En anmeldelse til Forbrugerombudsmanden for brud på god markedsføringsskik har fået onlineforhandleren Getmore til at lukke for en kontroversiel pristjek-funktion. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Getmore har udsendt.
»Vi har naturligvis taget Proshops anmeldelse til efterretning og har valgt at fjerne prischeck faciliteten midlertidigt fra vores site, indtil vi har fået dette forhold belyst sammen med Forbrugerombudsmanden,« siger Getmores marketingschef Steen Mortensen.
Ifølge direktør Poul Thyregod hos Getmores konkurrent Proshop bliver forbrugerne vildledt af den særlige pristjekfunktion, fordi Getmore konsekvent kun sammenligner sine egne priser med konkurrenter, som har højere priser, selvom der på prisportalen edbpriser.dk er en stribe eksempler på, at Getmores konkurrenter faktisk har lavere priser.
Men Steen Mortensen mener, at Proshop kun er ude på at miskreditere Getmore.
»Hvad angår Poul Thyregods påstande omkring vores omgåelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne, så går vi ikke ned på et sådant niveau overfor kollegaer i branchen. Alt i alt er Proshops anmeldelse et forsøg på at miskreditere en konkurrent som har udviklet en smart facilitet på sin i øvrigt meget besøgte hjemmeside. Måske er det finanskrise kuller,« siger Steen Mortensen.