Danskerne klar til borgerportal

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. august 2006.


Lettere kontakt med det offentlige via ny borgerportal. Det er hvad vælgerne mener, er det vigtigste punkt i videnskabsminister Helge Sanders it-handlingsplan.

Videnskabsminister Helge Sander vil blive målt på sin evne til at levere danskerne en individualiseret borgerportal, som gør kontakten til det offentlige lettere. 88 procent af befolkningen anser den nye portal som vigtig eller meget vigtig.
Det placerer portalen som danskernes topprioritet i ministerens it-handlingsplan, fremgår det af en meningsmåling, som Userneeds har gennemført for Computerworld.
Ifølge Helge Sander skal den individualiserede borgerportal være klar i 2008, så den enkelte dansker får adgang til alle offentlige services og oplysninger om sig selv. Men spørgsmålet er, om ministeren kan leve op til målsætningen.
Kim Viborg Andersen, professor i informatik med speciale i implementering af informationsteknologi fra Handelshøjskolen i København, kalder målsætningen for fuldstændig urealistisk.
- De skal nok nå at få noget op at stå, men hvad der er på portalen og hvor mange, der vil bruge den, er jeg mere usikker på, siger han.
Hvis man tror it-projekter blot er et spørgsmål om at køre en trillebør frem med teknologi og så læsse det af, så tager man grueligt fejl. Det kræver lang tids tilvænning for brugerne og grundigt forarbejde, forklarer Kim Viborg Andersen.
Dermed risikerer ministeren at skuffe vælgere, som i forvejen er stærkt utilfredse med de foreløbige resultater af de seneste års milliard-investeringer i det offentlige.
Ifølge en nylig kortlægning af den digitale forvaltning, som NNIT gennemførte i samarbejde med Computerworld (i uge 32), fremgik det, at 16 pct. af befolkningen oplever kortere sagsbehandlingstid. Det mener 52 pct. af de adspurgte er et for ringe udbytte af digitaliseringen.

It-sikkerheden ligger tilsvarende danskerne meget på sinde. 87 procent af danskerne ser således frem til at få et testværktøj, der kan tjekke sikkerheden på deres computer. Ligesom de personlige oplysninger og services er det med andre ord det personnære på ministerens handlingsplan, der optager danskerne mest.
Men også bredbånd til alle er højt prioriteret. I det hele taget udtrykker de adspurgte ifølge opinionsmålingen et stort ønske om at inkludere alle i fremtidens digitale Danmark. Respondenterne i den repræsentative undersøgelse har haft mulighed for at pege på et punkt, som de gerne så på ministerens handlingsplan. Fire ud af ti peger på, at unge, ældre og svage grupper skal have bedre adgang til digitale muligheder - herunder billigere eller gratis bredbånd.

Helge Sander kalder det useriøst at lade befolkningen prioritere listen fra hans it-handlingsplan, fordi den store vision for it-danmark står beskrevet i den it-politiske redegørelse fra 2006.
- Hvis planen var det, jeg ville med hele området, ville det jo være helt katastrofalt ikke at have digital signatur med - det er jo det største og vigtigste projekt. Men der har vi ingen nye initiativer, fordi det går så godt, siger han.
- Men det ændrer ikke ved, at jeg syntes borgerportalen er utrolig vigtig, og vi bruger mange ressourcer på den for at komme hurtigt i gang, siger han og slår dog fast, at portalen løbende skal udbygges.
- Det er et mangeårigt projekt, siger Helge Sander.

Faktaboks:

Det mener danskerne er vigtigst i Sanders it-plan

Analyseinstituttet Userneeds har for Computerworld stillet følgende spørgsmål til 930 repræsentativt udvalgte personer:

Vi vil bede dig om at tage stilling til hvert punkt og fortælle, hvor vigtigt du mener, det er.

Procentsatserne er et resultat af sammenlægningen af ‘Vigtigt' og ‘Meget vigtigt'.

88% Nemmere borgerkontakt til det offentlige

Videnskabsministeriet lancerer i samarbejde med KL fra nytår en fælles borgerportal - borger.dk - så danskerne har én indgang til det offentlige på nettet.

87% Styrkelse af it-sikkerhed
Efter nytår bliver borgerne tilbudt et testværktøj, så de kan tjekke sikkerheden på deres egne computere, lige som den årlige "netsikker nu!" kampagne fortsætter.

82% Bredbånd til alle
I dette efterår indleder ministeren politiske drøftelser af, hvordan alle i Danmark kan få bredbånd, f.eks. ved offentligt/private samarbejder og alternative teknologier, der kan supplere den eksisterende ADSL-dækning.

73% Flere højtuddannede inden for it
Mandag den 21. august afholdt Videnskabsministeriet en konference om styrkelse af it-uddannelserne og behovet for nye it-uddannelser. Hovedmålet er øget optag
allerede næste år.

71% Fremtidens forsyningspligt
Forsyningspligten på teleområdet udløber i 2007. Videnskabsministeriet vurderer, hvordan en ny aftale tilpasses teknologi- og markedsudviklingen.

69% Åbne standarder
Alle nye offentlige it-investeringer skal overholde anbefalede åbne standarder, så vidt det er muligt og forretningsmæssigt hensigtsmæssigt.

66% IKT-viden skaber konkurrencefordele
Regeringen vil etablere et innovationscenter for e-business. Desuden omfatter den regionale IKT-satsning fire kompetencecentre.

63% Styrkelse af dansk IKT-forskning
Der holdes en kick-off konference om EU's 7. rammeprogram den 6. september - bl.a. for at øge Danmarks andel af de 65 mia. kr. i programmet til
it-forskning.

62% Tilgængelighed for alle samfundsgrupper
Regeringen har støttet udviklingen af talegenkendelse på dansk. Projektet har banet vej for, at direkte tv-udsendelser om kort kan blive tekstet, og borgerne kan købe en programversion, som kan installeres direkte på almindelig pc.

60% 100 procent digital kommunikation i 2012
Sideløbende med den nye borgerportal lanceres i løbet af 2007 en internetbaseret infrastruktur for fakturaer og andre forretningsmeddelelser.

47% Auktioner og udbud af frekvenser
Det næste halve års tid gennemfører Videnskabsministeriet auktioner/udbud af ledige frekvenser, så virksomhederne kan udbyde trådløst bredbånd og beredskabstjenester.

42% Aktiv udnyttelse af digitalt tv
I efteråret indledes forhandlinger med partierne bag teleforligsteksten om udnyttelse af de otte multiplex til digital jordbaseret transmission, som Danmark har
sikret sig.

OriginalModTime: 24-08-2006 13:53:14




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere