Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. august 2006.
Efter en rolig tid før sommeren er mængden af vira og phishingmails atter på vej opad.
I maj og juni var virusniveauet på et historisk lavt niveau på 0,4 procent af det samlede mailflow. De 0,4 procent var kulminationen på et flere års langt fald, hvor andelen af vira på to år var faldet fra et maksimum i maj 2004 på 9,3 procent.
Men nu vokser træerne ikke ind i himlen, og tallene fra august viser da også, at virusandelen igen er på vej op. Anført af kontinuerlige phishingangreb har andelen af malware fundet vej op på 1,1 procent af alle sendte mails. De gængse vira er fra den ene dag til den anden trådt i baggrunden, og andrager nu mindre end 10 procent af den samlede mængde malware på listen.
De fleste phishingmails er lavet, så de ser ud til at stamme fra amerikanske banker, eBay eller PayPal. Men der har også været eksempler på forfalskede mails fra blandt andet nødhjælpsorganisationer og europæiske banker.
De to sidstnævnte vil vi uden tvivl se flere af, efterhånden som phisherne begynder at se sig om efter nye ofre. Samtidig vil vi formentlig se en yderligere udvikling af begrebet phishing, efterhånden som phisherne afprøver nye ideer og markeder.
Dertil kommer, at der i øjeblikket er en stigning i antallet af såkaldte "pump and dump"-mails. Pump and dump-mails er spammail, som skal overbevise modtageren om at investere i en bestemt aktie, som bagmanden har investeret i.
Selvom disse mails sendes som spam, har de flere af viraenes kendetegn. Indholdet i e-mailen er uddrag fra en bog, og selve købsanbefalingen er lavet som et billede.
Begge disse ting, er tidligere brugt af virusskribenter i forsøget på at omgås virusskannerne - og begge er eksempler på, at spam og virusmails låner teknikker fra hinanden i forsøget på at blive læst.
Og det er en udvikling, som helt sikkert vil fortsætte.
Graftekst:
Microsoft udskyder ny version af Explorer-patch
Microsoft skulle tirsdag have frigivet en ny version af selskabets seneste opdatering til Internet Explorer, men valgte i sidste øjeblik at udsætte udrulningen på ubestemt tid. Kort efter Microsoft havde frigivet august-opdateringen MS06-042, blev selskabet gjort opmærksom på et problem med opdateringen på visse Windows-versioner.
Problemet kunne få Internet Explorer til at gå ned især i forbindelse med visse CRM-programmer, heriblandt Microsofts eget Navision.
jss
OriginalModTime: 24-08-2006 14:16:28