Artikel top billede

Stortest: Nu kan alle videochatte i HD

Anvender du Skype eller andre videomøder over nettet til at komme i kontakt med forretningsforbindelser, partnere og ansatte? Så se her. Busines Center tester fem webkameraer med billedkvalitet i high definition, der puster nyt liv i videochatten.

Computerworld News Service: Engang var stærkt pixelleret video med forvrængede farver uundgåelige elementer ved brug webkamera. Men i takt med at videokonferencer er blevet mere udbredte i erhvervslivet - og i takt med at video-chatklienter som Skype og Google Talk er blevet lettere at bruge - er behovet for webkameraer med høj billedkvalitet vokset. De fem webkameraer i HD, som vi her tester, forsøger med varierende succes at imødekomme det behov.

I vurderingen af webkameraer fra FaceVsion, Freetalk, Genius, Logitech og Microsoft sammenligner vi deres videokvalitet, indstillingsmuligheder, lydkvalitet og samlet videochatpræstation med forskellige chatklienter.

Alle de testede webkameraer optager video i 720p, mens en enkelt af dem (Logitech HD Pro C910) formår at optage video i 1080p. For at disse webkameraer skal kunne optage video i HD, er der visse minimumskrav til computeren: Windows XP med Service Pack 2 eller højere, en 1,6 gigahertz Intel dual-core CPU eller bedre samt en gigabyte RAM.

Visse webkameraer er designet til specifikke video-chatklienter som Logitech Vid HD, Skype eller Windows Live Messenger. Andre er plug-and-play-modeller, der fungerer sammen med forskellig software.

I testen af hvert webkamera sluttede vi det til forskellige desktoppe og bærbare, der imødekommer minimumskravene til HD-video, hvorefter vi foretog videochat på den medfølgende eller anbefalede videochat-software.

Således anvendte vi Logitech Vid HD til webkameraet Logitech HD Pro; Windows Live Messenger til Microsofts Lifecam HD-5000 og Lifecam HD-6000; samt Skype til FaceVsion TouchCam N1 og Freetalk Everyman HD. Der anbefales ikke noget specifikt software til Genius eFace 2050A, så her anvendte vi Skype.

Testet i forskellige verdensdele

Vi oprettede forbindelse til videochatpartnere i forskellige verdensdele, men i hvert tilfælde imødekom pc-systemerne minimumskravene til videochat i HD. Dette er en vigtig forudsætning: Begge chatdeltagere er nødt til at have systemer, der understøtter video i high definition.

I vores test chattede vi først med webkameraernes standardindstillinger, hvorefter vi justerede efter behov for at kompensere for ændringer i lysforhold, problemer med farver og lysstyrke samt pixellering. Mens vi videochattede, nedfældede vi eventuelle problemer med optagelse af bevægelse og lyd, autofokus og generel videokvalitet.

Alle fem testede HD-webkameraer leverer langt bedre videokvalitet, end hvad man får med et normalt webkamera i en bærbar i dag. Logitech HD Pro C910 klarede sig samlet set bedst, og dets videooptagelse i 1080p leverer en fantastisk billedkvalitet. FaceVsion TouchCam N1 og Microsoft LifeCam HD opfanger flydende bevægelser i skarp billedkvalitet, og LifeCam HD 6000 har et godt design og kan dreje 360 grader. Testen afslørede flakkende autofokus i Freetalk Everyman HD og farveforvrængning i Genius eFace 2050AF, hvilket gør det svært at anbefale disse to modeller.

Testen viser dog, at ligegyldigt om dit behov er at chatte med venner, skabe en personlig videoblog eller deltage i videokonferencer i en virksomhed, så kan det rette HD-webkamera løse opgaven. 

Oversat af Thomas Bøndergaard

Logitech HD Pro Webcam C910: Flot video og fantastisk lyd

Logitech HD Pro Webcam C910 stikker ud blandt det stigende antal webkameraer i HD. Jeg har testet et eksemplar og må konkludere, at HD Pro Webcam er let at bruge, viser skarp og klar video og har en fremragende lydkvalitet. 

Dette webkamera er det mest avancerede af Logitechs seneste modeller, filmer video i fuld HD 1080p samt tager stillbilleder på 10 megapixel med Carl Zeiss-optik. At dømme ud fra specifikationerne har det den bedste videokvalitet af de tre seneste modeller fra Logitech. Kameraet har en linse med autofokus, to indbyggede mikrofoner, automatisk justering af lysstyrke og sjove videoeffekter, der minder om, hvad Apples Photo Booth kan. 

C910 er lang, slank og rektangulær og måler cirka 2,5 centimeter i dybden. Den placeres på toppen eller siden af skærmen og bliver fint på plads ved hjælp af den medfølgende justerbare arm. 

Opsætningen er enkel: Hvis du i forvejen har software installeret til videochat (såsom Skype eller Logitech Vid), skal du ikke gøre andet end at tilslutte webkameraet via det medfølgende USB-kabel. Kameraet er designet til Logitechs nye Vid HD-service, så du kan chatte i HD, når du bruger Logitech Vid. Men webkameraet fungerer også upåklageligt sammen med Skype, og det understøtter nu Skype HD. 

Det, der tager længst tid i opsætningen, er download af Vid HD. Men når programmet først er installeret, er det faktisk mere intuitivt at bruge end Skype. Tag et billede af dig elv, søg efter venner og begynd at chatte ved at klikke på portræt-ikonet for den person, du gerne vil tale med. Brugergrænsefladen inkluderer store video-vinduer ligesom Skype, hvilket gør det lettere at se ens chatpartner. Jeg har endnu ikke fået afbrudt et opkald med Vid HD, men det har selvfølgelig mest noget at gøre med internetforbindelsen (mine opkald med venner i San Francisco Bay Area og i San Diego havde langt bedre kvalitet end med en ven i en fjern del af Sydafrika.) 

For at videochatte i HD bør man have en god internetforbindelse med en uploadhastighed på mindst en megabit per sekund. Til videoopkald i 720p og videooptagelse i fuld 1080p kræver C910 brug af Windows XP eller bedre samt en 2,4 gigahertz Intel Core 2 Duo CPU eller hurtigere. Webkameraets andre minimumskrav til pc'en inkluderer to gigabyte RAM, 200 megabyte harddiskplads og en skærm med en opløsning på mindst 1280 pixel i bredden og 720 pixel i højden. 

Forbløffende kvalitet

Logitech Webcam gør det let at zoome ind og ud og panorere i en hvilken som helst retning, hvis man vil fokusere på noget specifikt. Kontrolpanelet præsenteres i et intuitivt vindue på desktoppen, med knapper man klikker på for at zoome og dreje kameraet. Kameraet er bedst til at opfange bevægelser, når der er zoomet helt ud. Når der er zoomet ind, virker de opfangede bevægelser mindre flydende og jævne. 

I sammenligning af C910 og min bærbares indbyggede webkamera, der ikke er HD, er forskellene tydelige. Under opkald med Skype som med Logitechs Vid HD producerede C910 ingen nævneværdig pixelering. Windows' indbyggede program til videooptagelse gav ikke helt samme fantastiske oplevelse. Her bemærkede jeg en let pixelering og en højere følsomhed over for ændringer i lyset. Logitech C910 håndterer ellers ændringer i lysforholdene ekstremt godt. Hvis du for eksempel har lys, der skinner dig direkte i ansigtet, vil du fremstå klart og oplyst, hvorimod du ved lavere belysning eller ved ovenlys mister denne effekt. 

Autofokus-linsen tilpasser sig forskellige lysforhold og giver en rigtig god farverepræsentation, selvom farverne i mine test nogle gange var lettere forvrængede og lysere i tonen i stærk belysning. Webkameraet holder i store træk fokus under normal siddende brug og enhver automatisk justering af fokus ved bevægelse skete så diskret, at jeg næsten ikke lagde mærke til det. 

I mine test opfangede de to mikrofoner i C910 stemmer og andre lyde uden problemer. Mine videochat-partnere havde aldrig besvær med at høre mig, hvilket ellers har været stort problem med indbyggede mikrofoner i mange andre webkameraer. Med C910 gik min stemme højt og tydeligt igennem, selv når jeg stod længere væk fra apparatet. 

En sidste tiltalende egenskab ved C910 er, hvor let det er at uploade videoer til YouTube eller Facebook. Softwaren til C910 inkluderer foto- og videoredigeringsværktøjet Magix, så når du har optaget et indlæg til din videoblog, en minifilm eller en besked til en ven, kan du pifte det lidt op, før du oploader. 

Logitech HD Pro Webcam C910 er utvivlsomt et af de mest avancerede webkameraer på markedet i øjeblikket. Dets klare videooptagelse er forbløffende - og sammen med Logitechs service til videokonference, Vid HD, kommer dets funktioner virkelig til sin ret. På grund af den relativt høje pris er det sandsynligvis bedre egnet til små virksomheder eller til folk, som videochatter oftere, end den normale forbruger. Sørg under alle omstændigheder for, at din pc imødekommer minimumskravene for HD-video, men så vil dette køb også være umagen værd. 

Oversat af Thomas Bøndergaard

FaceVsion TouchCam N1: Et rigtigt godt HD webkamera med to mikrofoner

FaceVsion TouchCam N1 er ikke kun til den sædvanlige videochat - dette kamera er også til seriøs brug. I mine test leverede dette webkamera i high definition fremragende lydkvalitet og en solid billedkvalitet. 

TouchCam N1 er fuldt ud kompatibel med Skype HD og - ligesom Freetalk Everyman HD - er det certifieret af Skype. Det understøtter videoopkald i 720p ved 22 billeder per sekund og er udstyret med en adaptiv H.264 encoder (der forbedrer video-oplevelsen), en bredvinkel-linse med autofokus samt to mikrofoner. 

Det lidt store, rektangulære webkamera er 9,9 centimeter bredt, 6,1 centimeter højt og 4,6 centimeter dybt og vejer omkring 60 gram. Dets fod og arm forankrer det solidt til toppen af din computerskærm. Den lidt høje vægt gør det dog besværligt at sætte det fast på siden af skærmen. Det er desværre ikke muligt at vippe webkameraet, når det er sat fast. I stedet er man nødt til at tage hele kameraet af og flytte det for at justere vinklen. Skypes software gør det hverken muligt at zoome eller panorere. 

Opsætningen af TouchCam N1 er let: Du tilslutter det bare via det medfølgende USB-kabel, åbner Skype og starter et opkald. Det er meget bekvemt, at man ikke er nødt til at downloade yderligere software, men det betyder også, at man kun kan chatte i HD, hvis man anvender Skypes software. Det er dog også muligt at bruge det i en lavere video-opløsning med andre chatklienter. Da der ikke følger særskilt software med, er det kun muligt at justere kontrast, lysstyrke, farvetone og lignende elementer via chatklientens manuelle indstillinger. 

For at kameraet skal kunne optage i HD, skal dit system opfylde visse minimumskrav. Videoopkalds- og billedkvaliteten i Skype afhænger kraftigt af internetforbindelsen, og der er ret strenge systemkrav til, at det bliver muligt for TouchCam N1 at optage video i HD: Der kræves minimum en Intel Core 2 Duo CPU på 2,0 gigahertz, en gigabyte RAM og 200 megabyte fri plads på harddisken. Begge ender af et opkald skal også have upload- og downloadhastigheder på mindst 1,2 megabit per sekund, bruge Windows XP eller senere samt Skype 4.2 eller senere. 
Klart fokus - men grynet baggrund
TouchCam N1 opfanger bevægelser flydende i videoopkald uden nogen mærkbare skygger eller forsinkelser. Kameraet holdte mit ansigt i fokus, ligegyldigt hvor meget jeg bevægede mig, og linsen var hurtig og diskret til automatisk at justere fokus. Billedet var pænt oplyst under alle mulige lysforhold, dog blev hvide objekter overeksponerede i omgivelser med kraftig ovenlys. Det er muligt, at dette kan rettes ved at justere de manuelle indstillinger for lysstyrke i Skype eller ved at dæmpe for ovenlyset i det fysiske miljø. 

TouchCam N1 holder som sagt et klart fokus på personen i et videoopkald, men objekter i baggrunden har tendens til at blive lidt grynede. Bredvinkel-linsen får meget af omgivelserne med, men problemet med den grynede baggrund trækker lidt ned i oplevelsen. Farverne er dog imponerende - livlige og naturlige farver med standardindstillingerne i naturlig belysning. 

Webkameraets to mikrofoner er fremragende til at opfange talerens stemme. Mine chatpartnere havde aldrig besvær med at høre mig, og TouchCam N1's brede design hjælper til at opfange lyden af din stemme, selv hvis du har brug for at bevæge dig lidt væk fra din skærm under et opkald. 

På trods af nogle få problemer med grynet baggrund er FaceVsions TouchCam N1 et godt valg af webkamera i HD - men kun hvis du er loyal bruger af Skype og villig til at betale lidt ekstra. Sammenlignet med typiske webkameraer, der ikke er HD, brillerer TouchCam N1's klare videooptagelse og indbyggede mikrofoner. Da dette er et webkamera uden dikkedarer, er denne model faktisk ideel til erhvervsbrug og almindelige Skype-brugere, der ikke har brug for ekstrafunktioner. 

Oversat af Thomas Bøndergaard

Microsoft LifeCam HD-6000: Godt til forbrugeren med en bærbar

Microsoft LifeCam HD-6000 leverer en god videokvalitet til en fantastisk pris og dets smarte design gør det perfekt til brug sammen med bærbare. 

LifeCam HD-6000 optager video i 720p HD ved op til 30 billeder per sekund. Dette webkamera fra Microsoft har autofokus og dets indbyggede teknologi til billedoptimering hjælper til at holde farverne klare og livlige under forskellige lysforhold. Selve kameraet kan drejes 360 grader. Det kan også tage stillbilleder i high definition, hvis bare din computer imødekommer minimumskravene. 

LifeCam HD 6000 er kvadratisk, vejer minimalt og har en tydeligt markeret bredvinkel-linse - et ideelt design til bærbar-brug. Det kan drejes hele vejen rundt og kan tippes en smule op og ned. En klemme på undersiden af kameraet sætter det sikkert fast på toppen af din bærbares skærm, men det vil ikke kunne spænde over de fleste selvstændige fladskærme. En knap på toppen af kameraet tænder for det og aktiverer Microsofts anbefalede program til videochat, Windows Live Messenger. Det er dog også muligt at anvende kameraet sammen med andre tjenester såsom Skype. 

Det medfølgende Windows Live-software er ikke indbygget i kameraet, som heller ikke tænder automatisk, når man tilslutter det. Ligesom det er tilfældet med dets lillebror, LifeCam HD-5000, skal man først installere Microsoft LifeCam-softwaren og Windows Live Messenger fra den medfølgende CD-ROM - det tog mig omkring 10 minutter på min desktop og hen ved 20 minutter på min bærbare. Softwaren vil automatisk anmode om at tilslutte LifeCam HD-6000 via det medfølgende USB-kabel, når softwareopsætningen er gennemført. 

For at LifeCam HD-6000 kan understøtte video i HD, er din pc nødt til at køre Windows XP med Service Pack 2 eller et nyere styresystem og have en Intel Core Duo CPU på 1,6 gigahertz eller hurtigere samt mindst en gigabyte RAM. Du har brug for et CD-drev til at indlæse Microsoft LifeCam-softwaren ellers kan du hente softwaren fra nettet. Da kameraet ikke har nogen indbygget videoprocessor, understøtter LifeCam HD-6000 ikke videochat i HD via Skype. Hvis dit system ikke imødekommer minimumskravene til HD-video, kan du stadig chatte i en lavere opløsning såsom 640 gange 480 pixel. 

Det er kun muligt at justere HD-6000's indstillinger via Microsoft LifeCam-softwaren, så hvis du har planer om at bruge dette kamera med AIM, Google Chat, Skype eller endda med Windows Live Messenger, vil du være nødt til at rode med indstillingerne, før du begynder en chat. Kameraet kan optage i forskellige billedkvaliteter og -opløsninger fra 160 gange 120 pixels til HD i 720p. 

Autofokus er konstant i gang

Microsoft LifeCam-softwaren muliggør et antal andre billedindstillinger for HD-6000. Webkameraet tilpasser sig automatisk lysforholdene med et formål at give de mest levende farver. Man kan dog slå denne TrueColor-funktion fra, der automatisk justerer billedet, og i stedet manuelt indstille lysstyrke, contrast, farvemætning, skarphed, hvidbalance og baggrundskomposition. Man kan også zoome fra et kontrolpanel i hovedvinduet i LifeCam-softwaren. Når man har zoomet ind, kan man panorere til venstre, højre, op og ned for at fokusere på et specifikt objekt. Man kan desværre ikke bruge zoom i HD.

I mine test var der en smule farveforvrængning i HD. Det grå tæppe på mit kontor så eksempelvis ud til at have små flerfarvede prikker. Jeg bemærkede også en del pixelering og kornethed i enkeltfarvede områder. Derudover syntes mit ansigt lidt uskarpt, indtil jeg manuelt justerede lysstyrken, hvorved billedet dog blev usædvanligt lyst. Generelt får TrueColor ting i optagelsen til at se meget lysere ud end i virkeligheden - hvilket er godt i dårlig belysning men mindre godt i et allerede veloplyst lokale. Jeg var nødt til at indstille lysstyrken til langt under standarden. 

Webkameraets autofokus er konstant i gang og reagerer på enhver diskret bevægelse. Dette var meget irriterende for folk, jeg chattede med - det ene øjeblik ville billedet af mig være veldefineret og skarp, og det næste øjeblik ville jeg være helt udvisket og lysende blå, selv om jeg stort set ikke havde bevæget mig. Mine chatpartnere rapporterede, at de kunne høre mig højt og tydeligt, når jeg sad lige foran kameraet, men så snart jeg drejede hovedet eller flyttede mig en smule til siden, bemærkede de et ekko og havde sværere ved at høre mig. 

På trods af farveforvrængningerne og de andre problemer er Microsoft LifeCam HD-6000 et godt valg til videochat til hverdagsbrug med en overordentlig fornuftig pris. Kameraet ser godt ud, som det sidder på skærmen af ens bærbare pc, og er let at flytte på. Derudover er minimumskravene ikke så høje som for 1080p-kompatible webkameraer, og 720p giver desuden en udmærket videochat-oplevelse. 

Oversat af Thomas Bøndergaard

Freetalk Everyman HD: OK til chat, knap så god til videokonference

Freetalk Everyman HD var det første webkamera i high definition, der blev certificeret af Skype, selvom det højt vurderede FaceVsion TouchCam N1 efterfølgende har fået den samme certificering. Den ultralette Freetalk Everyman HD sælges gennem Skypes onlinebutik og har adskillige egenskaber, der gør det velegnet til at have med på rejsen: Dets lille størrelse, en fornuftig pris og plug-and-play-software. Desværre halter ydelsen i sammenligning med konkurrenterne. 

Everyman HD har en indbygget H.264 hardware-encoder, der fungerer sammen med Skype HD. Opsætningen er ekstremt let: Hvis du allerede har Skype installeret på din computer, skal du bare åbne programmet og tilslutte webkameraet via det medfølgende USB-kabel. Webkameraet vil automatisk tænde, så snart du svarer eller starter et videoopkald. 

I mine test virkede dette webkameras billedkvalitet langt overlegen webkameraer uden HD-funktionalitet. Jeg bemærkede en krystalklar farvegengivelse (på grund af dets 24-bit farvedybde) og Everyman HD's videooptagelse i 720p (ved en opløsning på 1280 gange 720 pixel ved 22 billeder per sekund) præsterede fint. Webkameraets autofokus fokuserede på mig i stedet for på objekter bag mig, og det understøtter automatisk eksponering og hvidbalance, der justerer farver og kontrast. I takt med at mine test skred frem, fandt jeg dog et par problemer, som forstyrrede opkaldsoplevelsen. 

For det første har kameraet en bredvinkel-linse, der forvrænger ens ansigts proportioner en smule. Man kan justere kameraet manuelt og sætte det fast på toppen eller siden af ens skærm, men intet fjerner problemet med, at ens ansigt ser bredere ud igennem dette kamera. Kameraets klemme fungerer til alle mulige skærme, men det kan være et problem at få det sat helt fast, så det bliver, præcist hvor man placerer det. Problemet er, at kameraet næsten er for let, og jeg var nødt til at justere kameraets placering gentagne gange i løbet af mine opkald. 

Mangler en indbygget mikrofon

Webkameraets autofokus reagerer hele tiden automatisk på selv små bevægelser med hånden eller hovedet. Mine samtalepartnere på Skype blev meget distraherede af det konstant skiftende fokus i billedet. Kameraet havde også problemer med at håndtere pludselige ændringer i lysforholdene. Skærmen viste lysende blå farvetoner i et par sekunder, når jeg tændte for lyset i loftet i et tidligere dunkelt belyst lokale. 
Også Everyman HD's mangel på en indbygget mikrofon skuffer. Andre webkameraer i samme prisklasse - eksempelvis Microsoft LifeCam HD-6000 - har indbygget mikrofon og leverer samlet set en bedre ydelse. Med Everyman HD er man nødt til at købe en ekstern mikrofon. 

Generelt er dette et godt webkamera til Skype, men jeg regner med, at kommende versioner får rettet nogle af dets småfejl. Videooptagelsen i 720p er overlegen i forhold til webkameraer uden HD-funktionalitet og vil forbedre billedkvaliteten af dine videoopkald i Skype, men vær opmærksom på, at webkameraets konstant reagerende autofokus giver nogle problemer ved bevægelse i billedet. 

Oversat af Thomas Bøndergaard

Genius eFace 2050AF har svært ved at følge med andre HD-webkameraer

I takt med at antallet af webkameraer i high definition stiger, er produkterne nødt til at differentiere sig på andet end en lav pris. Jeg har testet det billige Genius eFace 2050AF og må konkludere, at det hverken i design og generel ydelse kan følge med konkurrenterne. 

eFace 2050AF understøtter videochat i 720p HD ved sølle ni billeder per sekund (konkurrerende webkameraer præsterer 22 til 30 billeder per sekund i HD). Desværre gav denne lave frame rate hakkende video. 

Webkameraet kan tage stillbilleder i otte megapixel, har en indbygget mikrofon og en linse med autofokus samt kan dreje 360 grader og tippe 125 grader op og ned. Det fungerer sammen med Genius' CrazyTalk-software, så sørg for at installere programmet, før du sætter webkameraet til. 

eFace 2050AF er kompakt, cirkulært og tredelt. Den nederste del fastgør kameraet til din bærbare eller computerskærm, den midterste sektion hviler på din skærm, mens den øverste del indeholder linsen. Det er et smart design, som differentierer kameraet fra andre HD-webkameraer, men på grund af dets lave vægt havde jeg svært ved at få det til at blive på plads - det føltes, som om det hvilede ganske let oven på skærmen i stedet for at sidde ordentligt fast. Dette webkamera er langt bedre egnet til at sidde på en desktop-skærm end på en bærbar. 

Der er også en fejl, der involverer kameraets 360-graders drejemekanisme: Hvad der burde være en positiv egenskab ved eFace 2050, er faktisk en ulempe. USB-kablet tilsluttes bagest på kameraet, så hvis du drejer det hele vejen rundt, snører kablet sig rundt om webkameraet og kommer til sidst til at dække linsen. Og derudover hopper foden af skærmen, hvis man drejer linsen, så det er nødvendigt igen at fastgøre, justere og dreje kameraet tilbage på plads. I modsætning til Microsoft LifeCam HD-6000 drejer eFace 2050 ikke trinløst; det har i stedet en række trin, som giver en irriterende effekt, som alle mine opkaldspartnere kommenterede. 

Softwaren til eFace 2050 ligger på en CD-ROM, men opsætningen af Crazy Cam-funktionerne tager et stykke tid. Jeg anbefaler at afsætte godt 20 minutter til at få softwaren løbet i gang. Dette webkameras minimumskrav til systemet lyder på en 2,4 gigahertz Pentium 4-processor, Windows XP eller nyere samt DirectX 9.0 eller højere. Hvis dit system ikke imødekommer minimumskravene til videochat i HD, kan du vælge at chatte ved en lavere opløsning. 

Svært at få naturlige farver frem

Standardindstillingerne af eFace 2050 giver ekstremt lyse billeder, og det resulterer bare i farveforvrængninger, hvis man prøver at justere dem. Jeg fandt aldrig den magiske justering til at få nogenlunde naturlige billeder, på trods af at jeg rodede med de manuelle indstillinger gentagne gange. Det bedste, jeg opnåede, var at indstille en lavere kontrast og en lidt højere farvemætning, men selv da var lysstyrken og farvegengivelsen stadig problematisk. 

Selvom jeg bemærkede en forsinkelse og skygge ved bevægelser, fungerede autofokus præcist og diskret uden de distraherende skift i fokus, som jeg har oplevet ved andre webkameraer i HD, som jeg har testet. Men eFace 2050 er langsom til at opfange bevægelser, og det kaster en tung skygge over dets velfungerende autofokus. 

CrazyTalk-softwaren har mange funktioner og gør dig i stand til let at optage og dele videoer og simple screenshots. Softwarens funktion til oprettelse af et avatarbillede kan lave ethvert billede om til et lille animeret portræt. Du kan tilføje både bevægelse og lyd til billedet. Disse funktioner er sjove, men det kræver en indsats at få animationen til at sidde lige i skabet. 

Samlet set kan Genius eFace 2050AF ikke måle sig med andre produkter i samme prisklasse - her særligt Microsoft LifeCam HD-6000, som også kan dreje 360 grader. Den middelmådige videokvalitet i HD, det dårlige design og den ringe farvegengivelse holder eFace 2050AF tilbage. 

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere


Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere