It-virksomheder skal lære at bruge brugerne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. januar 2007.


innovation 100 millioner kroner fra Erhvervs- og Bygge­styrelsen skal gøde udvikling med brugerinddragelse i Danmark. Og det gør man så hos TDC.

100 millioner udviklingskroner skal lære danske virksomheder at bruge brugerne i udviklingsprocessen, mener Erhvervs- og Byggestyrelsen. ITU-forsker advarer dog mod blåøjet brug af brugerinddragelse.

Brug brugerne. Ellers ender virksomheden med at udvikle produkter, som ingen er interesseret i.
Sådan har udenlandske og især amerikanske virksomheder de senere år fået tudet ørerne fulde fra diverse udviklingseksperter, når de skulle opfinde nye it-produkter. Og måske med rette.
Brugerdreven innovation hedder processen med at inddrage brugere og udspionere og adspørge dem om alt fra holdninger, adfærd til grundlæggende værdier for derefter på baggrund af deres udsagn at udvikle brugervenlige it-produkter.
Den amerikanske chipfabrikant Intel bruger eksempelvis sine kernebrugere til at forstå, hvordan potentielle kunder oplever og benytter bærbare pc'er. Ud fra denne viden udvikler selskabet derefter blandt andet chip og motherboards, der kan tilfredsstille kravet om bærbare, lydsvage og effektive laptops.

Udviklingsprocessen kunne lige så godt have heddet menigmands mening, fordi en virksomhed helt basalt er
interesseret i at finde ud af, hvordan den ud fra kundernes behov kan udvikle det næste design-hit og undgå -katastroferne.
- I Danmark skal vi også have opbygget en kultur for brugerinddragelse, der er systematisk og effektiv, siger vicedirektør Janus Krarup fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Styrelsen har derfor fået øremærket 100 millioner kroner årligt fra finansloven til at forske og udvikle i brugerdrevne innovationsprojekter.
Pengene skal bruges til, at virksomhederne kan benytte brugerinddragelsesmetoder i den daglige produktion. Og når alle projekterne er afviklet, så vil Erhvervs- og Byggestyrelsen måle på, om de virksomheder, der benytter brugerinddragelse i højere grad får en større produktivitet end de virksomheder, som producerer på traditionel vis.
- Når man sammenligner Danmark med resten af Norden, så er vi bedre til at omsætte idéer og teknologier til forretning ved at læse brugerne på markedet. Og det er lige præcis det kulturelle afsæt, som virksomhederne har brug for til at få et endnu større økonomisk afkast, siger han.
Janus Krarup peger derfor på, at det er helt essentielt for virksomhederne i udviklingsprocessen af nye it-produkter at høre brugerne om, hvilke krav de stiller til de nye opfindelser. Men han erkender også, at der en masse faldgruber i metoden med brugerinddragelse.

Traditionelt hjælper det dog ikke at spørge folk om, hvilke it-produkter de gerne vil rive ned fra hylderne. De aner ofte ikke, hvad de har behov for. Så derfor må andre metoder i brug end det klassiske interview.
Men ph.d.-studerende Joachim Halse fra IT-Universitetet, der har flere års praktisk erfaring med brugerdreven innovation, kan ikke pege på én fast fremgangsmåde, som en virksomhed kan benytte sig af.
- Hver gang man starter en ny udviklingsproces, så kan man benytte etnografiske værktøjer såsom observation og interviews. Men der er ikke en bageopskrift, som man slavisk kan følge, fordi kompleksiteten i virkelighedens verden simpelthen er for høj til, at man kan ramme rigtigt, hvis man følger en model, siger han.
Derfor foreslår Joachim Halse, at virksomheden må gøre op med sig selv, hvad den skal bruge brugerne til. Vil den bare have godkendt sit produkt eller er virksomheden virkelig indstillet på at arbejde kvalificeret med brugerne, fordi den tror på, at produkter og services skal ses og eventuelt ændres i sammenhæng med de fremtidige brugere af koncepterne.
Han peger i den sammenhæng på, at des tidligere man inddrager brugerne i udviklingen des større betydning får de for eksempelvis produktudviklingen.
- Jeg har arbejdet sammen med Microsoft Dynamics om at udforske mulighederne for at anvende mobile applikationer inden for vedligeholdelsessystemer i produktionsvirksomheder. Det var en designorienteret forundersøgelse af, hvad vedligeholdelsesarbejde var for en størrelse. Og undersøgelsen af brugernes behov og adfærd resulterede i en familie af mulige applikationer, hvilket jo var et positivt resultat for Microsoft Dynamics, siger Joachim Halse.

Han advarer dog også virksomhederne mod at stirre sig blinde på brugerdreven innovation som vidundermidlet, der kan frembringe alskens nyttige og indtægtsgivende opfindelser.
- For det første fordi alle brugere er individuelle. Derfor vil nogle brugeres meninger og holdninger ikke appellere til andre. Og dernæst er det gratis for folk at udtale sig i en undersøgelse, mens der ingen garantier er for, om de reelt vil købe de færdigudviklede produkter, forklarer han.
Det er derfor ikke nok kun at interviewe brugerne, da der kan være stor forskel på, hvad de siger, og hvad de rent faktisk gør i praksis.
- Og så skal man huske på, at der ikke er nogen garantier for produktsucces, når man bruger brugerne. Men en forpligtet brugerinddragelse sikrer, at relevante problemstillinger med hensyn til produktet bliver adresseret. Altså, at man undgår at udvikle den perfekte tekniske løsning på et problem, der viser sig at være irrelevant for brugerne, siger Joachim Halse.

Billedtekst: Brugerdreven innovation Brugerdreven innovation bør ikke udarbejdes efter én fast model. Design-ideen skal hele tiden måles imod brugskonteksten. Når design-ideen gennemløber en gentagende proces med brugerinddragelse, så vil ideen konstant forfines og gradvist blive mere konkret ved hver gentagelse.

OriginalModTime: 18-01-2007 14:23:59




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere