Bredbåndets historie
I dag tager vi næsten bredbånd for givet.
2 Mbps forbindelser er ikke unormale – de er faktisk lidt utilfredsstillende, og vi kræver mere. 20 Mbps er også kommet på markedet, 50 Mbps ligger lige om hjørnet, og det vil dulme vores umættelige behov for bredbånd en tid. Men kun fremtidens fiberforbindelser kan give os de hastigheder, vi virkelige sukker efter. 100 Mbps! 1.000 Mbps! Mere! Mere! Mere!
Men det er kun 30 år siden, at hastigheder på 300 bps (ca. 0,0003 Mbps) via et akustisk modem med manuel opringning var den eneste mulighed. Teleselskaberne har siden da tilbudt stadig hurtigere dataforbindelser, og i de senere år er det tillige blevet muligt at få bredbåndsforbindelser via kabel-tv.
Trådløse bredbåndsforbindelser har teknologisk set også været mulige i flere år, men det er først med WiMAX, at det marked ser ud til at tage fart – i hvert fald i den private sektor.
Lad os, mens vi venter på fiberforbindelserne, tage et kig tilbage på dengang, hvor bredbånd var smalbånd, og spam bare var dåsekød.
Det hele begyndte med modemet
De første dataforbindelser over telefonlinjer bestod af to modemer, et i hver ende af forbindelsen, der kommunikerede med hinanden. Ordet "modem" er en forkortelse for Modulator/Demodulator og dækker i praksis over en teknologi, der konverterer (modulerer) pc'ens digitale data til analoge lyddata. Disse lyddata sendes over telefonlinjen til en anden pc med et andet modem, der igen konverterer (demodulerer) dem tilbage til digitale data. På den måde er data blevet sendt som analog lyd gennem det traditionelle telefonnet i mange år.
De første modemer til privatbrug var akustiske eller “mekanisk tilkoblede”, idet de ikke var forbundet til telefonnettet via en ledning, men ved at lægge en almindelig telefons hørerør i modemets to gummimuffer.
Dette design skyldtes, at det amerikanske telefonselskab AT&T havde eneret på at koble apparater på telefonnettet via et teknisk interface. Det akustiske modem benyttede derfor et mekanisk interface og kunne dermed omgå AT&T's eneret.
De to muffer agerede med deres indbyggede højttaler og mikrofon henholdsvis mund og øre for modemet og dermed pc'en, men i stedet for at sende og modtage samtale, var det lyddata, der blev udvekslet.
For at oprette kontakt til en anden computer med et akustisk modem, skulle man manuelt dreje telefonnummeret på pc’ens modem og lægge hørerøret i mufferne.
Det akustiske modem blev i 1981 erstattet af det såkaldte "Smartmodem", da amerikanske Hayes Communication efter en lovændring, der eliminerede AT&T's monopol, koblede et 300 bps modem direkte på telefonlinjen.
Indbygget i Smartmodemet var en teknologi, der tillod pc'en at give modemet en række kommandoer, som simulerede at røret blev løftet, at der blev ringet op, samt at røret blev lagt på igen. Smartmodemet udkonkurrerede hurtigt det akustiske modem, da det var langt smartere og lettere at have med at gøre. Desuden åbnede det for en helt ny mulighed: Bulletin Board Systems.
Netop fordi Smartmodemet selv kunne besvare et opkald fra et andet modem, blev det muligt for selv små virksomheder og private at have en pc stående til at besvare opringninger 24 timer i døgnet. Bulletin Board Systems eller BBS’er, som de populært blev kaldt, sprang i løbet af 1980’erne op som neonoplyste døgnbutikker i kolde og mørke gader.
Med tiden blev modemet udviklet med fejlkorrektion og datakomprimering og flere andre teknologier, der gjorde modemet bedre til at overføre data. Ved 56 Kbps stoppede udviklingen dog, og ISDN trådte ind som afløseren.
ISDN: Tal og surf på samme tid
Integrated Services Digital Network (ISDN) var i en overgang løsningen på alle trængslerne med det analoge modem, der tabte forbindelsen for et godt ord eller bare ikke kørte hurtigt nok. ISDN leverede via to telefonlinjer et sæt B-kanaler på hver 64 Kbps og en D-kanal på 16 Kbps.
B-kanalerne kunne bruges til data eller tale, hvilket eliminerede et andet problem med det analoge modem: Nemlig at man ikke kunne tale i telefon, mens man var online. De to B-kanaler kunne dog også kombineres til databrug, hvormed man kunne opnå en hastighed på 128 Kbps.
D-kanalen var reserveret til styring, men kunne under de rette omstændigheder også bruges til data.
Faktisk kunne ISDN mere end beskrevet her, men som forbrugerprodukt fra teleselskaberne var det simultan tale og dataoverførsel samt den øgede hastighed, der blev markedsført.
En anden fordel var desuden, at man med ISDN ikke behøvede at vente på, at pc'en ringede op og skabte forbindelse. Med ISDN var man online på få sekunder, og modemets skrigen og hylen var dermed også elimineret.
Dette kunne lade sig gøre, fordi ISDN var baseret på digital kommunikation og ikke på konvertering af analoge lyddata. Digitale forbindelser var åbenlyst fremtidens kommunikationsform, men valgte man ISDN, måtte man også ud og investere i en ISDN-telefon. Sådan var det.
ISDN nåede dog ikke at udkonkurrere det analoge modem, for inden årtusindeskiftet kom ADSL på banen.
ADSL og fiber
ADSL eller Asymmetric Digital Subscriber Line er nutidens mest udbredte form for bredbånd og kræver derfor ikke den store introduktion. Systemet er digitalt og asymmetrisk, hvilket betyder, at datahastigheden er hurtigere den ene vej end den anden. Sådan er ADSL designet, og det passer tilfældigvis vældig godt til de fleste Internet-opkoblinger, hvor der er mere behov for at downloade end at uploade.
Konventionel ADSL kan nå hastigheder op til 8 Mbps ved download og 1 Mbps ved upload, men de højeste hastigheder såsom 8 Mbps er forbeholdt kunder, der bor højst 1.500 meter fra telefoncentralen. Dette er ADSL’s største ulempe: Jo længere væk fra centralen, man befinder sig, jo lavere hastighed kan man opnå.
En forbedret udgave af ADSL er derfor ved at blive udbredt. Navnet er ADSL2+, og her kan den teoretiske hastighed komme op på 24 Mbps ved download og 1 Mbps ved upload. Så bliver der for alvor tale om bredbånd, og teleselskabet TDC er endda begyndt at afprøve VDSL2-teknologi på udvalgte centraler. VDSL2 skulle betyde, at man i 2008 vil kunne få bredbåndsforbindelser på op til 50 Mbps. Men det stopper ikke der.
Samme TDC præsenterede i november 2005 sine planer for fremtiden. På Danmarks Tekniske Universitet fortalte teleselskabet, at man fra december samme år ville begynde at trække fiberforbindelser helt ud til kundernes privatadresser. Dette kan være en erkendelse af, at elselskaberne er begyndt på et tilsvarende projekt, og at fiberforbindelser om føje år kommer til at løbe i cirkler om nutidens kobberkabler og DSL-teknologier.
Mens vi venter på at slukke vores fartbegær med disse fiberforbindelser, må vi stille os tilfredse med teleselskabernes kobberkabler og diverse DSL-teknologier. Men det er da bedre end 300 bps via et akustisk modem.
