Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. april 2007.
Udviklingsarbejdet med den åbne kildekode skal redefineres, hvis de offentlige organisationer skal have mulighed for at stille software til rådighed via open source-licenser.
Nationalt Videnscenter for Software arbejder på at skabe en supplerende forretningsmodel for offentlige organisationers anskaffelse af software. Formålet er at understøtte strategien om bedst og billigst. I strategien indgår open source-software som et vigtigt redskab.
I arbejdet for at opfylde denne ambition har centret oprettet en softwarebørs, hvor offentlige institutioner blandt andet kan hente open source-software og udarbejde udbudsmateriale til leverandører.
"Vi vil tilskynde adgangen til hinandens løsninger," siger formanden for Nationalt Videnscenter for Software, professor Mogens Kühn Pedersen og fortsætter:
"Ud over at være et udstillingsvindue er softwarebørsen et forretningsområde, der skal stimulere og hjælpe leverandører, udviklere og offentlige institutioner til at finde hinanden."
Udbredelsen af open source er mindst inden for specialudviklede forretningsapplikationer. Det skyldes, at meget specialudviklet software i sagens natur kun anvendes få steder. Ikke desto mindre ser det ud til, at der er mange gevinster at hente, hvis man satser på open source på dette felt.
Hent kildekoden
En forudsætning for, at man kan genbruge software, er, at de offentlige organisationer får adgang til den via open source-licenser. På softwarebørsen repræsenterer hvert komponent et projekt, som har tilknyttet en eller flere offentlige koordinatorer, samt en række relevante informationer, som gode råd, road maps og meget mere.
Først og fremmest kan man tilgå kildekoden og downloade forskellige versioner af softwaren. Projekterne indeholder desuden funktioner, der understøtter samarbejdet og interessefællesskabet omkring software-komponenten.
Dertil kommer demonstration af softwaren, en oversigt over brugere og leverandører, som yderbetalte services på software-enheden. Ud over praktisk styring som udbudsdokumentation, krav og specifikation gennemførelse af udbud blandt leverandørerne, kan man finde konkrete beskrivelser af og om projekter.
OpenOffice til elever
De første to løsninger, der er præsenteret på websiden softwareborsen.dk som konkrete inspirationsmodeller, omhandler Erhvervs- og Selskabsstyrelsens og Syddansk Universitets vidt forskellige brug af open source-software.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen lægger sidste hånd på udviklingen af en ny Enterprise Service Bus baseret på open source-software. Projektet er et resultat af en strategisk beslutning om at benytte open source på de områder, hvor løsningerne viser sig modne. En beslutning styrelsen traf for snart to år siden for at sikre større leverandøruafhængighed, lavere vedligeholdelsesomkostninger og mere fleksibilitet i forhold til videreudvikling af systemporteføljen.
Visionen for projektet er, at andre myndigheder tager løsningen til sig, så der på sigt kan etableres et offentligt community omkring videreudvikling og vedligeholdelse.
Et andet eksempel er Syddansk Universitet, der er klar med en ny it-infrastruktur, der kan give samtlige 22.000 studerende gratis adgang til kontorpakke, e-mail og på sigt en række andre applikationer. Den valgte løsning bygger på OpenOffice og en række andre open source-applikationer.
Redifinition nødvendig
Softwarebørsen fungerer således som en slags offentlig tilgængeligt softwarebank med open source-software, samt et marked, hvor leverandører på konkurrencevilkår kan sælge relaterede ydelser, fordi de har adgang til softwareprojekternes kildekode.
For leverandørerne giver dette en mulighed for at tjene penge. Samtidig sikres den organisation, der anskaffer software, tryghed for, at det er muligt at få videreudviklet softwaren og få support.
"Organisationen er ikke låst til en enkelt leverandør, der kan diktere vilkår og priser. Hermed fjernes en barriere for brug af open source, og risikoen for at blive bundet til én leverandør mindskes," mener Mogens Kühn Pedersen.
I open source-udvikling er interessefællesskabet omkring softwaren ofte helt fundamentalt og en forudsætning for projektets eksistens.
"Mange open source-projekter har tusindvis af brugere, som bidrager til at gøre softwaren bedre. Det stærke community vil vi gerne bruge i udviklingsarbejdet," siger han.
For open source-software, der er specialudviklet, er det dog vanskeligt at benytte denne udviklingsmodel, derfor må man stimulere processen, mener Mogens Kühn Pedersen. Brugerfællesskabet må betale leverandører for at udvikle koden, når behovet opstår.
"Vi har været nødt til at redefinere open source-arbejdet. Der har traditionelt været fokus på udviklingsmiljøet. Vi ønsker at flytte fokus til behovet, som det offentlige har. De offentlige myndigheders ønsker skal sendes ud til udviklerne, der bliver betalt for at deres arbejde. Det færdige produkt skal stadig udsendes i open source-licens, så det kan bruges af andre. På Softwarebørsen er koordinatoren således altid en offentlig organisation, der er bruger af den pågældende software," siger han.
Softwarebørsen: softwareborsen.dk
Faktaboks:
Mogens Kühn Pedersen
Institutleder, prof.dr.merc. Institut for Informatik, CBS Handelshøjskolen.
Seneste internationalt publiceret forskning om åbne standarder, elektroniske markeder i digital forvaltning og distribuerede videnssystemer.
Udpeget som formand for følgegruppen for Nationalt Videnscenter for Software og for standardiseringskomiteen vedrørende dokumentstandarder under Dansk Standard.
På computerworld.dk kan du finde en podcast, hvor han fortæller mere om Nationalt Videnscenter for Software og softwarebørsen.
Billedtekst: softwarebørsen På Softwarebørsen kan offentlige institutioner blandt andet hente open source-software og udarbejde udbudsmateriale til leverandører.
OriginalModTime: 12-04-2007 13:50:02