Vandrende USB-pind med Linux og problemer
Linux Stick er i grove træk det, man får ud af at lægge den nøjsomme og stabile Debian Linux-distribution på en USB 2.0-pind.
På den måde kan man nemlig boote hele styresystemet samt den enkelte brugers personlige indstillinger, filer og programmer på en fuldstændig blank pc.
I Linux-miljøet er dén øvelse en kendt fritidsbeskæftigelse, også med andre distributioner end Debian. Men den unge, danske iværksætter bag Linux Stick er en af de første, der udbyder kombinationen som et samlet produkt.
Det er formentlig især interessant for it-administratorer på uddannelsesinstitutioner. Her parres et stort antal "offentlige" computere nemlig med så mange potentielle pilfingre, at selv hærdede yoga-mestre får spændingshovedpine af den konstante reinstallation og troubleshooting.
Befolker man derimod skolen med blanke computere og udleverer USB-nøgleringe til de studerende, kan de reelt ikke ødelægge noget som helst.
Booter ikke på alle maskiner
Ideen er ikke tosset, og PC World har derfor taget et kig på fire gigabyte udgaven af Linux Stick - den sælges også som to og otte gigabyte version - for at se, hvordan det spænder af i praksis.
Første kriterium må være, om systemet faktisk fungerer, og derfor prøvede vi det af på tre forskellige maskiner.
Pinden bootede fint på to ud af vores tre nyere test-bærbare. Nemlig på en Zepto Titan - en notebook i den absolutte budgetklasse til 2.400 kroner - samt på en betydeligt kvikkere Dell Vostro 1500 med toptunet Core 2 Duo-processor, velvoksne grafiske kredsløb og masser af ram.
Men i begge tilfælde naturligvis først efter at have valgt USB-nøglen som bootenhed i BIOS.
Forløb ikke gnidningsløst
Derimod nægtede tredje forsøgskanin, vores ellers meget Linux-venlige Lenovo ThinkPad T61, at boote fra USB-disken.
I det tilfælde kan man boote systemet via den medfølgende cd og blot nøjes med at anvende USB-pinden som opbevaringsplads for systemindstillinger og dokumenter.
Fint nok, men ikke just den optimale løsning - og derfor fik ThinkPad lov at tage en tidlig eftermiddagslur. Uden Linux Stick.
Skidt understøttelse af beskyttede netværk
Dernæst kom turen til afprøvningen af netforbindelsen, og heller ikke denne test forløb gnidningsløst.
Ganske vist fik vi hurtigt konfigureret Dell-maskinens kablede netværk med en smule hjælp fra Linux Stick'ens kortfattede og pædagogiske (men ikke helt fejlfri) startguide.
Derimod lykkedes det slet ikke at få Zepto-maskinen online pr. kabel, selv efter at have trykket systemet på maven af flere omgange.
Trådløs netadgang var i begge tilfælde helt ude af billedet; Linux Stick understøtter nemlig ikke den udbredte WPA-kryptering, som hjemmets trådløse netværk anvender.
Derimod kan man pt. kun anvende Linux Stick med ikke-krypterede trådløse netværk eller med netværk, der udelukkende beskyttes af den aldrende WEP-kryptering. Og den kan som bekendt knækkes af søndagshackere med den ene arm bundet på ryggen.
Mystisk billede på nyere skærme
Den manglende understøttelse af WPA er et problem. For ganske vist har Linux Sticks opfinder lovet PC World, at produktet vil understøtte WPA i løbet af halvanden måneds tid.
Men det er ikke tilfældet nu, hvor vi har fået tilsendt produktet til anmeldelse, og det er den situation, vi må tage udgangspunkt i.
Et andet irritationsmoment er, at systemet ikke understøtter skærmopløsninger på mere end 1024 x 768 pixels.
Det er langt i underkanten, og derfor fremstår billedet forvrænget og/eller decideret uskarpt på samtlige skærme, der er blevet solgt indenfor de seneste tre-fire år. Heriblandt på alle skærme i bredformat. Også dette problem vil dog - siges det - blive løst indenfor en overskuelig fremtid.
Endelig lykkedes det ikke at få lyd ud af hverken maskinen fra Zepto eller Dell ved boot fra Linux Stick.
Ikke Linux-kompatible
Hvilket ikke betød det helt store; det var nemlig heller ikke muligt at afspille en helt almindelig cd uden at få besked om drevfejl (der blev forsøgt med fire forskellige cd-skiver på begge de to maskiner, der kunne boote Linux Stick).
Nogle af udfordringerne kunne principielt skyldes, at vores testmaskiner ikke er fuldt Linux-kompatible.
På den anden side har undertegnede aldrig oplevet tilsvarende problemer med andre udbredte Linux-installationer, der har været installeret ordinært. For eksempel Open SuSe eller Ubuntu.
Sidstnævnte kører alle tre testmaskiner faktisk uden problemer af nævneværdig art.
Det kunne tyde på, at der skal rettes en del ting til i Linux Stick, før produktet fungerer lige så godt, som Linux-systemerne faktisk åbner for, at det kunne komme til.
God idé, men...
Vi har vitterlig stor sympati for Linux Stick og kan konstatere at det - på de computere, hvor den basale boot- og netværksfunktionalitet faktisk fungerer - er nemt at anvende.
Ligeledes lyder det umiddelbart som en god idé at give brugere en "vandrende pind" med egne indstillinger og dokumenter.
Men det nytter blot ikke, når det - baseret på vores lille og komplet uvidenskabelige test - kræver en ekstraordinært homogen pc-masse at sikre fuld funktionalitet på tværs af alle maskiner. For eksempel på en folkeskole eller et gymnasium.
Ydermere skulle pinden også nemt kunne anvendes på de maskiner, elever og lærere har stående hjemme. Men det er der - som vi kan konstatere - ingen overvældende sandsynlighed for, at den vil gøre.
Skal man omvendt hyre konsulenter (eller folkene bag Linux Stick) til at foretage specialtilpasninger for at tilgodese maskiner, der ikke umiddelbart spiller sammen med pinden, stiger stykprisen formentlig til et niveau, hvor andre løsninger langt er at foretrække.
Pil ned
Vi må derfor konstatere, at Linux Stick endnu ikke har nået et niveau, hvor den er anvendelig i større målestok.
Slet ikke i et miljø med begrænsede supportressourcer, hvor systemet skal fungere gnidningsløst dag ud og dag ind. Som for eksempel på de skoler, der er virksomhedens erklærede målgruppe.
Hos PC World har vi endnu ikke evnet at sætte os ind i den nye karakterskala. Men efter vores egen målestok er der indtil videre ingen vej uden om at tildele Linux Stick et velment to-tal med pil ned.
