Tirsdag morgen kl. 9.00 fik det længe ventede computerspil Half-Life 2 premiere - og mange steder stod computer-spillere i kø for at sikre sig de første kopier af fortsættelsen til et af historiens mest solgte pc-spil. Men lanceringen af spillet har været plaget af tekniske problemer.
For at kunne spille Half-Life 2 skal man først registrere sig hos spiltjenesten Steam, hvor man også kan købe spillet direkte online, hvis man har lyst at downloade 4-5 GB spilfiler. På udgivelsesdagen tirsdag var det dog stort set umuligt at komme i kontakt med Steam, som tilsyneladende brød sammen under den store trafikmængde.
Spilfirmaet Valve Software har ellers i det seneste års tid finpudset Steam, der skal fungere som platform for alle firmaets spil.
Half-Life 2 er mere end blot en ny spiludgivelse - samtidig med spillet introduceres en helt ny distributionsmodel for software, som fremover skal sælges direkte til forbrugerne udenom distributører og forhandlere. Det nye spil kan købes direkte gennem Steam - men prisen er den samme som hyldeversionen i butikkerne.
I den seneste måned har man haft mulighed for at hente en krypteret version af Half-Life 2 gennem Steam, som først kunne låses op tirsdag i denne uge. Men selvom man allerede havde betalt var det stort set umuligt at komme i kontakt med Steam tirsdag - og mange spillere måtte derfor vente forgæves på at få adgang til programmet på deres harddisk.
Selv for dem, der havde købt en dvd eller cd-rom-udgave i butikkerne, var der dømt ventetid - for det var stort set umuligt at komme ind på Steam for at gennemføre den krævede registrering. Valve har dog indbygget en kattelem, som gør det muligt at spille selvom man ikke kan få kontakt med Steam.
Men i en test foretaget af ComON tirsdag aften tog det omkring en time at dekryptere en dvd-udgave af Half-Life 2, og det var ikke muligt at få kontakt med Steam-serveren for at få bekræftet registreringen.
Det ventes at Steam først i løbet af ugen vil vende tilbage til normal drift - og normale svartider.