Pc-kørekort skal op i gear

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. marts 2007.


Læring Pc-kørekortet er utidssvarende og giver ikke eleverne de nødvendige færdigheder. Videnskabsminister Helge Sander er klar med en plan, der skal øge danskernes digitale kompetencer.

De danske pc-kørekort skal ikke kun handle om tekniske programmer, men også om hvad man anvender it til. Ellers gider folk ikke lære det, lyder det fra ekspert

Regneark, databaser og tekstbehandling. Sådan lyder den menu, man skal igennem, før man kan få et pc-kørekort.
Uspiseligt, ifølge ekspert.
I stedet skal kørekortet tage udgangspunkt i det, it skal bruges til.
Det kan være budgetlægning og andre opgaver i forhold til arbejde eller nogle aktiviteter i forhold til ens fritidsinteresser, fortæller projektleder Knud Erik Hilding-Hamann fra Teknologisk Institut.
"Pc-kørekortet er i dag meget knyttet op at skulle lære funktioner i standard programmer, men der er behov for en overbygning, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov og interesser," siger han.
Skal man oprette en annonce i den blå avis, hjælper det ikke alene at kunne en masse funktioner i it-programmer, lyder det.
Knud Erik Hilding-Hamann stod bag kompetencerapporten, der viste, at 40 procent af danskerne i dag er funktionelle digitale analfabeter.
"Selvfølgelig er der stadig et behov for at lære de grundlæggende tekniske programmer, men det er vigtigt at det går hånd i hånd med den enkeltes anvendelse," siger han.
Derfor skal undervisningen også differentieres, så nogle ældre nybegyndere måske skal have en tålmodig underviser stående bagved og hjælpe. Nogle unge lærer derimod bedst ved at prøve sig frem og få lidt hjælp en gang imellem fra familiemedlemmer eller fra venner og kollegaer, forklarer Knud Erik Hilding-Hamann.
Undervisningen skal samtidig være mere anvendelsesorienteret. Der skal fokuseres mere på træning i anvendelsen af it til løsning af konkrete opgaver, end blot træning af funktionerne i selve it-programmerne, fortæller Knud Erik Hilding-Hamann.
"Grunden til, at det ikke er tilstrækkeligt at træne personer i it-programmernes funktioner, er, at de færdigheder man får, ofte ikke bliver anvendt umiddelbart efter og dermed ikke resulterer i kompetence, det vil sige igennem øvelse og løbende anvendelse", siger han.
Knud Erik Hilding-Hamann henviser til det klassiske eksempel med personer, som bliver sendt på kursus i PowerPoint, men da de ikke får færdighederne brugt fjorten dage efter, har de glemt, hvad de har lært, og kompetencerne er på samme niveau som før kurset.
Et andet eksempel, der illustrerer hans pointe er, at hvis en iværksætter skal oprette et budget eller regnskab for sin virksomhed, og han ønsker at lære at bruge Excel eller et andet program til at lave det i, så hjælper det ikke bare at sende ham på kursus i regneark eller det regnskabsprogram, som personen ønsker at anvende.
Det vil gavne hans læring meget mere, hvis han arbejder med dele eller alle aspekter af hans virksomheds budget, samtidigt med at han lære at bruge programmet til at udfærdige budgetter. Det vil øge chancen for at det lærte sidder fast.
Erkender problem
Kundechef Lars Tonø fra Dansk IT, der administrerer pc-kørekortet herhjemme, erkender, at kørekortet trænger til en overhaling i den retning, som Knud Erik Hilding-Hamann efterlyser.
"Jeg er helt enig, og sådan bliver det nok også i fremtiden," siger Lars Tonø.
Han forklarer, at man løbende opdaterer kørekortet og at man kører på version 4.0 i dag.
Men det er ikke såre enkelt at ændre indholdet af pc-kørekortet.
Pc-kørekortet er nemlig internationalt ejet og sælges i 146 lande, og der skal være en god grund alle lande kan følge med, før man ændrer kørekortet.
"I nogle lande har de knap integreret en digital måde at måle kompetencerne på. Så i for eksempel Polen og Ungarn vil de nok ikke blive særlig glade, hvis kørekortet pludselig blev lavet om," siger Lars Tonø.
Han tør derfor ikke spå om, hvornår kørekortet får den form, som Knud Erik Hilding-Hamann beskriver.
Lars Tonø fremhæver dog DO-IT-ceritficeringen, der er et målrettet tilbud til ansatte i den offentlige sektor.
Kørekortet er udviklet i samarbejde med en lang række offentlige myndigheder.
"Her er netop tale om ikke blot differentiering i forhold til en udvalgt målgruppe, der er også moduler som digital forvaltning, der har et mere "blødt indhold" end det rent tekniske," siger han og henviser til, at modulerne generelt er mere målrettet anvendelse frem for teknik.
Udgangspunktet for et model er for eksempel kommunika­tion med borgerne, hvor deltagerne kommer ind på den tekniske arkivering, mails med mere, men udgangspunktet er ikke applikationerne, forklarer Lars Tonø.
Lærer-kørekort
Et andet kørekort, hvor man også har erkendt vigtigheden af at knytte læringen til den konkrete kontekst, hvor it anvendes, er det Pædagogiske IT-kørekort til lærere.
UNI-C har netop lanceret en ny overbygning, der er bygget op omkring fagtemaer som matematik, dansk, fysik, natur og teknik og så videre.
"Lærerne får lært, hvordan de i deres hovedfag kan integrere it bedre. Det er bundet op på den konkrete undervisning i netop deres fag," siger uddannelseschef Leo Højsholt-Poulsen fra UNI-C.
Det er dog ikke slået igennem hos lærerne i folkeskolen endnu.
"Hidtil er der for få, der har taget overbygningen, fordi der er en kamp om efteruddannelseskronerne. Det er altid en prioritering ude på skolerne," siger han.
Børn får også kørekort
Også Junior pc-kørekortet til skoleelever har fokus på andet end de tekniske programmer.
Her er fem kompetencer i centrum: It og mediestøttede lærerprocesser, computere og netværk, kommunikation, informationsindsamling og produktion og analyse.
Leo Højsholt-Poulsen forklarer, at kørekortet afspejler beskrivelserne i de enkelte fags læseplaner.
Læseplanernes indhold om it bliver eleverne ikke direkte testet i eller kommer til eksamen i, men it-kompetencerne derfra bliver altså overført til Junior pc-kørekortet.
Cirka halvdelen af alle folkeskoler er tilmeldt ordningen, hvilket svarer til 1.100 skoler.
Det er op til hver skole, hvilken evaluering de vil foretage af de elever, der ønsker papirer på sine it- og mediekompetencer, nogle bruger test, mens andre bruger samtaler med eleverne.

Faktaboks:
En vifte af kort
Pc-kørekort
Selve konceptet har eksisteret siden 1997 udviklet af nordiske dataforeninger. Mere end 7 millioner mennesker har taget pc-kørekort i verden. Det kan tages i 146 lande. I Danmark har på den anden side af 275.000 personer fået beviset.

Pc-kørekort Avanceret
En certificering for superbrugere der allerede har erhvervet sig grundlæggende it-færdigheder og dermed har behov for at benytte de mere avancerede funktioner. Der er udstedt over 4.700 siden januar 2002 - det hed tidligere Det Store pc-kørekort.

DO-IT
En specielt udviklet certificering til offentlige ansatte. Udviklet i samarbejde med Statens Center for kompetence- og kvalitetsudvikling, Videnskabsministeriet, Den Digitale Taskforce og en række uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser. DO-IT blev lanceret i februar 2006 og har haft mere end 1.900 deltagere.

Det Pædagogiske IT-kørekort
Over 50.000 lærere har taget kørekortet, der har eksisteret siden 1999.

Junior pc-kørekort
1.150 skoler er tilmeldt ordningen. Der er ikke et centralt overblik over, hvor mange elever der har fået udskrevet et bevis. Hver skole kan udskrive beviset efter selvvalgt evalueringsform, som kan være test af eller samtaler med eleverne. Kørekortet har eksisteret siden april 2004.

billedtekst: kompetence"I løbet af foråret vil jeg komme med et samlet udspil til, hvordan vi forbedrer danskernes generelle færdigheder inden for IKT", siger Helge Sander. Foto: Torben Klint

OriginalModTime: 22-03-2007 14:08:18




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere