To standarder dræber innovationen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. maj 2007.


Region Midtjylland råber vagt i gevær over for regeringens forslag, der lægger op til to åbne standarder. En dobbeltløsning er dårligere end den eksisterende model, fordi den hæmmer innovation og it-afdelingernes frihed, lyder kritikken.

Af Nicolai Devantier
Region Midtjylland ser en forøget konkurrence skabt gennem åbne standarder som løftestang for øget innovation blandt danske software­udviklingsfirmaer. Derfor har regionen meldt klart ud i striden om, hvilken åben standard der skal bruges i Danmark efter 31. december 2007. Efter denne dato er det stadfæstet ved lov, at offentlige institutioner skal benytte åbne standarder.
"Vælger vi ikke en åben standard, kaster vi os selv i armene på den lukkede propritære verden, hvor man er nødt til at anvende produkter, der koster penge, og det hæmmer innovationen," siger Steffen Ørnemark, der er kontorchef i it-afdelingen i Region Midtjylland.
"Én standard vil være katalysator for innovation og vækst, og to standarder vil kun hæmme denne vækst. Der er derfor ikke behov for et kompromis, hvor Folketinget vælger to åbne standarder. Så vil jeg hellere beholde den løsning, vi har i dag," siger han.
Regionen mener, at gevinsten ved at benytte en åben standard og lægge den eksisterende propritære tankegang på is er frihed, der danner fundament for nyudvikling.
"Investeringer i færdige it-løsninger, hvor leverandøren af et system kun formår at levere løsningen med ét enkelt produkt, giver ikke organisationen indflydelse over egen it-arkitektur. Tænker man på it som en strategisk ressource, vil manglende frihedsgrader betyde, at organisationen deponerer sit handlerum hos andre - typisk leverandøren," siger Steffen Ørnemark.
Fremmer innovationen
Den jyske it-chef mener, at der skal udvikles løsninger efter devisen bedst og billigst, og i strategien indgår open source-software som et vigtigt redskab. En forudsætning for, at man kan genbruge software, er, at de offentlige organisationer får adgang til den via open source-licenser. Han ser ikke kun åbne standarder som et teknisk instrument, men også som et politisk instrument, der skal sikre fri konkurrence både inden for it-løsninger til den offentlige sektor og afledt heraf også it-løsninger til virksomheder, organisationer og borgere, der elektronisk kommunikerer med den offentlige sektor.
"Vores erfaring viser, at
friere valg af software baseret på åbne standarder, der fremmer interoperabilitet mellem systemer, løsninger og organisationer, giver potentiale for udvikling af it-systemer hvor behov og effektivitet er i fokus."
Han fremhæver regionens softwareprojekter på områder som ESDH og EPJ som eksempler. Her har regionen udviklet løsninger, der kan genbruges af andre offentlige institutioner, uden at der skal betales licens. Programmerne er frigivet i en form for åben source-licens. De kan frit benyttes, men de er ikke dokumenteret efter open source-retningslinjerne.
"Vi ville gerne dokumentere vores arbejde, så det var nemmere for andre at genbruge det udviklingsarbejde, vi har brugt tid og kræfter på. Men det offentlige har desværre ikke råd til at offentliggøre kilde­kode på sådanne projekter, selv om der på den lange bane kunne spares mange penge."
Hvad koster en standard?
De øvrige danske regioner ser mere på kroner og øre end på teknologi og software­udvikling. Der lægges derved pres på politikerne om, at deres beslutning skal være omkostningsneutral.
Computerworld har været i kontaktet med hovedparten af it-direktørerne i de danske regioner, og den generelle holdning er, at de helst ser, der er to standarder. Holdningen underbygges ligeledes af de høringssvar, som er indgivet af regionerne i forbindelse med høringen af rapporten "Anvendelse af åbne standarder for software i det offentlige".
I svarene lægges primært vægt på, at beslutningen om åbne standarder skal være omkostningsneutral og implementerbar med eksisterende arkitektur. Det er kun Region Midtjylland, der ytrer sig om den teknologi, regionen ønsker benyttet og de fremtidsvisioner, der kan følge i kølvandet på deres udmelding.
It-direktørerne for landets øvrige regioner er derimod positive over for videnskabsminiter Helge Sanders (V) dobbeltstandardstrategi. Med udgangspunkt i, at langt den overvejende del af befolkningen og de offentlige institutioner benytter Microsofts produkter, mener flere, at det er væsentligt at tage hensyn til den givne situation.
"Vi har en forpligtigelse over for borgerne til at understøtte begge dokumentformater, og derfor vil det være naturligt at vælge to åbne standarder," siger Jan Kold, it-direktør i Region Hovedstaden
Jan Kold mener også, der er risiko for en ny monopoltilstand, hvis man kun vælger en åben standard.
"Ved at vælge begge formater skabes en markedsmekanisme, der giver lavere omkostninger på eksempelvis konsulent­bistand. I øjeblikket er der masser af Microsoft-konsulenter, og det giver os en lavere pris. Hvis open source-folket tager magten, kan situationen blive den stik modsatte," siger Jan Kold.
Michael S. Hansen, der er it-direktør i Region Sjælland mener ligeledes, at man ikke kan nøjes med én standard.
"Omkostningerne skal holdes nede. To standarder giver os frihed til at vælge, hvilket gør det billigere," siger han.
I to rapporter, der blev offentliggjort den 8. maj, forsøger IT- og Telestyrelsen at afklare nogle af de økonomiske konsekvenser af de åbne standarder. Rapporterne er udarbejdet af Rambøll Management, og firmaet vurderer konsekvenserne af åbne standarder generelt og konkret i forhold til dokumentformatet ODF. Konklusionen i den ene rapport er, at ODF vil koste det offentlige 180 millioner i løbet af de næste fem år, hvis ODF-formatet presses igennem. Samtidig konstaterer den anden rapport, at omkostningerne ved to standarder vil koste samfundet 41,5 millioner i løbet af fem år.
Rapporten om konsekvenserne på dokumentområdet er dog kun en del af den store vurdering af de åbne standarder. Og helt generelt vurderer Rambøll Management, at der er store økonomiske gevinster i flere af de standardområder, som i første omgang skal omfattes af de åbne standarder til nytår. Standarderne for elektronisk ordrebehandling i det offentlige, det såkaldte
OIOUBL-katalog, vurderes eksempelvis at kunne give en samlet gevinst på mere end en halv milliard kroner i løbet af fem år.
Foreningen af open source­leverandører offentliggjorde i august 2006 også en Rambøll-rapport. Den opgjorde de økonomiske konsekvenser ved, at der i den statslige centraladministration foretages et skift fra Microsofts nuværende proprietære dokumentformater til nye, åbne formater. Den rapport sagde, at hele den offentlige sektor kan spare op til 550 millioner over fem år.
De forskellige resultater kan virke forvirrende, og de skal da også kun ses som et udsnit af en udvalgt virkelighed.
"Rapporterne er kvalificerede vurderinger, men vi mangler faktuelle forgangstilfælde, hvor man kan trække på konkrete erfaringer. Desuden går vi ind og udtaler os om fremtiden, og derfor er vi nødt til at bygge undersøgelsen på en antagelse. Der er ikke faktuel viden, og når vi kommer til det endelige opgør, kan det godt ende på andre tal. Det fremgår også af rapporten," siger Jacob Primault, chefkonsulent i Rambøll Management.
"Man er nødt til at læse rapporterne ud fra de rigtige præmisser, ellers er der fare for at der rejser sig myter og rygter" siger han.
Glem forudsigelserne
Steffen Ørnemark mener ikke, at politikerne kan tage stilling til spørgsmålet på baggrund af udregninger og økonomiske prognoser.
"Man kan ikke bruge sådanne undersøgelser til noget. Analysehusene vælger selv præmisserne, og man kan sætte omkostninger mere eller mindre højt. Alt efter hvor man stopper udregningerne, kan man få det resultat, man ønsker. Mange politikere kan lade sig skræmme af tallene, og derfor kan man være nervøs for, at beslutningen bliver taget på baggrund af frygt og ikke på baggrund af viden og tekniske facts," siger Steffen Ørnemark.
Han mener, at essensen skal findes et helt andet sted. Det handler om, at regionerne selv skal have mulighed for at styre omkostningerne.
"Offentlige organisationer må sikre sig, at de virksomheds­essentielle it-systemer kan tilpasses de forretningsdrevne behov inden for en fornuftig økonomisk ramme. Det gøres kun sjældent gennem køb af hyldevarer baseret på proprietær software," siger Steffen Ørnemark.
Det handler om, at man skal frigøre sig fra en leverandør. Derved kan man ikke blive dikteret udgifter til eksempelvis opgradering af systemerne, og man genvinder derved selv herredømmet over økonomien, uddyber han.
Ikke et opgør med Microsoft
Midtjyllands beslutning er faldet på den eneste åbne standard, der i øjeblikket er godkendt af ISO. Den rummer nemlig de nødvendige elementer til at løse de konkrete problemer, som de danske it-­afdelinger står overfor, mener regionen.
"En åben standard skal byde på 100 procent interoperabilitet samt uafhængighed af en enkelt leverandør. Det skal sikre frihed til at vælge både platform og til at få adgang til informationer og services for alle," siger regionens it-chef. Han mener dog ikke, et valg af ODF-formatet vil udelukke Microsoft fra markedet, men det kræver, at softwaregiganten ikke tænker i proprietære baner.
"Microsoft må naturligvis gerne være med. De kan bare arbejde for og med åbne standarder. Vores valg af ODF er ikke et opgør med Microsoft, men det er væsentligt, at vi bevæger os væk fra én enkelt producent. Det, vi vil have, er 100 procent interoperabilitet og frihed," siger Steffen Ørnemark.
Han forklarer, at hvis regionen ikke vælger en åben standard, kaster den sig selv i armene på den lukkede proprietære verden, hvor man er nødt til at anvende produkter, der koster penge.
"Og det hæmmer innovationen," siger Steffen Ørnemark.

n.devantier@cw.dk

Billedtekst: Potentiale "Vores erfaring viser, at friere valg af software baseret på åbne standarder, der fremmer interoperabilitet mellem systemer, løsninger og organisationer, giver potentiale for udvikling af it-systemer hvor behov og effektivitet er i fokus," siger Steffen Ørnemark, kontorchef i it-afdelingen i Region Midtjylland.
Foto: Søren Holm / Chili

Bokse:

Åben standard

For at en standard kan erklæres åben, skal den være veldokumenteret med de fuldstændige specifikationer offentligt tilgængelige. Herudover skal den være frit tilgængelig, og der må ikke være økonomiske, politiske eller juridiske begrænsninger på anvendelsen. Certificering og vedligeholdelse sker gennem en standardiseringsorganisation via en åben proces.

Åbne standarder efter nytår

Folketingsbeslutningen B 103 blev den 2. juni 2006 enstemmigt vedtaget, og den pålægger regeringen at sikre, at statens brug af it, herunder brug af software, er baseret på åbne standarder. Endvidere bør regeringen vedligeholde et sæt af åbne standarder og sikre, at alle digitale informationer og data findes i formater, der er baseret på åbne standarder.
Åbne standarder i det offentlige er et krav fra 1. januar 2008.

Dokumentstandarder

I øjeblikket er OpenDocument (ODF) det eneste format, der er ISO-godkendt som åben standard under navnet ISO/IEC 26300:2006. ODF benyttes som dokumentformat i kontorpakken OpenOffice.

ECMA godkendte den 7. december 2006 Microsofts Office Open XML (OOXML) eller blot Open XML som en åben standard med navnet ECMA-376. Open XML blev i umiddelbar forlængelse af godkendelsen videregivet til ISO-certificering, hvor formatet i øjeblikket er i høringsfasen.
Open XML er det format, som benyttes i 2007 Office.

OriginalModTime: 21-05-2007 14:23:10




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cyber Briefing

Computerworld giver dig hver måned 30 minutter med de nyeste cybertrusler, konkrete angreb og brugbare råd. Få indsigt i AI og sikkerhed, compliance, risikovurdering og forsvarsstrategier. Tilmeld dig næste Cyber Briefing nu.

14. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere