om. Min erfaring er, at det i højere grad er den netværking, der foregår deltagerne imellem, som kan føre til jobskift. Hvis jeg søgte job, ville det være nyttig information at høre fra en medarbejder, hvad han arbejder med, og hvordan man tackler tingene på hans arbejdsplads, siger den tyske softwarearkitekt og konsulent fra Siemens.