Ophavsretten er populær. Man kunne endda påstå, at alle ved noget om ophavsret - men mange vil vide mere. Tal om edb-ret, og lytteren vil automatisk give sit besyv med om ophavsretten. Ikke at ophavsretten er et nyt fænomen, men den har fået en ny dimension: informations-teknologien er dimensional. Den nye dimension, der tilligemed begrunder edb-retten, problematiserer det forhold, at det digitale medium - og specielt Internettet - kan noget andet og rummer andre muligheder end tidligere kendte medier.
Den samme nysgerrighed har angiveligt resulteret i "Ophavsretten i medierne" af Tove Hygum Jakobsen og Anne Louise Schelin. Og lad det hermed være sagt, at ophavsretten påkalder sig interesse, fordi der er penge og ideologi på højkant. Ophavsretten forholder sig til skaberens interesser, og til os der har interesse i skaberens værk. Men hvad vil denne bog?
Bogomslaget har fået en højmodegrøn farve, og er blevet præpareret med betegnelser for alskens tekniske indretninger. Det lover jo godt for den søgende journalist, der benytter sig af IT-værktøjet. Eller som målgruppen defineres: "mediernes professionelle udøvere". Forudsat man hæfter sig ved denne præsentation, vil jeg gerne gå lidt tættere på bogens informationer.
Det er slående, hvordan den blot refererer og beskriver retskilderne. Tilmed med en prioriteret vægt af vedkommende emner, som f.eks. citatretten. Der er ingen analytiske indfald i den første del af bogen. Hvor er "the missing link" mellem journalisten, der anvender de digitale medier, og de problemer, denne møder ved den gældende 'moderniserede' Ophavsretslov?
Der er f.eks. næppe tilstrækkeligt at henvise til eksisterende forhandlinger omkring sikkerhed, når det centrale er, at originalitetsbegrebet har mistet sin værdi i det digitale medium. Det aktuelle problem opstår, når det skal vurderes, hvornår der foreligger et originalt værk, fordi også den ikke eksklusive kopi vil være perfekt. Mulighederne for at krænke ophavsmandens interesser ved ændring og kopiering synes uendelige på de åbne netværk; og med hensyn til ophavsmandens kontrolmuligheder vil det nødvendigvis forholde sig modsat.
Der synes således at være nogle grundlæggende metodiske problemer, som også den journalistiske ophavsmand bør være opmærksom på. Det burde oplyses, at krypteringsdebatten, herunder lovforberedelsen om brugen af den digitale signatur eller brugen af de såkaldte 'vandmærker', er betydende for disse problemer.
Bogen er ikke revolutionerende. Den er så at sige et kompendium over, hvad der allerede er skrevet om Ophavsretsloven. Og litteraturen herom er fyldig - og uddybende, til forskel ('ingen nævnt, ingen glemt'). Men altså ikke anderledes sætter "Ophavsretten i medierne" fokus på de kendte medier.
Til den første del af bogen vil jeg yderligere bemærke, at den er letlæst. Den gør ophavsretten populært tilgængelig, for den der ikke vil forvilde sig ud på de juridiske vover. Den er tilmed illustreret på meget pædagogisk vis. Men den er hermed ikke en bog, man slår i bordet med for at kræve sin ret. Dette påstås blot ved henvisning til bogens opregning af retspraksis i den første del.
Bevares, domsgennemgangen sker - men ikke fyldest! For hvor anvendelig en den del, når den udgøres af unavngivne byretsdomme - ja, sågar retsforlig? Jeg mener blot, at det er forhold, der vel næppe har den store præjudikatsværdi. Domspraksis har vel primært det formål at præcisere retstilstanden. Mens man hér må betegne opregningen som fyldstof, der igen udtrykker det journalistiske tilsnit.
Det skal dog bemærkes, at lovforslag nr.94 af 1997 f.s.v.a. ændringen af ophavsretsloven blinkvist kommenteres. Således m.h.t til aftalelicensordningen i §13, der foreslås udvidet til at omfatte edb-programmer i digital form. Det kan afsløres, at forfatterne er af den overbevisning, at institutionerne bør have en sådan mulighed. Nogle vil sikkert mene: at det er en noget kontroversiel holdning; at digital kopiering ikke er det samme som fotokopiering; at udgiverne selv kan lave bedre ordninger end f.eks. Copy-Dan; og at det trods alt er muligt at kontrollere den digitale kopiering.
Men det skal altså vise sig, at man må et langt stykke ind i bogen for at finde dens eksistensberettigelse. Det fornemmes, at forfatterne her er inde på noget, som ligger dem meget på sinde - det gør det spændende. Men hermed må det understreges, at man ikke kan drage deres loyalitet eller partiskhed i tvivl. Dansk Journalistforbund er vigtig. Vigtig for forfatterne og alle andre.
I Kapitel 6 ff. ('2.del') behandles overdragelse af ophavsrettigheder. Meget relevant tages der udgangspunkt i §59, der er en særregel for den ansatte edb-programmør. Udgangspunktet er her, at der ikke sker nogen rettighedsovergang, men at ophavsretten umiddelbart tilfalder arbejdsgiveren. Forfatterne advokerer herved for ikke at udvide reglen til alle ansatte ophavsmænd.
Dette er den røde tråd, der går igennem hele bogen: fokus på følgerne af journalistens ophavsret. Da denne vedkendes en ophavsret, må denne også økonomisk og etisk stå til ansvar for stoffet. Det medieetiske ansvar vil blive udvandet, hvis en udgiver skulle varetage og påtale journalistens interesser.
Hensynet til medieetikken er da også bestemmende for omfanget af rettighedsoverdragelsen i ansættelsesforhold. Et par ledende domme er illustrerende for, at den røde tråd også er gældende ret. Så altså intet nyt under ophavsretten med denne indfalsvinkel.
At læserne yderligere bliver beriget med en gennemgang af tæt på alle overenskomster og aftaler om udnyttelsesrettigheder synes i øvrigt at være overflødigt. Dette antages fordi en oversigt findes i bilagene, men også fordi de er vedkommende for hvem?
International ophavsret er af gode grunde spændende, ikke mindst grundet Internettets globale natur, men får for lidt opmærksomhed i bogen. At forfatterne anser det for særdeles væsentligt med et internationalt samarbejde på alle planer påpeges dog, sammen med konlusionen om at "Det skal let at være lovlydig", jvf. s.20. En prisværdig og populær bemærkning.
Men det skal dog heller ikke lægges forfatterne til last, at den internationale ophavsret ikke et område, der p.t. er berørt og fremstillet på en lettilgængelig og overskuelig integreret måde i den eksisterende ophavsretlige litteratur. Man kan kun håbe, at nogen i nær fremtid vil påtage sig opgaven.
Alt i alt en bog med gode bilag. En bog, hvor Ophavsretsloven bliver ajourført 'kompendiumvist'. En bog, der klart overlever på sin anden del. En bog, der særligt varetager hensynet til journalistens interesser og ansvar. En bog, der ikke revolutionerer retstilstanden. En bog, der beskriver nogle af informationsteknologiens problemer, og kan være relevant, hvis man ønsker at lægge andres materiale ud på en hjemmeside på nettet. Men ikke mindst en bog, der tilsyneladende ikke forældes lige med det samme.
Så er der blot tilbage at håbe, at antagelsen om, at folk/journalisten vil vide en smule mere om ophavsretten, kan bære.
